CarlBernhard_1895

43 Embedsmænd.Den var paa een ungdommelig,den imponerede paa

Gang gammel og

samme Tid som den indgød Tillid, og den var naturlig eller i det Mindste ved Vanens Magt bleven til en anden Natur. Denne Holdning tilegner man sig ikke hos nogen Dansemester, ikke i noget Selskab, ikke paa noget Hofbal; der ud- fordres et helt Liv dertil, et Liv, der er begyndt med Pageaarene og tilbragt som — Hofmand. Han støttede sig til den guldknappede Stok paa en ganske særegen Maade, han førte sine Arme ganske anderledes end hele den øvrige Verden, og dette var især kende­ ligt paa Stillingen af hans Skuldre; naar han hilste, kyssede han først venligt paa Fingrene, vinkede der­ efter fortrolig med Haanden, bøjede Hovedet med Værdighed mere tilbage end frem, og tog derpaa Hatten meget dybt af, især for Damer. Saaledes hilser ingen Anden, og saa Meget forstaa Folk ikke mere at lægge i deres Hilsener. Om faa Aar er alt Sligt forlorne Kunster, der ere forsvundne som saa mange andre Opfindelser, der engang bleve ansete for saa vigtige, og som det har kostet saa mange Menne­ sker Ulejlighed at lære — thi om faa Aar vil der ingen Hofmænd være mer.» Men nu er der det Mærkelige ved den Bog, som allerede for mange Aar siden var mig paafaldende, da jeg første Gang læste den, at denne gamle Kammer­ herre Norden aldeles ikke har noget at gøre med den