CarlBernhard_1895

75

Saa er der de stille resignerende Kvinder som Anna i «Dagvognen», Helene i «E t Aar i Kjøbenhavn», Jo ­ hanne i «E t Ordsprog», den ostindiske Købmands Moder og Forlovede i «det gyldne Skind». Alle bære de deres Skæbne med blid Taalmodighed uden at samle Vrede eller G ift i Hjertet, eller ogsaa opløses deres Sorg og skjulte Kummer som de Sidstnævntes i et mildt Vanvid. Dernæst er der dem, jeg med et almindeligt, men dog typisk Udtryk vilde kalde unge Piger. A f dem vrimler det naturligvis i «Carl Bernhard »s Noveller ligefra hans første større «E t Aar i Kjøbenhavn» til hans sidste «En Baderejse» fra 1865. Man behøver naturligvis ikke forsikre, at alle disse unge Damer ere Genstand for den galante Forfatters ømmeste Del­ tagelse og Iagttagelse. Ingen Haveelsker kan med større Kærlighed fremvise sine knoppende Juniroser og prise enhvers ejendommelige Skønhed, end «Carl Bern­ hard» her fremstiller sine unge Piger, hver elskværdig og ejendommelig i sin Art. — Skønt Sofie i «Et Aar i Kbhvn.» er lidt skæv, gør hun dog ved sin Zarthed, sin Ynde, sin stille, huslige Syslen, sin Omhu for de Forglemte og sin Omsorg for de Dødes G rave et uudsletteligt Indtryk paa den unge Brevskriver. Skønt Elisabeth i «Gamle Minder» halter stærkt, er hun lige­ frem tiltalende ved Siden af sin naragtige og déspo-