HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

3 7 år i K øbenhavns komm unes tjeneste

Omtrent samtidig med dette fik jeg tilsigelse til at møde i retten. Torvedirektør Henning Koch var i januar blevet afskediget uden pen­ sion, og han havde derefter anlagt sag imod kommunen for at få sig tilkendt pension. Herunder indstævnede han foruden mig også Rud. Nielsen og Georg til at møde og afgive vidneforklaring. Jo ringere revisionen havde været, jo større mulighed var der for at disculpere institutionschefen. Når vi blev tilkaldt som vidner, var det da åben­ bart med den hensigt gennem en afhøring af os at få nye momenter til belysning af revisionens mangelfuldhed. Man burde vel ikke kunne indkaldes som vidne, når man selv er part i sagen. Det var vi alle tre i virkeligheden i dette tilfælde; jo mere skyld der faldt på Koch, des mindre faldt der på revisionen, og om­ vendt. Vor sag skulle pådømmes af borgerrepræsentationen og offent­ ligheden i løbet af et par uger, og afhøringen i retten ville kunne få betydning også for dommen over os. Men mens Koch mødte med sag­ fører, og sagføreren spurgte om hvad han ville og på den måde han ville, var vi henvist til udelukkende at svare på, hvad vi blev spurgt om, og afskåret fra at spørge den anden part, ja endogså fra blot at fremdrage momenter, der havde betydning for os, men ikke faldt ind under de stillede spørgsmål. Det er meget dårlige vilkår at få, og vi var derfor alle kede af at skulle møde. Sagførerens forespørgsel til mig satte særlig ind på, hvorfor jeg ikke som god kollega havde henvendt mig direkte og personlig til Koch. Henning Koch og jeg havde haft et godt kollegialt forhold, dengang han var chef for magistratens 2. afdelings sekretariat og jeg chef for lønkontoret, og vore kontorer lå hvert på sin side af borgmesterens værelser. Vi var meget forskellige; hans anlæg lå i retning af det kunstneriske, måske med en streg hen imod det bohemeagtige; mine anlæg lå i anden retning; men vi kom godt ud af det med hinanden. Senere, efter at han var flyttet til torvedirektoratet, blev forholdet imellem os fjernere. At det var blevet ligefrem til et modsætningsfor­ hold, fik jeg vistnok først at vide, da min svoger Gunnar Helweg-Lar- sen engang havde været i et grønlandsk selskab med ham og Ottosen - både Koch og min svoger havde tilknytning til kredsen omkring Knud Rasmussen - og der havde følt sig lidet tiltalt af Koch og særlig ærgret sig over den ubehagelige måde, hvorpå han omtalte mig. Måske var det broderen Simons afskedigelse, der var årsag til hans ændrede ind­

121