CarlBernhard_1895

82

ikke; og naar han en sjælden Gang spidser sin Pen til den Art Tegninger, da gør han det kun for at sætte de beundrede i et stærkere L y s. Saaledes frem­ hæves den opofrende Sofie i «E t Aar i Kbhvn.» ved at sidestilles den egoistiske og selskabssyge Tante Birner; Johanne Mansels Blidhed i «E t Ordsprog» ved den gamle døende Slægtnings arrige Bitterhed; Annas jom­ fruelige Stilfærdighed i «Dagvognen» ved det øvrige Pensionsselskabs Pjattevornhed; Tante Franciskas rene kærlige Karaktér ved Auroras snedige og erobringssyge K oketteri; Lise Grams forsagte, med sig selv kæm­ pende Kærlighed ved Emilies frække, ublufærdige Om­ gang med unge Mænd o. s. fr. Ogsaa her kunde jeg som under min Omtale af «Mændene hos Carl Bernhard» samle en hel Række Udtalelser om «Kvinderne», hvis jeg vilde. Men da vor Forf. taler «med rund og overflødig Mund» om dette beundrede Køn, og en saadan Anthologi vilde fylde et helt A rk, faar min Læ ser nøjes med følgende summariske Udtalelse: Vor Forfatter kan ikke lade være at smile hver Gang han hører Sammenstil­ lingen: « det svage K øn » og «det stærke K ø n »; disse Ord, mener han, indeholde den største Usandhed, der er udtalt, siden Ord bleve opfundne. I den Anled­ ning tiltaler han en fingeret Mand saaledes: «Min Herre! De begynder med samme Iver paa hundrede forskellige Ting, og kort Tid efter er De ked deraf,