CarlBernhard_1895
75
Saa er der de stille resignerende Kvinder som Anna i «Dagvognen», Helene i «E t Aar i Kjøbenhavn», Jo hanne i «E t Ordsprog», den ostindiske Købmands Moder og Forlovede i «det gyldne Skind». Alle bære de deres Skæbne med blid Taalmodighed uden at samle Vrede eller G ift i Hjertet, eller ogsaa opløses deres Sorg og skjulte Kummer som de Sidstnævntes i et mildt Vanvid. Dernæst er der dem, jeg med et almindeligt, men dog typisk Udtryk vilde kalde unge Piger. A f dem vrimler det naturligvis i «Carl Bernhard »s Noveller ligefra hans første større «E t Aar i Kjøbenhavn» til hans sidste «En Baderejse» fra 1865. Man behøver naturligvis ikke forsikre, at alle disse unge Damer ere Genstand for den galante Forfatters ømmeste Del tagelse og Iagttagelse. Ingen Haveelsker kan med større Kærlighed fremvise sine knoppende Juniroser og prise enhvers ejendommelige Skønhed, end «Carl Bern hard» her fremstiller sine unge Piger, hver elskværdig og ejendommelig i sin Art. — Skønt Sofie i «Et Aar i Kbhvn.» er lidt skæv, gør hun dog ved sin Zarthed, sin Ynde, sin stille, huslige Syslen, sin Omhu for de Forglemte og sin Omsorg for de Dødes G rave et uudsletteligt Indtryk paa den unge Brevskriver. Skønt Elisabeth i «Gamle Minder» halter stærkt, er hun lige frem tiltalende ved Siden af sin naragtige og déspo-
Made with FlippingBook