CarlBernhard_1895

52 han sig ogsaa alvorligt og stolede ikke som Ingemann blot paa sin digteriske Intuition. — Med Hensyn til «Krøniker fra Erik a f Pommerns Tid» var han ikke heldig stillet; thi her havde han af nyere Bearbejdelser kun Jahns Unionshistorie at holde sig til, og skønt dette Arbejde for sin Tid er højst fortjenstligt, saa er det dog beheftet med saa mange Mangler, at vor Tids Forskere have ansét det for nødvendigt at gøre en hel ny Opfattelse gældende. Hvor forskelligt er ikke nu det sande, restituerede Billede af Kong Erik, Dron­ ning Margrethes Fostersøn, fra det «Carl Bernhard» tegner os! — Denne halvfejge, vægelsindede, vellystige Fyrste, der kun for en kort Stund kan mande sig op til Daad, hvor lidt ligner han den virkelig historiske, ridderlige Konge, der var fuld af Følelse for sine Regentpligter, halsstarrig i at holde fast ved, hvad han ansaa for sin Ret, rastløs i at skaffe Riget det gode Ny (den indbringende Øresundstold — den ny Konge­ stad, København — et Universitet o. a. M.) og sejg i Kampen for Slesvig. — Men som sagt, her er vor Forfatter undskyldt; thi de rimelige Fordringer, man kunde stille til ham, har han fyldestgjort.

Med Hensyn til «Krøniker fra Kristian den Andens T id » var «Carl Bernhard» bedre stillet. Vel havde Allen og Caspar Paludan-Miiller ikke endnu skrevet