545390922

' lo 'b i n

I.

DE ÆLDSTE OPLYSNINGER OM SKOLEN INDTIL REFORMATIONEN.

D e n Tid, der ligger omkring Aar 1200, betegner for Danmark en Stor­ hedstid, som ingen anden Tid endnu med Rette har kunnet sammen­ ligne sig med. Efter de mange Aars opløste Tilstande og de stadige Krige var der fulgt en Tid, ikke alene med materielle Fremskridt men ogsaa med en betydelig aandelig Udvikling og Sans for Kunst og Lærdom. Denne Udvikling var Resultatet af et lykkeligt Samarbejde mellem Stat og Kirke, og naar den Tid med Rette kaldes Danmarks lykkeligste Tid, skyldes dette i første Grad Fostbrødrene Valdemar og Absalon, og den sjældne Evne, de havde til at supplere hinanden. Aldrig før eller senere har Enighed og Samdrægtighed baaret saa rige Frugter langt ud over deres egen Tid, og endnu den Dag i Dag vidner lærde Værker og stolte Bygninger om det Arbejde, som danske Mænd, hjulpet af en enig Regering, forstod at skabe. Metropolitanskolen, som beliggende paa den historiske Frue Plads til Genboer har Bispegaarden og Vor Frue Kirke, kan rose sig af at stamme Ira denne stolte Tid. Den har, sin Oprindelse tro, delt ondt og godt med Vor Frue Kirke og har i de forløbne Aarhundreder været denne en trofast Støtte i dens opdragende og opbyggende Virksomhed for By og Folk. Da Absalon Aar 1201 var gaaet bort efter sin lange og betydningsfulde Virksomhed, var hans store Tanker ikke dermed lagt i Graven. Som den mige Kong Valdemar havde afløst ham i hans Gerning udadtil, saaledes optoges hans Arbejde for Kirken af Mænd som Andreas og Peder Sunesøn. Denne sidste havde allerede Aar 1192 efterfulgt ham som Sjællands Biskop, og den Arv, som Absalon havde efterladt Roskilde Bispestol, den nye By København, vogtede Bisp Peder paa bedste Maade. Det første, han skyldte sin store Forgængers Minde, var at fuldføre Frue Kirke, hvis

2 Bygning allerede var paabegyndt i Absalons Tid. Men København var endnu kun en lille By, og Frue Kirke var ligesom Stadens andre Kirker underordnet Stiftets Hoved-Kirke i Roskilde, der ved Hjælp af sit Dom­ kapitel1) udøvede Indflydelse over hele Sjællands Gejstlighed. For nu at skaffe den nye Kirke en højere Stilling og derigennem hæve Københavns Anseelse og vel ogsaa for at have en Kreds af gejstlige om sig, naar han opholdt sig i Byen, stiftede Peder Sunesøn nogen Tid efter Kirkens Fuldførelse et Kapitel ved den. Dette skete paa den Maade, at 6 Kirker i København og Omegnen deraf henlagdes under Kapitlet, saa- ledes at Sognepræsterne ved Kirkerne var Medlemmer af Kapitlet, medens deres egentlige Embeder varetoges af Vikarer. Kapitlet, der bestod af Kannikerne med en Dekan i Spidsen, havde det Hverv at sørge for Kir­ kens Anliggender ved Bestyrelsen af dens Ejendomme og ved at besørge Udførelsen af Gudstjenesten saa prægtigt som muligt. Nu var Frue Kirke jo ingen Domkirke, og dens Kapitel fik derfor nødvendigvis en noget ringere Betydning end Domkapitlerne, bl. a. havde det ikke den Domkapit­ lerne tilkommende Indflydelse paa Bispevalg. Hovedgerningen for Ka­ pitlet blev derfor Kannikernes Del i den daglige Gudstjeneste. Desuden var Kapitlet før Universitetets Stiftelse en Slags Højskole for Uddannelse af Præster til de lavere Embeder. Ved den katolske Gudstjeneste indtager Prædikenen kun en under­ ordnet Plads, medens Hovedvægten lægges paa den daglige Altertjeneste med Messer og Psalterlæsning. Dette maatte naturligvis nødvendiggøre Tilstedeværelsen af en stor Stab gejstlige, ikke blot af Kanniker men ogsaa af underordnede Tjenere. Især havde man Brug for Kordrenge. For stadig at kunne være sikker paa denne Assistance og for at kunne faa duelige Mænd til de gejstlige Poster var det derfor nødvendigt straks ved Stiftelsen af et Kapitel at anlægge en Skole ved samme, og skønt man ved det københavnske Kapitel ingen bestemte Oplysninger har des- angaaende, maa man alligevel slutte, at det i Lighed med Landets øvrige Kapitler straks har anlagt en Skole. Denne Københavns Kapitelskole er den første Oprindelse til Metropolitanskolen. Kapitlets Stiftelsesaar vides ikke ganske nøjagtigt, men det sættes til senest Aar 12092), og man kan derfor uden Tvivl ogsaa sætte Skolens Stiftelsesnar til omkring Aar 1209. ') Fra at betegne et Afsnit i en Bog, enten den hellige Skrift eller Ordensreglcn, er »capitulum« gaaet over til at betegne det Sted, hvor et saadant Afsnit blev forelæst og gennemgaaet, ligesom og til Benævnelse af det Samfund af Klerke og Munke, der her samledes. (Helweg: De danske Domkapitler S. 1.) 2) Jonge: Kbhvns. Beskr. S. 145. Kapitlets første Dekan Absalon angives nemlig Aar 1209 sammen med Kannikerne at have været Vidne til et Under, som den hellige Vilhelm skal have gjort. (Ser. Rer. Dan. V. 493.)

3 Skolens egentlige Stiftelsesaar er altsaa endnu kun Genstand for Gis­ ninger. Udtrykkelig nævnt foreligger den først fra 1246. Anførte Aar den 17. August udfærdigedes nemlig et Testamente angaaende Nøddebos Afstaaelse til Esrom Kloster, og blandt de tilstedeværende Vidner befandt sig: » Magister Toti, Rector scholarum in Haffn«1). Denne Mag. Toti er altsaa den første kendte Rektor ved Københavns Kapitelskole. Skolen har naturligvis i et og alt været underlagt Kapitlet og har bestaaet som en Del af dettes Virksomhed. I dens første Aarhundreder hører man saa godt som intet til den, og man kan kun af enkelte Antyd­ ninger slutte sig til dens Virksomhed. Saaledes foretoges der Aar 1343 af Kantor Michael og Ivannikerne Johannes Kraak og Niels Jensen Duvæ fra Roskilde paa Bispens Befaling en omfattende Visitation af Vor Frue Kirke og Kapitel. De fandt da, at Kapitlet underholdt en »scholasticus ydoneus, non perpetuus« (en duelig, ikke fast ansat Skolemester), der indsattes af Biskoppen i Forening med Kapitlet2) ; hvilket viser, at Skole­ mesteren sikkert ikke hørte med til Kannikerne, men var en dertil særlig ansat og lønnet Mand. Senere hen nævnes ogsaa flere Skolemestre paa een Gang, hvad der vel rimeligvis stadig har været, da een Mand ikke har kunnet undervise saa mange Elever, som Skolen havde. Men for øvrigt er det meget vanskeligt at drage nogen nøjagtig Slutning om Forholdene; thi Undervisningen gik for sig paa en helt anden Maade end nu til Dags. For det første var der den teoretiske Undervisning; den bestod nær­ mest i at lære at skrive og tale flydende Latin, og heri blev de undervist af Skolemestrene. Klasseinddeling har der ikke været noget af, men Ele­ verne er blevet delt i Hold af passende Størrelse, og hver Lærer har saa bestandig undervist samme Hold. Men foruden dette var der den ikke mindre vigtige praktiske Uddannelse til Præstegerningen i Frue Kirke, og heri blev de undervist af Kannikerne ved Kapitlet. Det var nemlig bestemt, hvad der ogsaa ses af den omtalte Visitation Aar 1343, at enhver Kannik skulde underholde mindst een saakaldet Kor­ vikar, d. v. s. en Medhjælper, som han paa sin Bekostning skulde oplære i Udøvelsen af de kirkelige Forretninger. Disse Korvikarer gik Kanni­ kerne til Haande under Gudstjenesten, men var ellers nærmest en Udgift for dem. Men hele denne Ordning var ogsaa hovedsagelig beregnet paa at faa Stiftets unge Præster uddannet paa en billig Maade. Man maa altsaa antage, at Skoledrengene har begyndt deres Virk­ somhed i Kirken som Kordrenge og efterhaanden er avanceret til Kor­ vikarer, og det er derfor vanskeligt at sige, naar den egentlige Skoletid hørte op, især da der rimeligvis ogsaa gaves teologiske Forelæsninger* 3

J) Thorkelin: Dipi. Arne-Magnæanum S. 157. 3) Pontoppidan: Orig. Hafn. S. 166.

4 inden for selve Kapitlet, og det hele hørte sammen under eet. Men en god Tid har Skoleundervisningen nok varet; thi den skulde være til­ strækkelig til, at de, der aspirerede til de højere gejstlige Embeder, lige fra Skolen kunde studere videre ved et udenlandsk Universitet. Ved sin Oprettelse havde Kapitlet meget faa Midler, og det har derfor sikkert ikke som enkelte andre Kapitler fuldstændig kunnet underholde Skolen. Disciplene har derfor haft Lov til at tigge for paa denne Maade saa nogenlunde selv at kunne sørge for deres Underhold. De enkelte Ste­ der, hvor de nævnes i Testamenter og lign., kaldes de altid »pauperes scho- lares«, og de har sikkert ført en kummerlig Tilværelse, især da Disciplinen var meget streng. I det 14de Aarhundrede ser man imidlertid, at Folk be­ gynder at skænke dem Gaver, og deres økonomiske Forhold maa da vel efterhaanden have bedret sig noget. Saaledes gav Præsten Hinze Bagge1) i sit Testamente af 9. December 1304 2 Øre og Cecilia, Sevi Joonsøn Lit- læs Datter 23), i sit Testamente af 9. Oktbr. 1307 3 Mark Penninge til fattige Skoledrenge3). Til disse mindre Gaver kom der kort Tid efter en større, idet Hertuginde Ingeborg af Sverrig, Halland, Samsø og Kalundborg 26. Jan. 1340 skænkede Københavns Kapitel Asminderød Kirke til et Skole- præbende. Da dette Gavebrev tillige giver et Indblik i den omtalte Kirke­ tjeneste, som Skolemesteren og Disciplene deltog i, anføres det her i sin Helhed i Oversættelse: »Ingeborg, Hertuginde af Sverrig, Halland og Samsø4), sender alle, som ser denne Skrivelse, en evig Hilsen i Herren. For at Dyrkelsen af det guddommelige Navn kan blive større og den der tjenende Gejstlighed for­ øges ved Gave og Foræring, lad det saa være bekendt for alle, nu og i Fremtiden, at Vi i Vort og Vore Børns Navn overgiver i Vor i Herren elskede københavnske Kirkes Dekans og Kapitels Hænder Asminderød Kirke til et Skolepræbende ved nævnte københavnske Kirke til den herlige Jomfrues Pris, knyttende det bestandig til samme Kirke og givende Afkald paa Vor og Vore Arvingers eller Vore Børns Ret til nævnte Kirke, hvad enten denne Ret er tilfaldet Os og dem ved kongelig Adkomst eller ved Hævd eller paa en hvilken som helst anden Maade indtil nu —, forudsat, at der aarlig af Skolemesteren ved Københavns Kirke, han, som nu er, og som maatte komme, for Vor elskede Herre og Vor kære Mand Hr. 3) 2 Øre = VpPd.Sølv = ca. 10 Kr. i nuværende Penge. 3 Mark Penninge = ca. 1/J Pd. Sølv = ca. 14 Kr. i nuværende Penge. Dengang har det naturligvis betydet adskilligt mere. 4) Hertuginde Ingeborg var Datter af Haakon V. af Norge, Enke efter Hertug Erik af Sverrig og altsaa Moder til Magnus Smek. 1327 blev hun anden Gang gift med Knud Porse af Hvide Slægten. Denne Knud var af Christopher II. blevet gjort til Hertug og havde faaet i Len Sønder Halland, Samsø og Kalundborg. Med Ingeborg fik han nu Nørre Halland. Han døde 1330, og Ingeborg beholdt hans store Besiddelser efter hans Død. ’) Rørdam: Kirker og Klostre, Tillæg S. 5. *) Erslev: Testamenter fra Danmarks Middelalder S. 57.

6 Knuds Sjæl, fordum Hertug af Halland og Samsø, salig Ihukommelse, skal holdes en Sjælemesse paa Dagen før den hellige Jomfru Petronelles Fest i Koret med Tilstedeværelse af Kannikerne, med Vigilier af 9 Lektier og Sjælemesser paa højtidelig og from Vis. Ligeledes, at der hver Søndag1) ved første Messe skal være særlige Forbønner for Vor Herre Hertugens Sjæl og for hans Forfædres Sjæle og for Vor og Vore Børns Sundhed og Velfærd. Ligeledes, at i den salige Jomfrues Kapel sammesteds skal der holdes Messe 3 Gange om Ugen paa denne Maade, nemlig den første for Vor Moder, den anden for alle Helgene med en Kollekt for Vor førnævnte Herre, Hertugens Sjæl under dem begge, og den tredie for de afdøde. Lige­ ledes, at der skal være en særlig Kollekt for Os, saa længe Vi lever, ved Højmesse paa Højaltret paa enkelte Dage undtagen paa de store og dob­ belte Festdage, og efter Vor Død skal der være en særlig Kollekt for Vor Sjæl, følgende bag efter Vor Herre, Hertugens Kollekt. Til Vidnesbyrd og desto fastere Erindring om dette har Vi ment at burde befæste nær­ værende Brev med Vort Segl. Givet i det Herrens Aar MGCCXXXX Dagen efter St. Pauls Omvendelse2*). 26. Maj 1477 testamenterede Præsten i Ballerup, Jens Unger, der var Vikar ved Vor Frue Kirke, en Badstuegang8) til Skoledrengene og til de fattige. Til Skolemesteren, Peder Nielsen, gav ban desuden en Hest (pro scholis suis attemptandis)4* * *). Denne Peder Nielsen er foruden Magister Toti den eneste kendte Rektor fra de første Aarhundreder af Skolens Til­ værelse, saa man vil se, at det kun er lidt, der fra dette Tidsrum er blevet bevaret for Eftertiden. Interessen for Skolevæsen har ikke været saa stor, at den har givet sig varigt Udslag. Det er først i det 15de Aarhundrede, at der vækkes mere Interesse for Skoleforhold i det hele taget. Der kom­ mer da en lang Aarrække fuld af Skoleforbedringer og Skolelove, og den første Begivenhed, der faa Indflydelse paa Skolen, er Universitetets Stif­ telse. Hidtil havde de, der vilde studere videre, efter endt Skoletid i Kapitel­ skolerne maattet drage udenlands. Dette fordrede en Del Penge, og det havde derfor naturligvis .en stor Indflydelse paa Skolevæsenet og Oplys­ ningen i det hele taget, at Universitetet i København stiftedes 4. Oktbr. 1478. Men for Københavns Skole blev det af endnu større Betydning end *) Originalens »dies sabbati« maa lier sikkert oversættes ved Søndag. *) Arne Magn. Danske Dipi. *) d. v. s. et Bad. Det var dengang ret almindeligt, at Folk testamenterede Penge til at tage sig et Bad for. 4) Børdam: Kirker og Klostre, Tillæg S. 72. Vikarer var Præster, der ikke hørte med til det egentlige Kapitel. De havde at sørge for Udførelsen af Sjælemesserne for de af­ døde ved Kirkens forskellige Altre. De blev for dette lønnet af de afdødes Slægtninge eller andre, der havde bestilt Bønnerne. Sammenlign Hertuginde Ingeborgs Gavebrev. Skolemesteren maa altsaa ogsaa have været Vikar ved Kirken.

7 for nogen anden Skole. Universitetet kom nemlig fra sin første Begyndelse i stærk Berøring med Kapitlet derved, at mange af Kannikerne blev Pro­ fessorer ved Universitetet, og Dekanen var en af dets Konservatorer1). For det teologiske Studiums Vedkommende var Universitetet jo ogsaa en Fort­ sættelse af Kapitlets Virksomhed, og dette nære Forhold havde, som natur­ ligt var, igen Indflydelse paa Kapitlets Skole. Saaledes skete det, at da Universitetet paa Grund af sine ringe Midler i Begyndelsen intet Sted kunde faa, hvor Forelæsningerne kunde holdes, udstedte Kapitlets Dekan, Jesper Henriksen, der et Aar senere blev Universitetets Rektor, den 31. Ok­ tober 1478 et Dokument om, at »han paa sine og Kapitlets Vegne over­ drog Mag. Peder Albertsen deres Skole beliggende syd for Vor Frue Kirke til Forelæsninger og Øvelser for ham og hans Kolleger, indtil de kunde faa sørget for et bedre Universitetslokale«2). Et Aars Tid efter fik Universitetet til Laans af Magistraten det gamle Raadhus (den nuværende Bispegaard). Hvor Skolen har været i den Tid, eller om ovennævnte Plan i det hele taget har været bragt til Udførelse, vides ikke. Til Forskel fra Universitetet, der kaldtes »schola universalis«, fik Vor Frue Skole nu Navnet »schola particularis«. I den nærmeste Fremtid veksler dette Navn med »Børneskolen« (ludus puerorum) og »schola tri­ vialis«3). Den som Professor og Universitetets Rektor senere saa bekendte Dr. Chr. Terkelsen Morsing var Aar 1519 Rektor ved Vor Frue Skole. Hvor længe han har haft dette Embede før og efter dette Tidspunkt, vides ikke, men nævnte Aar udgav han en latinsk Grammatik til Brug for sine Di­ sciple. Blandt disse var den senere Historieskriver Hans Svaning, som giver flere Oplysninger om Skolen paa hans Tid. Han fortæller saaledes i sit Værk om Christiern II, at »det havde fra Kristendommens allerførste Begyndelse været overleveret som en from og hæderlig Skik, at de fattige Skoledrenge havde Lov til at tigge deres Livsfornødenheder i Byerne«. Førend Disciplene optoges i Skolen, skulde de underkastes en Prøve, om de havde Hovede nok til at studere. I modsat Fald skulde de sættes til at lære et Haandværk. For nu at kende dem fra den øvrige Tiggerflok var de klædte i en lang Kappe, der hang ned fra Skuldrene, og bedækkede hele Kroppen. Kun paa den højre Side var der en Aabning til at stikke Haanden ud for at modtage Almisserne. Paa Hovedet havde de en Hætte, for det meste lavet af sort Tøj, med en Hale, der hang ned ad Ryg­ gen. Denne Hale var foldet i flere Læg, men paa Siderne var der to, større end de øvrige, som efter Svanings noget snurrige Opfattelse skulde betegne, ') Pontoppidan: Orig. Hafn. S. 141. 2) Dokumentet findes trykt i Rørdams: Kirker og Klostre, Tillæg S. 73. 8) Trivialskole kaldtes de Skoler, hvor man kun lærte 3 af de 7 saakaldtc frie Kunster, nemlig Grammatik, Retorik og Dialektik.

8 at Danskerne ved Kristendommens Indførelse i Riget to Gange var faldet fra den kristne Tro, for at Drengene derved »skulde forskrækkes ved disse deres Forfædres frygtelige Tilskikkelse og med større Iver og Omhu lægge sig efter at lære Kirkens Lære«1). Fra denne Tid haves i det hele taget mange gode Oplysninger om Skoleforholdene. Saaledes giver Christiern Pedersen i sit Skrift fra 1531 »Om børn ath holde till Scole oeh studium och ath skicke gode Scole- mestere till dem« flere Meddelelser om Undervisningen i hans Ungdom. Han siger saaledes2) : »Ilwad haf]fuer mand dog før lært baade i klaaster oeh Studium Andet en løss forfengelig lerdom, som de kallede de boglige konster oc vissdom, en dog ath det vaar icke andet en løssactige forfengelige ord och disputatz som hagde huerken hoffuit eller hale . . . . Der ginge oc mange til scole at lære XV eller XX aar oc de kunde dog huerken tale ret latine eller scrifTue god danske po deris eget twngemaall«. Og om Skoletugten skriver han3) : »Huordan forbandet heluedis oc skerssildz pine, de vnge folk peb­ linge och degne lede i min och andre fleris vngdom . . . . alT deris vanwit- tige och vmilde Scolemestere och hørere metli de slemme wkristelige hudstrygeiser slag hug och plagger, som de gaffue dem faar en føye brøde och saa gaat som faar ingen, Det vide baade, Prester och Mwncke, Cannicker och ScrifTuere, som vaare deris disciple, Thi kunde de det selffue sige bedre end ieg det her nw kan scrifTue, som det sig met rette burde, Huoiiedis samme wfornømstige Scolemestere och hørerre flengde siede och hudstrwge, oc sloge de fattige børn, peblinge, oc degne ath blodet løb ned afT ryggen paa dem i deris hoser, for en tytell ellerd ord skyld som en for vild vdi, eller i sine caser, och temporalyer, Och der met iegede och trengde de och mange fra scolerne meth deris skammelige wmildelige bøddels hwg oc slag, Forsømede oc nogen vng dreng eller pebling sin scole gang paa en time eller to eller po en halfT dag, Da skulle han slide saa mange riss som en tyfT der hagde staalet en hest eller en ko oc fast liere, De lode dem icke nøye der met Ath de saa hudstrøge dem selfTue, Men der skulle och huer afT de andre peblinge gifTue hannem ith slag meth riset po hans bag til met slo han och icke saa hart som mesteren ville, Da fik han selfT paa arsen der faare.« Hvis nogen saa tillod sig at spørge Skole­ mestrene, »hwi de saa sloge dem och vaare saa vmilde mod deris disciple Da swarede de ieg hafTuer saa køfft min lerdom oc visdom, Jeg vil och saa selge hannem igen.«

*) Joh. Svaningius: Christiernus II, Liber II, S. 223—25. *) Christiern Pedersens danske Skrifter IV, S. 475. *) sammesteds S. 503—4.

77

VIL SKOLEN UNDER REKTOR NIELS LANG NISSEN FRA 1807 TIL 1844.

Da Byen havde kapituleret og Sindene var faldet noget til Ro oven paa de frygtelige Septemberdage, gjaldt det om at finde et Lokale, hvor Undervisningen foreløbig kunde fortsættes. I Midten af September be­ kendtgjorde Rektor i Adresseavisen, at man vilde gøre, hvad man kunde, for hurtigt at faa Skolen i Gang igen, samt at man havde grundet Haab om at finde det fornødne Lokale, og Torsdag den 1ste Oktober 1807 be­ gyndte Undervisningen igen i Vaisenhusets Ejendom, Købmagergade Nr. 6, hvor Skolen fik 5 Læsestuer i 2den og 3die Etage ud til Gaarden foruden et Værelse i 3die Etage til Arkiv og et til Afbenyttelse for Rektor, som af Mangel paa anden Bolig maatte opholde sig paa Frederiksberg i et Par Værelser, hans Familie før Fjendtlighedernes Begyndelse havde haft til Sommerophold. Paa et Par Disciple nær, hvis Forældre var bortrejst før Bombardementet sammen med deres Børn, var Disciplenes Antal det samme som før. Særlig Undervisningen i Naturhistorie og Fysik led ved, at de dertil nødvendige Samlinger og Apparater var ødelagte ved Bom­ bardementet. Det allernødvendigste blev imidlertid snart skaffet til Veje ligesom ogsaa de for Skolens Lærere nødvendige Bøger1). Vaisenhusets Direktion havde kun overladt Skolen ovennævnte Lejlig­ hed til Nytaar. Imidlertid forblev man dog der indtil Paasken 1808, da Skolen flyttede ind i Trinitatis Kirkes Præstebolig (St. Kannikestræde 8), som mod en aarlig Husleje af 600 Rdlr. var blevet overladt Skolen. Her fik Rektor ogsaa Bolig. Der blev straks lagt Planer for Opførelsen af en ny Skolebygning. Den ødelagte Bygning havde længe ikke været tids­ svarende, og Pladsén var for lille, idet den i Forvejen snævre Grund var blevet endnu mere indskrænket ved, at et Stykke var taget fra til Skin- dergades Udvidelse. Pengemidlerne var imidlertid ikke store, og den gamle Ordning, at Københavns Kirker skulde sørge for Skolebygningens Vedligeholdelse, stod endnu ved Magt. Det var blot ved Resolution af 31. Maj 1806 (efter at Nikolaj Kirke var blevet nedlagt) bestemt, at Frue Kirke skulde udrede s/9,Trinitatis 3/» og Helliggejstes 4/0 af de eventuelle Udgifter2). Der udvistes imidlertid fra alle Sider en stor Redebonhed og Offervillighed for at faa Skolebygningen opført, bl. a. satte Stiftsprovsten

') L. Engelstoft: Skoleannaler for 1808. 1. S. 352. s) L. Engelstoft: Skoleannaler for 1811. 1. S. 112.

•

1

78 ved Frue Kirke, senere Biskop i Odense, Fr. Plum, sig i Spidsen for en Indsamling, hvorved der alene indkom 30,600 Rdlr. Der indlededes saa Forhandlinger mellem Universitetsdirektionen, Københavns Magistrat (som Eforus for Helliggejstes Kirke) og Konsistorium (som Eforus for Vor Frue og Trinitatis Kirker), og man enedes om at overdrage Nyopfø­ relsen til Professor, Overbygningsdirektør C. F. Hansen, som ogsaa skulde genopbygge Frue Kirke. Hansen foreslog at lægge Skolen paa Hjørnet af St. Kannikestræde og Fiolstræde, hvorved han mente, at den vilde komme til at tage sig bedre ud end paa det gamle Sted, og Grundarealet var ogsaa betydelig større. Denne Grund ejedes af Universitetet, og der havde ind­ til Bombardementet ligget nogle Professorboliger. Ved Mageskifte den 27. April 1810 blev man saa enig om, at Skolen skulde have den Univer­ sitetet tilhørende Grund paa Hjørnet af St. Kannikestræde og Fiolstræde, hvor sidst Etatsraad Bang havde boet1), og et Stykke af den næste Grund i Fiolstræde, hvor sidst Etatsraad Riisbrigh havde boet2), i alt 3135 □ Alen. Universitetet fik saa til Gengæld Skolens gamle Grund i Dyrkøb paa 1750 □ Alen. Forskellen i Grundarealet blev af Skolen betalt med 4 Rdlr. pr. □ Alen. Af Assurancesummen paa 12,816 Rdlr. fik Universitetet alt- saa udbetalt 5540 Rdlr. De paa Tomten beliggende Murrester blev i Ok­ tober samme Aar bortsolgt ved offentlig Auktion, og i Sommeren 1811 blev Bygningsarbejdet paabegyndt. Som den Beundrer og Tilbeder af den antikke Kunst, C. F. Hansen var, var det paa Forhaand afgjort, at Skolen skulde opføres i klassisk Stil­ art, og han valgte den romerske Stil, hvis Enkelhed og Renhed i Linierne han bedst forstod at arbejde med. Der rejste sig dog allerede dengang mange kritiske Røster imod ham, dels paa Grund af Skolebygningen, og endnu mere paa Grund af Frue Kirke, og man mente, at den kolde, ro­ merske Stil ikke svarede til vore Forhold. Som man vil se af omstaaende Tegninger, kom Bygningen til at be- staa af 2 Etager foruden Kælderen. Øverste Etage inddeltes i 5 Læse- værelser Nr. 1—5, 7 Alen bøje. Det største af dem, Nr. 3, skulde ogsaa bruges til Skolehøjtideligheder (Solennitetssalen). Her var anbragt, for­ uden et Kateder til den daglige Undervisning, et særligt Kateder med føl­ gende Inskription: »ØeTov dAijOeia ttcivtcov dyctOcov otpXHc< (Sandhed er af guddommelig Art og Kilde til alle gode Ting). Værelserne i Stueetagen var kun 5 Alen bøje. Her skulde i den søndre Del Rektor bo, saaledes at Nr. 6—9 blev Rektors Privatlejlighed og Nr. 10 hans Kontor. Nr. 11 bar rimeligvis været Lokale for ældste Klasse, den eneste, i hvilken Rektor underviste, og Nr. 12 Bibliotek. I

x) Matr. No. 198 i Klædebo Kvarter. *) Matr. No. 199. Fiolstræde No. 4 og 6.

79 Kælderen indrettedes Køkken for Rektor, diverse Brændsels- og Material- rum, samt i den nordre Del Bolig for Skolens Portner (Ivustos). Midt over Fagaden sattes følgende Inskription: DISCIPLINA SOLLERTI FINGITUR INGENIUM. (Ved kyndig Undervisning uddannes Aanden.) Man vil bemærke, at Lokalerne, saaledes som de altsaa oprindelig saa ud, var ualmindelig store og laa meget praktisk for hinanden, idet alle Værelserne havde egen Udgang. Desuden kunde man fra Solenni­ tetssalen have Overblik over alle 5 Klasseværelser ovenpaa paa een Gang, hvorved Inspektionen lettedes i høj Grad. Man kan kun beklage, at Lo­ kalerne i Aarhundredets Løb er blevet forandrede saaledes, at de nu ligger ubekvemt for hinanden; men heri, ligesom i den senere opstaaede Mangel paa Plads, er C. F. Hansen uden Skyld. Bygningen blev færdig i Efteraaret 1815, og indviedes den 23. April 1816 ved en Højtidelighed, hvorved var til Stede Kong Frederik den VI samt Stadens vigtigste Embedsmænd. Rektor Lang Nissen holdt en la­ tinsk Tale, »De Humanitate in Scholis non desideranda«1). Efter at have takket Kongen, Skoledirektionen, Bygmesteren og andre, der havde Del i Skolebygningens Opførelse, gik han over til at tale om de Opdragelses- principper, hvorpaa Skoleundervisningen burde bygges, og de Pligter, de paalagde baade Lærere og Elever, og han endte med nogle Formaninger til Eleverne og Ønsket om at »denne Skoles Disciple stedse maa være et Mønster paa enhver menneskeværdig Dyd«. Før og efter Talen blev der afsunget en Kantate, forfattet af Professor F. Høegh-Guldherg med Musik af Rudolph Bay, hvoraf et Vers lyder saaledes:

»Ja, havde Herren ikke med os været, da Fjenden æskede vort Blod, som af en Ild vort Land var nu fortæret, bortskyllet var vor Æt som af en Flod. Og i en Afgrund dybere end Havet, var Frihed sænket, laa vort Navn begravet. . Ja, være helligt da det Sagn, der spaaer:

at nærmest er os Gud i Farer! Vil han, det nære Lyn ei slaaer;

vil han, de briste flux, de nære Snarer. Den frie Fugl med Sang i Skyen gaaer; det frelste Folk med Jubel den besvarer.«

l) I Skoleprogrammet 1816 er Talen aftrykt baade paa Latin og paa Dansk. Den danske Ordlyd er: »Om den Menneskeværdighedsfølelse, som ei bør savnes i Skolerne.« Indvielsestale holden den 23. April 1816, da Kjøbenhavns Cathedralskoles njre Skolebygning i Hans Majestæt Kongens allerhøjeste Nærværelse høitideligen indviedes af Niels Lang Nissen, Dr. Philos og Mag. Art., Skolens Rektor og Professor.

82 Det ved Skolereformen i 1799 bestemte højeste Antal Disciple var 100. Men Aar 1810, da paa Grund af Forholdene forskellige Skoler midlertidig var ophørt og der derfor var stærk Konkurrence om de ledige Pladser, oprettedes ved Siden af de 4 Hovedklasser lige saa mange nye, og Skole­ lokalet i Trinitatis Kirkes Præstebolig sattes i Stand til at rumme 160 Dis­ ciple. Dette blev vedligeholdt i 4 Aar, men da den nye Bygning kun skulde kunne rumme 100 Elever, blev det nødvendigt igen at reducere Antallet, hvilket skete lidt efter lidt i Løbet af de følgende Aar. I 1816 var Antallet 132, i 1817 120, i 1818 103 og fra 1819 var An­ tallet kun det normerede 1001). Nu var Lang Nissen altsaa Herre i eget Hus igen og kunde kun have Grund til at være tilfreds. Skolelokalerne virkede efter den Tids Forhold imponerende ved deres Størrelse og Højde, øg naar der kun skulde være 100 Disciple, var der rigelig Plads. Med hans stærke Trang til Skole- anordninger og Reglementer havde det ogsaa pint ham, at han i Trinitatis Kirkes Præstebolig havde maattet slaa noget af paa Reglementernes Over­ holdelse paa Grund af Værelsernes daarligc Beliggenhed for hinanden. I 1811 havde han udarbejdet et meget stort og omfattende Skolereglement, men det har først nu kunnet træde i Kraft fuldtud. Disse Skoleregier er dog yderst humane, og der stilles ikke overdrevne Fordringer. Man faar gennem dem et Billede af ham som en human og retsindig Mand, der ønsker at holde Skolen i Hævd, og at der haade blandt Lærere og Elever skal haandhæves Disciplin og Respekt. Han søger at løse de vanskelige Spørgsmaal, som maatte forekomme, ikke alene ud fra sine egne Syns­ punkter, men med fuld Respekteren af Læreres og Elevers Værdighed, og gør sit for at dele Sol og Vind lige. Nøjagtighed og Orden i det daglige Skoleliv er imidlertid hans Hovedinteresse. Da Frue Kirkes Ur gik meget uregelmæssigt og Disciplene undskyldte sig hermed, naar de kom for sent, havde han i 1803 anskaffet et Skoleur. Han skriver selv herom: »Da adskillige Disciple saaes at giøre Vane af at møde for sildigt til Underviis- ningen og mine Advarsler herom ei kunde ventes at ville have den øn­ skede Virkning, saa længe Disciplene kunde have nogen Undskyldning eller Skin af samme i den uregelmæssige Gang af Frue Kirkeklokke, efter hvilken Underviisningstiden rettede sig, og som virkéligen var undertiden heelt forskjellig fra den ene Dag til den anden, foresloges, at der til denne Misligheds Afhjælpelse maatte anskafTes et godt Skoleuhr, efter hvilket Underviisningen i det Heele, saavel Formiddag som Eftermiddag, kunde rette sig, og som kunde hensættes paa Gangen ved Læsestuerne; ved hvil­ ken Foranstaltning det mentes ogsaa at ville for de Lærere, som boede langt fra Skolen og Frue Kirke, blive lettere, punctligen at møde til be-

x) L. Engelstoft: Universitets- og Skoleefterretn. 1823. S. 101.

83 stemt Klokkeslet til deres Underviisning. •Da dette Skoleuhr i Januar Maaned 1803 var bleven anskaffet og saaledes denne Undskyldningsgrund ryddet af Vejen, besluttedes, at enhver Discipel, som ei maatte være mødt, naar Læreren begyndte sin Underviisning, skulde antegnes i de i Ca- thedrene henlagte Protocoller . . . .« Hans Skoleregier i 1811 er belt igennem prægede af denne Ordens­ sans. Man ser imidlertid tillige, at han meget nødig skrider til alvorlige Straffe, han nøjes helst med »Udelukkelse fra Forfriskningspladsen«. Korporlig Revselse er ham imod, og naar det endelig bliver nødvendigt at iværksætte en saadan paa Grund af meget alvorlige Forseelser, ønsker han, at Disciplene skal straffes alene og efter Skoletid, og ikke som tidligere i hele Klassens Nærværelse. I 1812 havde han faaet indført maanedlige Karakterbøger, for at Forældrene bedre kunde følge med og vide Besked om deres Børns Stand­ punkt. 1826 udgav han ydermere »Skolelove for Disciplene i Metropoli- tanskolen«. De er klart og tydeligt affattede og viser igen hans retsindige Tænkemaade. Af de forskellige nye Bestemmelser, som her indføres, kan nævnes, at Eleverne for Fremtiden skal sidde i den Orden, som deres Hovedkarakter ved sidste fjerdingaarlige Eksamen angiver. Desuden er der nogle, baade dengang og desværre stadigvæk den Dag i Dag paatrængte Forbud mod at beskadige Borde, Bænke eller andet af Skolens Ejendom. Den, der gør dette, skal »ei alene erstatte Skaden men ogsaa straffes for sin Kaadhed«. Det bemærkes endvidere, at al utilbørlig Opførsel mod nyoptagne eller yngre Disciple er forbudt. Som tidligere meddelt havde Skolen ifølge Bestemmelse af 2. Oktober 1801 faaet Navn af Katedralskole, men da Professor S. N. J. Bloch1) 1816 blev Rektor ved Roskilde Skole, paatalte han den Uret, som var sket imod Roskilde Skole, ved at Navnet »Katedralskole« var frataget den, og han anførte flere Grunde. Først og fremmest havde det nemlig Indflydelse paa Skolens Rettigheder, idet de fuldstændige lærde Skoler, der ikke var Katedralskoler, kun havde Ret til et mindre Antal Fripladser og Stipen­ dier, og Københavns Skole i Forvejen havde et større Antal Fripladser end Katedralskolerne, saaledes at den altsaa ingen Rettighed vilde miste ved at afgive Navnet Katedralskole. Men hans vigtigste Argument var dette, at Katedralskolerne var dem, som fandtes der, hvor Domkapitlet og Dom­ kirken (Katedralen) var, og at ikke alene Domkapitlet altid har haft sit Sæde i Roskilde, men ogsaa Stiftets Hovedkirke fandtes der. Og han paa­ stod, at saa længe man ikke ogsaa gav Frue Kirke Navn af Stiftets Ka­ tedralkirke eller Domkirke, kunde man heller ikke kalde Københavns Skole for Katedralskole. Han indsendte da til Direktionen for Universi-

!) Fader til senere Rektor V. A. Bloch ved Metropolitanskolen.

84

tetet og de lærde Skoler en Ansøgning om, at Roskilde Skole maatte faa sit gamle Navn tilbage. Dette blev bevilget, og ved kgl. Resolution af 19. September 1817 bestemtes det: »at den lærde Skole i Roeskilde gjengives dens ældgamle Navn af Cathedralskole med Rettighed som saadan, og at den lærde Skole i Kjøbenhavn, istedetfor at kaldes Cathedralskole, maa bære Navn af Metropolitanskolen «. Selv om end Skolen tidligere har væ­ ret nævnt ved dette Navn, skriver den officielle Betegnelse »Metropolitan­ skolen« sig altsaa først fra dette Tidspunkt. Ved Skolebygningens Opførelse var der intet Gymnastikhus bygget, men man havde sikret sig Grunden helt op til Skindergade til eventuel senere Bebyggelse, og foreløbig havde man gjort Gymnastik, som var no­ get ganske nyt som Undervisningsfag1), i en Sal paa Hjørnet af Store- og Lille Kannikestræde (senere kaldet »Kalkeballen«). Ved kgl. Resolution af 17. August 1832 blev det ifølge Skoledirektionens Forestilling bifaldet, at i en Afstand af 12 Alen fra Skolen mod Syd maatte opføres en egen Gymnastikbygning paa 24 Alens Længde, 12 Alens Dybde og 9 Alens Højde. Den blev sat i Forbindelse med Skolen ved en med en Port for­ synet Mur. Dette Byggearbejde overdroges ogsaa til Overbygningsdirek­ tør, nu Konferensraad C. F. Hansen, for at Stilen kunde svare til Skolens og Kirkens. Det blev fuldført samme Efteraar og straks taget i Brug. Det kostede 3870 Rdlr. GO Sk. Sedler. Den Del af Grunden, der ikke blev brugt, blev saa bortsolgt. Fra dette Tidspunkt begyndte Skolen at have Svømmeøvelser om Sommeren paa Gammelholm ved Enden af Nyhavn, Charlottenborgsiden. Naar man vil søge at danne sig et Billede af Skolelivet i Rektor N. L. Nissens Tid, har man, foruden hans egne tidligere omtalte Skolelove, kun Memoirelitteraturen fra den Tid at holde sig til, og det træffer sig da saa- ledes, at flere af den Tids kendte Mænd har gaaet i Metropolitanskolen, saaledes Biskopperne Martensen og Fog, Digteren ,T. C. Hostrup og Pro­ fessor J. L. Ussing. Det er morsomt at se, at de saa godt som alle om­ taler de store og lyse Klasseværelser, som virkede imponerende, Marten­ sen siger endogsaa, at »Skolelokalerne gjorde et forædlende Indtryk« paa ham. Hvad Rektors Personlighed angaar, da faar man det Indtryk, at hans svageste Side er hans Virksomhed som Lærer; de andre Lærere fore­ trækkes fremfor ham, Martensen mener, at det var den Lærer, de lærte mindst af. Han forstod aabenbart vanskeligt at fralokke Undervisningen nogen Interesse, at rive Eleverne med, Stoffet blev gennemgaaet ganske tørt og pedantisk. Men derved, at de fik saa lidt Støtte af ham ved Gen- J) Gymnastik blev først almindelig indført ved Resolution af */B 1830, men havde dog før den Tid været prøvet ved forskellige Skoler.

85

nemgangen af Lektierne, li^ paa egen Ilaand. Han va,. Fog og Ussing ved al fortæl]

de for saa vidt en større Øvelse i at arbejde fuldblods Rationalist, og baade Martensen, 0 om de horrible Udlæggelser, lian havde af

Niels Lang Nissen. lifter Litografi at A. Kittendorli

Underne i Evangelierne. Engang under Læsningen af Matthæus Evang. 14. Kapitel spurgte han en Discipel om, hvordan det kunde gaa til, at Kristus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2 smaa Fisk. Disciplen, som kendte sin Rektor, svarede: »Det maa vist ogsaa være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, al 5 Mand bespistes med 5000 Brød.« »Ja,« sva

86 rede Rektoren, »det kan jo være; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brød til o Mennesker?« Saa havde Disciplen Spillet vundet; han kunde svare: »Jo, men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers,« og Rektoren var til­ freds1). Saa snart man imidlertid kommer ind paa hans Virksomhed som Rek­ tor og øverste Repræsentant for Skolen, viser han sig fra en ganske anden Side. Iler var han i sit Es. Han forstod udadtil og indadtil al forlene Skolen med en Anseelse og Respekt, og alle de, som omtaler ham, bemær­ ker ogsaa først og fremmest den Stil og Værdighed, der er over hans Fremtræden. Saaledes skriver N. C. L. Abrahams, som kom ind i Skolen i 1811,: »Professor Nissen var en høj, smuk Mand med et ædelt, men aldeles ste­ reotypisk Ansigt, der aldrig kom i Bevægelse, saa at, naar han talte, egent­ lig blot Underkjæben bevægede sig, medens det øvrige forblev koldt og stivt; hans Væsen var afmaalt, der var Værdighed, men ingen vindende Venlighed i hans Optræden«2). Hostrup, som kom i Skolen 1831, skildrer ham saaledes: »Rektoren, Professor Nissen, var en ærværdig Olding med stort hvidt Haar, de yngre Disciple saa ham aldrig uden i Festsalen, hvor han præsiderede ved sit Katheder og var den eneste, der havde noget at sige. Men da vi saa i fjerde Klasse fik ham til Lærer, gjorde det et desto bedre Indtryk, naar han en Gang imellem sagde et venligt eller spøgende Ord. Der var over­ hovedet en Værdighed over ham, som bredte sig over hele Skolen.« Andres Udtalelser gaar ganske i samme Retning, saa der er ingen Tvivl om, at han ved sin Værdighed forlenede Skolen med en betydelig Anseelse. Og det var ikke noget paataget fra hans Side, men bundede virkelig i hans Følelse af, at der for Skolen og dens Elever som Akademikere var sær­ lige Forpligtelser at overholde, men ogsaa særlige Rettigheder, og det gjorde faktisk, at de, som engang havde været Elever under ham, aldrig glemte Skolen men fra Skoletiden havde et uforglemmeligt Indtryk af noget fornemt og højtideligt. F. Eks. sagde alle Lærerne »De« til Ele­ verne, og naar som helst der gaves en Anledning, samledes man til en Højtidelighed. Der var først og fremmest den maanedlige Censur, hvor man samledes i Festsalen. De 2 øverste Klasser havde Privilegium paa at sidde ned, medens de andre Klasser stod opstillede langs Væggene, for naar Rektor nævnede Klassens Navn da at bukke med et vældigt Skrabud. Hver enkelts Nummer og Hovedkarakter blev læst op, og de, som havde faaet ug, traadte et lille Skridt frem og bukkede, medens Synderne, der havde faaet tg for Opførsel (som dengang kaldtes »Sædelighed«), med

') J. L. Ussing: Af mit Levned. S. 11. s) N. C. L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv. S. 31.

99

REKTOR BIRCHS TID. 1871—82. Af Docent Dr. .7. Osirup.

I den Sandhed, at al Lærergerning og Ledelse af Undervisning ikke er en Videnskab men en Kunst, ligger Forklaringen til, at det ofte falder nok saa vanskeligt at give en udtømmende Redegørelse for, hvorfor den eller den Pædagog har haft større Resultater at opvise end andre; man kan, naar hans Virksomhed foreligger afsluttet, tildele den et bestemt Skudsmaal, men det er ikke altid saa lige en Sag at udrede den pædagogi­ ske Gernings psykologiske Enkeltheder, og dette gælder i særlig Grad, naar der ikke er Tale om en enkelt Lærers Id, men om Ledelsen af en hel Skole. At være en dygtig Rektor, at forstaa at lede baade Lærere og Elever saa- ledes, at Undervisningens Frihed ikke beskæres, men at der dog paa­ trykkes Skolens samlede Virksomhed et ganske bestemt Særpræg, hvorfor Lederen har Ansvaret og Æren — det er en medfødt Gave, som kun de lykkelige faa er i Besiddelse af, men det er ikke let at gøre Rede for, hvori Hemmeligheden hestaar. En af disse faa var Rektor Frederik Christian Carl Ilirch. I)a Rektor Birch i 1871 overtog Metropolitanskolen, var den i stærk Tilbagegang; men hans faste og myndige Ledelse gjorde den hurtigt til det, den i sin Egenskab af Hovedstadens, Metropolens, Statsskole havde Krav paa at være, Mønsteret for alle Landets Gymnasier. Birch var skabt til at kommandere, og Rygtet om den Strenghed, han havde udvist under sin lange Rektorvirksomhed i Horsens, gik forud for ham og skabte ham en Autoritet, som det ved mærkværdigt smaa og stilfærdige Midler siden bestandigt lykkedes at opretholde. Det var uden for de Klasser, hvor Rektor Birch selv læste, og hvor han var meget afholdt, ikke meget, man saa til ham ud over den maanedlige Runde i Klasserne ved Tildeling af Censuren, men hans Aand svævede over Vandene, som derfor aldrig blev Dødvande; der var den Respekt for Rektor, som netop det usynlige alle­ stedsnærværende indgiver, og naar ved den aarlige Translokationshøjtide- lighed, hvor alle Lærere og Elever var forsamlede i den store Sal, Over­ lærer Giede som Inspektor kom farende og slog Fløjdørene op og med myndig Heroldstemme forkyndte: »Rektor kommer!«, saa gik der en stil­ isende Bæven gennem Forsamlingen; en Konge kunde ikke blive modtaget med større Ærefrygt. Da Birch 1871 kom tilbage til Metropolitanskolen, var han allerede en Mand paa 59 Aar. Født 1812 var han i 1844 blevet Overlærer her, men efter fem Aars Forløb drog han som Rektor til Horsens, hvor han kom til at virke i' 22 Aar. Han var samtidig med den nationalliberale Aandsretning, men selv tilhørte han den ingenlunde; dertil var han en

100

alt for kølig og kritisk Natur. Af den klassiske Dannelse, som Rektor Birch var en fuldgyldig Repræsentant for, og hvis Betydning han med sindig Vægt forsvarede ved alle givne Lejligheder, havde han selv i særlig Grad tilegnet sig den græske Kulturs harmoniske Ro og lykkelige Evne cil aldrig at lade sig imponere af Frasen. Men han havde tillige Romer- aandens strenge Pligtfølelse; han vilde, at Skolen først og fremmest skulde være cd. Sled, hvor der blev beslill noget, og man lærte derfor under hans Overledelse at arbejde og at have Respekt for Arbejdet; det var jo i den

Tid, da man endnu ikke i pædago­ giske Spørgsmaal var kommet ind paa at nivellere lil Bunden og væsent­ ligt at lægge an paa at gøre all saa let og bekvemt som muligt, for al ogsaa de sløjeste Elever kunde vinde med. Birch stillede store Fordringer, og der skulde meget til, førend han udtalte en direkte Ros; men saa vir­ kede den da ogsaa saa meget stærkere. Hans stadige Omkvæd ved den maa- nedlige Censur var: »Strræb, at del kan blive bedrre«, og udtalte med hans værdige, dybe Stemme klang disse Ord med ejendommeligt Fynd. Som de Heste af sin Samtids Aandsaristokrater stod Rektor Birch i et meget køligt Forhold til Folkekir­ kens Lærdoimne; han var Humanist som sine1Aandsfrænder i Renaissance- tiden. Og han undgik ikke ved for­ skellige Lejligheder al lade delte træde frem inden for Skolens Mure; den

I'. C. C. Birch.

Tone, han angav, var langtfra direkte antikristelig, men den var aandsari­ stokrat i.sk indifferent i religiøse Spørgsmaal. Og paa en vis Maade for­ stærkedes derved Indtrykket af den Klassicisme, som prægede Birchs Skolegerning: de græske Filosoffer stod hans Hjerte nærmere end det nye Testamente, fordi Hjerte og Hoved altid hos ham arbejdede i samme Takt. Da Birch overtog Metropolitanskolen, bankede den realistiske Aands­ retning første Gang paa Døren i Danmark, og den var allerede blevet mægtig paa det Tidspunkt, da han trak sig tilbage. 1 Virkeligheden var jo Radikalismen, som grundlagdes i Halvfjerdserne og Begyndelsen af Firserne, den direkte Arvtager efter de Nationalliberale, og Birch var den lige saa fjendsk, som han havde været mod hine; men han forsøgte ikke som sin Efterfølger at bygge kunstige Dæmninger mod de Bølgeslag fra

101

Livet udenfor, der kunde slaa ind i den stille Skolegaard. Naar blot der blev arbejdet flittigt, baade af Lærere og Elever, saa var det mindre væsent- ligt, hvad der i øvrigt blev sagt og tænkt. Bireh var i Besiddelse af den Aandsfrihed, som netop højtudviklede konservative og pessimistiske Na­ turer kan rose sig af. Og i hine, den store Forfatningskamps og den litterære Brydnings, Tider, faldt det ganske naturligt, at ogsaa Skolens Mure gav Genlyd af Kampgnyet udenfor, saa at Eleverne uvilkaarligt opfangede dette, naar de da ikke var rent stupide Drog eller uforbederlige Læseheste, som kun havde Sans for Lektier og Stile. Det store Flertal af Elever udgik fra Embedsmandshjem, og deres Fædre var oftest forhenværende National­ liberale og senere Iløjremænd; det blev da ifølge Naturloven om de skif­ tende Slægtleds evige Pendulsvingninger en given Sag, at de fleste blev ivrige Tilhængere af Radikalismens Forkyndelse, der for ungdommelige Tilhørere kun behøvede at betone sin Nybed for straks at blive taget for et Evangelium; Ungdommen er jo i Regelen saa lykkeligt -— eller ulykke­ ligt — umiddelbar, at naar der bydes noget, som kaldes nyt, saa tror den straks, at det ogsaa er bedre. Og det blev da i hine Aar for de øverste Klassers Vedkommende et nok saa frodigt aandeligt Liv, der udviklede sig blandt Kammeraterne i Frikvartererne og om Eftermiddagen; der dan­ nedes Diskussionsklubber, som med ufortrøden Dristigbed gik los paa Tilværelsens dybeste Problemer, og der blev i enkelte Klasser skrevet lange Afhandlinger til gensidig Bedømmelse. I det Fag, hvor denne utaalmodige Aandskraft kunde have været fort ind i et fornuftigt Spor, nemlig Dansk, savnedes der en tilstrækkelig overlegen Lærer til at udnytte den rigtigt. Det var, den Gang som altid ellers, især paa det æstetiske Omraade, at de nye Tanker fandt Vej til Elevernes Verden; det aandelige Røre var naturligvis ikke lige stærkt i alle Klasser, men hvor blot et Par Stykker al Eleverne gav Tonen an, kunde de snart faa Størstedelen af Kammera­ terne med sig. Dog var man med alt det i hin Tid selv i øverste Klasse gennemgaaende mindre voksen, end man blev det en Menneskealder senere. Og Rektor Bireb selv holdt bestandigt, lige til Dagen før Artiums Atslnt- ning, paa, at Skoleelever er Skoledrenge; han huskede det latinske Ord: Sunt pueri pueri; pueri puerilia tractant, og selv for den mest radikale For­ sorenhed, som lejlighedsvis kom til Udtryk hos en Discipel, havde han kun et overbærende Smil. Rektor Bireh var en grundig klassisk Filolog, som endnu i sine sidste Aar efter sin Afsked fra Skolen syslede med Tekstrettelser til latinske For­ fattere efter Madvigs store Forbillede, og Undervisningen i de klassiske Sprog var Skolens Hovedhjørnesten. Det var ikke meget langt fra, at man betragtede Matematikerne som Væsner af en mindre ædel Race, og Gud maa vide, hvad man den Gang havde sagt til et saadant Amfibium som de nysproglige. Det skal villigt erkendes, at den ivrige Fordybelse i de for

102

skellige homeriske Aoristformer for de fleste Elever formindskede Virk­ ningen af den homeriske Digtnings Skønheder til grumme lidet, men netop ved at tumle med det vanskelige Stof lærte man i alt Fald at arbejde, og den latinske Grammatiks Skole i stringent Tænkning blev ikke uden Ind­ flydelse paa alle dem, der overhovedet kunde og vilde lære noget. Den klassiske Retnings svage Side aabenbarede sig navnlig ved Under­ visningen i Historie, der gennemgaaende var lidet fyldestgørende. At dette Fag i ganske særlig Grad repræsenterede Forbindelsen mellem Skolen og Livet, havde man ingen rigtig Forstaaelse af; Historieundervisningen blev Navne og Aarstal, men ikke det Grundlag for almen Dannelse, som det burde have været ved Siden af eller maaske endda i højere Grad end de klassiske Sprog; Historien blev Begivenheder, som man skulde kunne udenad, ikke Begivenhedsrækker, hvis Aarsagssammenhæng man skulde kunne forstaa og gøre Rede for. . Med det solide, men noget ensidige Grundlag, som Rektor Rirch havde givet Skolens Virksomhed, idet denne først og fremmest blev et Sted, hvor der skulde erhverves Kundskaber, var det givet, at de Lærere kom til at gøre stærkest Indtryk paa Eleverne, der foruden at lægge an paa dette tillige søgte at give noget mere. Og den af alle Skolens Lærerkræfter, der under Birchs Rektorat kom til at sætte de dybeste Spor og efterlade sig det smukkeste Minde i alle gamle Elevers Erindring, var Dr. Pingel. Pingel havde netop alle de Egenskaber, der gjorde ham til en ud­ mærket Lærer og en daarlig Politiker; han var kundskabsrig, aandfuld, idealistisk og i Besiddelse af megen Retfærdighedssans og Finfølelse, alt­ sammen Ting, der kom ham ulige mere til Nytte i Skolen end i det poli­ tiske Liv. Han var meget overbærende, naar det gjaldt intellektuelle Mangler, men ubarmhjertig streng over for de moralske; al Usandhed og Hykleri var, selv i de mindste Smaating, hans rene og fine Natur imod, og de unge, der, naar de ikke er rent ormstukne, har saa let ved at be­ gejstres for moralske Fortrin, navnlig naar de som her var forenede med intellektuelle, saa op til Pingel som et særlig ophøjet Væsen. Jeg har kendt faa, der saa let som han kunde faa det gode frem i enhver Discipel; selv de Elever, der ikke altid kunde følge med og derfor heller ikke brød sig om hans begejstrede Foredrag, der ofte fjernede sig temmelig langt fra Undervisningens foreliggende Genstand, skulde vel vogte sig for at give til Kende, at de ikke var med, endsige da prøve paa at volde Forstyrrelse: Pingel var en af de sjældne Lærere, som man aldrig kunde tænke sig at forsøge at drille, og den Gang, hvor selv de ældste Klasser var adskilligt mindre voksne end nu, vilde det ikke sige saa lidt; fraregnet netop Dr. Pingel — og saa Rektor Birchs overjordiske Personlighed — var der i de Dage ikke ret meget inden for Skolens Horizont, der var sakrosankt for en ægte Metropolitaner.

103

Lige saa betagende som Dr. Pingels Personlighed var, lige saa fængs­ lende var hans Undervisning. Den var vel næppe altid etter Rektor Birclis Kogebog, thi hvad angaar Tilegnelsen af det rent stoflige, saa lærte hos Pingel kun de Elever noget, der for Alvor selv vilde; hans Uvilje mod alt Grammatikterperi bragte ham undertiden til at sætte selve Lektiegen­ nemgangen noget i Baggrunden. Men han forstod at gøre sine l imer interessante, baade ved den paa een Gang sikre og aandfulde Maade, hvor- paa han behandlede selve Stoffet, og ved den frejdige Raskhed, hvormed han tidt benyttede Lejligheden til smaa Udflugter ind paa ganske andre

Aandsomraader end det i Lektien an­ viste ; det senere saa misbrugte Ord al­ men Dannelse, der ofte betyder Halv­ dannelse eller slet ingen Dannelse, var — i Udtrykkets oprindelige, gode Be­ tydning — det centrale Formaal i hans Stræben ved Arbejdet med Ele­ verne. Han lalle med sin Klasse, eller rettere holdt Tale for dem om alt muligt. Æstetik, Journalistik, Historie og Politik; men alle Spørgsmaal be­ handlede ban kun i al Almindelig­ hed. Naar han kom ind paa politiske Emner, i Regelen naturligvis i Anled­ ning af et eller andel i den klassiske Litteratur forekommende, var han, den ellers saa temperamentsfulde, ja fana­ tiske Forkynder, altid meget objek­ tiv; netop i del sidste Aars Tid før hans Afgang fra Skolen, da han alle­

rede var ved al blive en af Forgrundsfigurerne i Forfatningskampens Billedgalleri, undrede de fremmeligere Elever sig ofte nok over, at han talte saa maadeholdent og besindigt; de havde selv saa sandt ikke iiaft noget imod, om Udtrykkene havde været mere pikante og mindre holdte i Almindelighed. Dr. Pingel var i Modsætning til mangen Pædagog af den ældre Skole ikke bange for at frede om sine Elevers digteriske Tilbøjeligheder. El 1 iIli> Træk af mine personlige Skoleerindringer kan tjene som Eksempel; det viser tillige, hvorledes det ved enkelte Lejligheder gik til i Pingels rimer. Vi havde i næstoverste Klasse hos Livius (XX\ III, 22—23) læst en meget dramatisk Beskrivelse af, hvorledes Indbyggerne i Byen Artapa i Spanien ved Romernes Angreb i Stedet for Overgivelse foretrak at op­ brænde alle Husene med alle deres Kostbarheder og dræbe Kvinder og