HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

37 år i Københavns komm unes tjeneste

som økonomidirektør og først indgive min afskedsbegæring, når denne stilling blev besat med en anden. Det syntes jeg imidlertid var en over­ flødig udsættelse; når stillingen udtrykkelig oprettedes for at tilføre kommunen en speciel sagkundskab, som man hidtil havde savnet, fandt jeg det meningsløst af mig at søge den. Når jeg søgte afsked nu, opnåede jeg desuden, at der ikke i min adfærd kom til at ligge nogen demonstration imod den nye mand personlig, hvad jeg meget gerne ville undgå. Borgmesteren gav mig efter nogen drøftelse ret heri og lovede mig sin bedste støtte til mit forehavende. Og da jeg så ville gå, skete der noget, som rørte mig dybt. Borgmesteren rejste sig fra sin stol, gik hen til mig og tog min hånd og sagde ganske stilfærdigt: »Det er for min skyld, at dette overgår Dem; det gør mig ondt.« Det var smukt sagt. Det var ikke hele sandheden, eller rettere, det var mere end sandheden. Men sandhed var der deri, og jeg var taknemmelig for at høre borgmesteren sige det. Derefter skulle jeg til borgmester Viggo Christensen. Han var den afgørende mand; det var ham, der som overborgmester ville få besvæ­ ret med at undvære mig - hvis man anså det for et besvær - , og det var hans stilling til min ansøgning, der ville blive den afgørende for kom­ munalbestyrelsen. Jeg gik altså til ham - det var om lørdagen den 6. marts, ugedagen efter at borgmester Kaper havde bedt mig hjælpe ham med at få borgmester Hedebol til at blive som hospitalsborg­ mester; det var stor forandring, den uge havde bragt! - og fortalte ham om mit forsæt. »Ja, De er bleven skidt behandlet«, var det første, han svarede mig, og det var jeg naturligvis glad ved at høre netop ham sige. Men til at begynde med ville han i øvrigt gøre gældende, at jeg så for mørkt på det. Kernen i det vedtagne var, at overborgmesteren skulle have en overordnet embedsmand til at aflaste sig, og det måtte jeg finde mig i som de andre. At mindretallene tillige havde en anden mening med det, skulle jeg ikke bryde mig om. Men »Socialdemokra­ ten«, flertalspartiets eget organ, havde udtrykkelig skrevet, at den nye stilling oprettedes for at tilføre kommunen den specielle sagkundskab, der fra forskellig side havde været fremsat ønske om; det pågældende nummer af bladet havde jeg med og viste borgmester Viggo Christen­ sen. At min fremstilling gjorde indtryk på ham, kunne jeg nok mærke, men noget afgørende tilsagn fra ham fik jeg ikke. Det endte med, at vi begge skulle tænke over sagen og se, hvorledes forhandlingen om fæl­ 139