HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

Vilhelm Jespersen

Det var mig en overraskelse og en skuffelse, at mit defensorat blev virkningsløst, såvel over for pressen som tilsyneladende også over for borgerrepræsentationen. Aviserne lovpriste den kommunale revision og huggede løs på den administrative revision, og med hensyn til dob­ beltregnskabet var stemningen bleven yderligere ophidset ved, at »Politiken« havde drillet de konservative med, at skønt partiet foregav at have umådelig interesse for økonomien i udsalgsstederne, der som driftsvirksomhed konkurrerede med private erhvervsdrivende, havde den konservative budgetordfører, der specielt havde udsalgsstedernes budget til behandling, ikke gjort så meget ved sagen, at han havde sammenlignet sidste regnskab med næstsidste. En anden konservativ borgerrepræsentant havde endda i en tale udtrykkelig omtalt, at ud­ gifterne var de samme i de to år, men heller ikke han havde gjort noget nærmere ved det. »Du havde champagne, men rørte den ikke«, skrev »Politiken« til den konservative ordfører, og Berlingske Tidende skrev i en leder, at det ville vidne om konservativt kortsyn, hvis man for­ søgte at plukke laurbær til de to konservative borgerrepræsentanter i denne sag. De pågældende og hele gruppen reagerede heroverfor på den måde, at de vendte sig så meget kraftigere mod dem, der havde »det embedsmæssige ansvar for, at det nylig afsluttede budgetudvalgs arbejde er foregået på falsk grundlag for udsalgsstedernes vedkom­ mende«, hvilket blev opfattet som mig som hovedbogholderiets direk­ tør. Fra forskellig side er det både dengang og senere sagt mig, at mine defensions-indberetninger var dårligt affattede, og dette er vist rigtig nok. Der var den vanskelighed ved affattelsen, at et tilbundsgående defensorat nødvendigvis måtte fremdrage og kritisere andres forhold til sagen, og disse andre var dels kommunale tjenestemænd, altså mine kolleger, og dels kommunalbestyrelsesmedlemmer, altså mine fore­ satte, og alle - eller næsten alle - mennesker, som jeg satte pris på og stod i et godt forhold til, et forhold, jeg meget gerne ville bevare. Det var desuden ikke disse, der angreb mig, men pressen. Så hvis jeg nu gav mig til at kritisere dem, ville det være mig, der brød borgfreden. Det måtte jeg se at undgå, hvis det var muligt. For Henning Kochs vedkommende var dette ikke muligt; hans urigtige attestationer og besvarelse af antegnelser kunne jeg ikke lade være at fremdrage. Men for den kommunale revisions vedkommende indskrænkede jeg mig til

110