HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilhelm Jespersen

og besat med Dalgaard, så var det - i de sidste år - fordi man ville reservere denne retræte for mig. Det var åbenbart også det, borg­ mester Kapers forborgne smil i vor sidste samtale betød. Men det var en misforståelse at tro, at det kunne lade sig gøre. Alle de tråde, som det var nødvendigt for indehaveren af denne stilling at have i hænde, var for længst gledet ud af min hånd og overtaget af Dalgaard, og nye tråde var knyttet af ham; det ville ikke være muligt for mig nu at over­ tage det. Det ville desuden være et flagrant brud på de personlige for­ udsætninger, hvorunder samarbejdet mellem Dalgaard og mig var foregået i de forløbne år. Hertil kom, at jeg hverken var villig eller i stand til at tage den personlige krænkelse at blive fjernet fra mit nu­ værende embede og dog fortsætte i en meget krævende og ansvarsfuld stilling. Nej, tilbagevenden til løndirektoratet måtte være udelukket. Således formede mine tanker sig. Jeg talte med min kone derom; hun forstod mig og var enig med mig. Jeg fik besøg af min kloge og mig venligt sindede kollega, direktør for vandforsyningen Poul Søren­ sen, med hvem jeg havde rådført mig angående de interne vanskelig­ heder i regnskabsdirektoratet, som jeg lige har nævnt; han kom ud­ trykkelig for at sige mig, at han ikke syntes, jeg kunne forblive under den foreslåede nyordning. Jeg selv var efter to dages overvejelser på det rene med, at nu burde jeg gå. Men jeg var kun 60 år og manglede således 5 år i at kunne kræve af­ sked med pension på grund af alder. Jeg var heller ikke svagelig, og jeg var ikke stillet som Gunnar Clausen i sin tid, jeg var ikke i stand til at sige min stilling op og gå uden pension. Jeg måtte altså ansøge, og jeg måtte prøve at bane vej for ansøgningen. Den første, jeg gik til, var overpræsidenten. Han mødte mig med samme venlighed og forståelse som forrige gang, jeg søgte ham, og han lovede at støtte mig ved min afskedsansøgnings behandling i den sam­ lede magistrat. Men han understregede, at jeg som 60-årig kun ved imødekommenhed fra kommunalbestyrelsens side kunne få afsked med pension. Han rådede mig til at tale både med borgmester Hede­ bol og borgmester Viggo Christensen, inden jeg officielt indsendte an­ søgningen, hvilket selvfølgelig også havde været min agt. Borgmester Hedebol blev ikke overrasket over min beslutning; han havde ventet den. Men han havde tænkt, at jeg ville søge stillingen

138