HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

37 år i Københavns komm unes tjeneste

simpelt hen ved, at dette direktorat blev opført sammen med de øvrige direktorater, der skulle henhøre under overborgmesteren; det blev ikke genstand for nogen speciel omtale, endsige uenighed. For den, der havde oplevet alt det postyr, der fulgte efter Schaarups for­ slag af 1926 (jfr. 1987-årbogen s. 9 4 ff.) og senere deltaget i drøftel­ serne i revisionsudvalget, var dette forbavsende. Sagen var vel den, at borgerrepræsentationen nu havde fået al den magtforøgelse, den be­ gærede, og ikke ønskede nogen ansvarsforøgelse, og at borgmester Kaper var bleven klar over, at nu kunne det ikke nytte at opretholde modstand imod, at der var en ledende finansborgmester. I biografien over borgmester Kaper læser man følgende: »I den samlede magistrat akkviescerede Kaper de sidste år ved den nye forfatning med over­ borgmesteren som formand med visse særrettigheder på det finansielle område . . . og fæstede lid til den stadig gældende bestemmelse, at hver borgmester selvstændigt og på eget ansvar bestyrer alle til den enkelte afdeling henlagte sager.« Borgmesteren må altså vedblivende, ligesom i 1926, have overset, at den pågældende paragraf begynder med det begrænsende »for øvrigt«. De nye bestemmelser giver utvivl­ somt overborgmesteren ikke blot visse særrettigheder, men hele den finansielle ledelse af kommunen. Den kamp, der havde været ført siden borgmester Jensens afgang, havde således fundet sin endelige af­ gørelse, og det måtte borgmester Kaper akkviescere ved. Den nye forfatningslov påbød nye borgmestervalg inden udgangen af marts 1938. Det var ikke blot den nye overborgmester, der skulle væl­ ges; samtlige borgmestre og rådmænd skulle, skønt de var valgt for tiden indtil 1/4 1941, afgå og nye valg finde sted. Af de tre stridende borgmestre var de to uden for diskussion, idet de konservative på for­ hånd havde tilkendegivet, at de ville genvælge borgmester Kaper, og alle vidste, at socialdemokraterne ikke ville genvælge borgmester P. J. Pedersen. Men om borgmester Hedebol kunne der være tvivl. Hans stilling blev delt mellem to, overborgmesteren som finansborgmester og borgmesteren for magistratens 2. afdelingsom hospitalsborgmester. Ville han attrå overborgmesterstillingen og ville socialdemokraterne vælge ham dertil? Og i modsat fald: ville han ønske at blive hospitals­ borgmester, og ville han blive valgt? Hedebol selv ønskede at vedblive at være finansborgmester og altså 133