CarlBernhard_1895

39 VI’s Tid over til den historiske Roman i Kristian VIII’s, saa er dog dette Varsel i den unge Novellists Mund ikke uden Betydning. Og nægtes kan det ikke, at da han i Fyrrerne optraadte i sin ny Genre, var han ganske anderledes skolet i Livsiagttagelse og Men­ neskestudium end f. Eks. Ingemann. Det var et ægte Digterinstinkt, der drev den sidste til at omskifte det romantiske Epos, hvis Form han dog behandlede saa talentfuldt, med den historiske Roman; men han skulde have lært Mere af sin store Samtidige Walter Scott. Carl Bernhard har lært en Del af denne og vel ogsaa Noget af Prosper Mérimée, der den Gang var meget ansét i den Heibergske Kres; Fællesnavnet «Krøniker» for to af hans større historiske Romaner bringer uvil- kaarligt Navnet «Chronique du règne de Charles neuf» i Erindring. — Men «Carl Bernhard» tør næppe siges i alle sine historiske Romaner at holde Maal med disse sine Lærere og Mestre. Skulde jeg opstille en æsthetisk Læreregel for Digtning over historiske Æmner, vilde jeg sige: al «historisk Digtning» skal holde sig fra det, der be­ skæftiger den egentlige Historiker. Digteren skal lige overfor denne staa i et omvendt Forhold til det historiske Stof: han skal lade bekendte historiske Per­ soner danne Baggrundsfigurer, lade de mindre bekendte træde frem i Halvlys, medens hans selvskabte Figurer optræde og handle i Forgrunden. Disse bør naturlig