CarlBernhard_1895

46

Befaling; og han skriver danske Breve til hende, han som (til sin egen store Skade) næppe kendte vort Modersmaal. — At Kristian VII er gal og ondskabs­ fuld, aner man næppe: hos «Carl Bernhard» omgiver en hellig, royalistisk Duft denne svagelige, lidt nervøse Herre. Grunden til, at «Gamle Minder» gjorde Lykke hos det københavnske Publikum, maa sikkert søges i to Omstændigheder. For det Første besad den dannede Læseverden den Gang meget tarvelige historiske Kund­ skaber; den var opdraget til at se Alt, hvad der ved­ rørte Kongehuset i en ærefrygtindgydende Glorie og havde ikke de Memoirer og historiske Oplysninger om hin Tid til sin Raadighed, som vi nu besidde. For det Andet havde der netop i Aaret 1841 i Anledning af en politisk-historisk Artikel i «Fædrelandet» betitlet «Struensee og Guldberg» udspundet sig en literær Fejde, som havde vakt almindelig Opmærksomhed. Carl Ploug, den Gang kun bekendt i Studenterver­ denen, havde 28 Aar gammel overtaget vort eneste ansete liberale Organ «Fædrelandet» og slog nu i den ovennævnte Artikel et vældigt Slag for den «frisindede Struensee». Til Motto havde han taget Rottecks: «Verdenshistorien er Verdensdomstolen». Mod denne «flotter Bursch» fra København traadte Odensianerne Overlærer Caspar Paludan-Miiller og Oberst Guldberg i Skranken. «Fædrelandet» havde allerede det forrige