CarlBernhard_1895

7i

skikkelser, den italienske Malerskole har fremstillet paa Lærredet. Hendes Taarer sammenlignes med dem, Paradisets Engle bringe til Himlen og lade falde ned som Perler. Hun suger af Angst for den Elskedes Død den foregivne Gift ud af hans Haand, da hun hellere selv vil lide Døden. — Da hendes Elsker rejser fra hende med de Ord: «Vi ses igen til Efter- aaret», venter hun at skulle bringe hans og hendes Barn til Verden. Han kommer ikke. Der gaar to Aar; men «hun kan ikke tænke sig, at hendes Alfred er troløs», «og det er (efter vor Forfatters Mening) ganske naturligt; thi det gjælder i mere end een Hen­ seende, at de kvindelige Vildfarelser næsten altid have deres Kilde i en Tro paa Dyd og en Tillid til Sandhed, som er Kønnet medfødt, — men som vi Mænd rig­ tignok ærligt og redeligt stræbe at betage det». En­ delig kommer han i Begyndelsen af det fjerde Aar. Hun erfarer nu først, at han er gift, en Efterretning, der (mærkelig nok) kommer hende aldeles uventet og gør hende grænseløs fortvivlet og ulykkelig. Hun bliver vanvittig og nedsynker efterhaanden i den ube­ skriveligste Elendighed. Tilsidst finder Forfatteren hende i et Hospital for Uhelbredelige. «Hun var meget mager og indfalden, og Kummeren havde gravet dybe og uudslettelige Furer omkring hendes Mund og paa hendes Pande. Jeg har aldrig set en hvidere Pande, det var, ligesom om den var omgiven af et Helgenskin,