CarlBernhard_1895

70

det Skønne er detroniseret. Den Gunst og det Bifald, der opnaas ved at fornærme det Skønne, vil hævne sig; det vil være forspildt lige saa hurtig, som det er erhvervet; thi det Skønne vil ikke kunne tænkes uden i Forbindelse med det Sande og det Gode. Man vil snart føle, at der i Forf.s Bizarrerier ikke findes Noget af den Sindets Opløftelse, den Tankens Be­ roligelse, den aandelige Vederkvægelse, som dog er det bedste Udbytte, vi skulle drage af Poesien». — Men med al Agtelse for den gamle Æsthetiks Be­ rettigelse til at udtale sig som anført, saa maa vi dog nu være kommen bort fra den Fordring til Digteren, at han skal være Samfundets Læge. Som Menneske og som Borger skal han forholde sig til den sociale Moral, men som Kunstner kan det ikke være hans Opgave direkte at pleje den: paa sin Plads staar han kun Sandhedens og Kunstens Guddomme til Ansvar. Kan han plaidere sin Sag for disse strenge Dommere, da skal det nok vise sig, at han, uden at have netop villet det, har bidraget til at uddybe vor moralske Indsigt. — Min Anke mod «Et Løvte» er da den, at «Carl Bernhard» i sin varme Sympathi for den for­ førte unge Pige skyder langt over Maalet. Han vil helst gøre hende til en Type; hun kan næppe passere for en Undtagelse. Hun , Datteren af en sølle Arbejds­ mand og en fordrukken Moder, skildres, som om hun kunde være een af de fineste og frommeste Kvinde-