CarlBernhard_1895

6o

en Mand, der forstaar at anvende hin unægtelige Leve­ visdom: «Tale er Sølv, men Taushed er Guld,» gen­ nem den Samfundsluft, som vi herhjemme have lavet os af halve Sandheder og hele Fortielser. Han er sikker- lig en af «Carl Bernhards» bedst tegnede Figurer, skønt han kun er skildret i Omrids. Morsomt-karakteristisk er det, at vor Forf. blot har angivet denne Taagængers Navn med et Forbogstav og en Streg. Under den fremhævede Kategori hører da naturlig­ vis ogsaa Henning Grib og Niels Finke , henholdsvis i «Krøniker fra Kristian lis» og «Erik af Pommerns Tid». Den første er en fordærvet Junker og adelig Laban, der, infamt nok, søger at bortlede Opmærk­ somheden fra sine slette Streger ved Hjælp af Kannike- tonsuren. Han er grebet ud af Livet og tegnet i Tidens Stil; thi kun en Kirke, som den vi finde før Reformationen, kunde avle et saa degenereret Individ, — Ridder Niels Finke er en Landsforræder af værste Art, en Slags Bastard af Slange og Ræv. Hvor­ ledes han kan være Fader til den Datter, der frem­ stilles som hans, er ikke let at fatte. Naar man læser om Niels Finke i «Krøniker fra Erik af Pommerns Tid,» henledes Tanken uvilkaarlig paa den Ridder Lauge Rød, der i den sorte Pests Tid blev banlyst for sin ugudelige Færd og senere i gamle danske Sagn afgav et Nornen appellativum for alle lumske og sam­ vittighedsløse Personer.