HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

gænger, i hvis embedstid også halvdelen af bedragerierne var foregået. Han havde jo imidlertid gjort et forsøg på at få en nyordning tilveje­ bragt for den administrative revision, men dette var strandet på den modstand, han havde mødt såvel i magistraten som hos Georg, der måtte formodes at kunne regne med borgerrepræsentationens støtte. Om morgenen den 3. april bragte aviserne meddelelse om mødet på rådhuset og om, hvad borgmester P. J. Pedersen der havde berettet. Tillige kunne de oplyse, at Ottosen og Dahlberg var blevet anholdt; dagen efter yderligere, at Henning Koch var bleven suspenderet, fordi det havde vist sig, at han havde lånt penge af Ottosen. Som naturligt var, vakte sagen stor opsigt. Det gjaldt alle kredse. Men snart viste der sig forskellige tendenser i måden at betragte og behandle sagen på. Borgmester P. J. Pedersens modstandere hæftede sig særlig ved de momenter, der kunne anføres imod torvevæsenets ledelse og imod borgmesteren som dets øverste chef. De, der ønskede at forsvare borgmester P. J. Pedersen eller at angribe borgmester Hede­ bol - eller begge dele - vendte særlig deres angreb imod den admini­ strative revision. Derimod var der ingen, der kritiserede den kommu­ nale revision; tværtimod rostes den for den resoluthed, hvormed den havde taget sagen op og var gået direkte til borgmester P. J. Pedersen. Men offentligheden ønskede i øvrigt at få flere og nærmere oplysnin­ ger om sagen og var meget utilfreds med, at det syntes, som om magi­ straten for nærværende ville nøjes med den redegørelse, som borg­ mester P. J. Pedersen var kommen med den 2. april, og afvente, at politiet blev færdig med sin behandling af bedragerisagen. Det var særlig borgmester Hedebol man ville have frem. Men han havde fra sagens første begyndelse - jeg havde selvfølgelig holdt ham å jour med hvad der var foregået - stillet sig på det standpunkt, at dette var en sag, som ikke kom ham ved, men udelukkende angik borgmester P. J. Pedersen, og han nægtede derfor at udtale sig til pressen. Også jeg fik besøg af pressen, både fra »Politiken«, der i den lange skjulte kamp mellem P. J. Pedersen og Hedebol bestandig havde stået på den førstes side, og fra en af de konservative aviser, der på det daværende tids­ punkt ønskede at angribe P. J. Pedersen. Men jeg kunne naturligvis ikke svare, når borgmester Hedebol ikke ville; jeg måtte henvise til borgmesteren. I længden ville borgmester Hedebol imidlertid ikke 107