CarlBernhard_1895

66

— Her findes der tydelig Medfølelse og Forstaaelse, skønt Forfatteren lader dem lide haardt og bereder dem en Skæbne, der næsten deprimerer vort Sind. — Restel optræder i Novellens Begyndelse som en af sin Tids Gennemsnitsmennesker: lidt æsthetisk, lidt moralsk, lidt blødsøden; men hans Kærlighed til den lille unge Pige, han har kendt og holdt af, fra hun var Barn, adler ham, og vi forstaa hans bitre Sorg, da hans Livslykke ubarmhjertig forstyrres af et ned­ rigt Menneske som Scholler. — «Pebersvenden» i «Kr. fra Erik af Pommerns» og Munken i «Kr. fra Kristian Ils Tid» ere skildrede med en Livskundskab, der (det kan man ikke fordølge sig) alene kan have Rod i Selverfaring. — «Den norske Kæmpe» rører os ved den Hundetroskab, hvormed han følger det eneste Menneske, der her i Livet har vist ham Barm­ hjertighed. Forbilledet for denne Skikkelse vil man uden Tvivl finde i «Qvasimodo» (V. Hugos: Notre Dame de Paris). Men hvor finder man da «Carl Bernhards » Mands­ ideal? spørger Du maaske, min Læser, lidt trættet ved Opregningen af alle disse slette, lumpne, sladdervorne, nærige, latterlige, snobbede, forulykkede Mandsskik­ kelser, som vor Forfatter fører frem for os. Hans Mandsideal finder Du i Claus Daa (Kr. f. Kr. Ils ?.),