HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilh elm Jespersen

nu at blive valgt til overborgmester, og han opretholdt - i alt fald udadtil - troen på, at han ville blive valgt. Fra anden side derimod forlød det, at socialdemokraternes flertal ville vælge den hidtidige borgmester for magistratens 3. afdeling Viggo Christensen, og at Hedebol godt kunne blive valgt til hospitalsborgmester, hvis han ønskede det, men at han ikke ønskede det. Valget i gruppen skulle foregå mandag den 28. februar. Lørdagen før, kort før lukketid - den­ gang var der ingen weekend - kom borgmester Kaper ind til mig med overtøj på og stærkt optaget af et eller andet. »Det går ikke,« sagde han, »jeg kommer lige fra Stauning, og han vil ikke; det kan være, De kan hjælpe; gå med mig op på mit kontor.« Så gik jeg med ham, og for sidste gang sad jeg i en fortrolig samtale med borgmester Kaper. Han ville have, at borgmester Hedebol skulle tage imod stillingen som hospitalsborgmester. Det var for at få statsministeren til at prøve på at overvinde Hedebols modstand herimod, at Kaper havde søgt ham; men Stauning ville ikke eller mente ikke at kunne. Nu ville Kaper så have, at jeg skulle prøve. Men det måtte jeg sige nej til. Det var for det første en misforståelse at tro, at det gode forhold, der var mellem borgmester Hedebol og mig, var så vidtrækkende, at jeg kunne blande mig i en sådan kapitalsag som spørgsmålet, om han skulle acceptere en stilling som hospitalsborgmester. Men hertil kom, at min personlige mening var den, at hvis den socialdemokratiske gruppe ikke ville lade borgmester Hedebol beholde den stilling som finansborgmester, som han under så megen strid havde forsvaret igennem mange år, og hvis rette placering nu var blevet udbygget gennem et udvalgsarbejde, hvor han selv var formand, så måtte det være noget af en æressag for ham at sige nej til det, man bød ham som erstatning. Det var jo - sans comparaison - det samme, jeg havde været ude for, når man havde talt om, at jeg skulle afgive stillingen som regnskabsdirektør og gå til­ bage til stillingen som løndirektør, hvad jeg umulig kunne gå ind på. Denne sidste bemærkning modtog borgmester Kaper med et underligt forborgent smil og at »åh, sig nu ikke det for sikkert.« Men i øvrigt for­ stod han godt, at jeg hverken kunne eller ville gøre noget over for borgmester Hedebol; det var vist nærmest for at få luft for sin optaget­ hed af sagen, at han havde kaldt mig op til sig. Så gik tingene deres gang, og mandag aften hørte man i radioen, at socialdemokraterne havde valgt Viggo Christensen, ikke Hedebol, til 134