HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilh elm Jespersen

mand til stillingen. Det forbavsede mig altså ikke, og det vil også for­ stås, at jeg ikke ligefrem græd af medfølelse med kommunen. Hvis nogen havde spurgt mig, om ikke den tanke dæmrede i mig, at man måske alligevel kunne blive nødt til at lade planen om en finansekspert som økonomidirektør falde, og at det kunne ende med, at jeg blev sid­ dende som regnskabsdirektør - så havde jeg vel nok svaret nej. Men måske der alligevel havde været en lille brøkdel af et håb i mig, og det var mig ikke ubehageligt at modtage og give imødekommende svar på en anmodning om at fortsætte i mit embede til udgangen af december 1938. Jeg var også glad ved det af den grund, at jeg så kunne nå at blive færdig med udvalgsarbejdet vedrørende den nye regnskabs- og revisionsvedtægt. Udskydelsen af besættelsen af embedet som økono­ midirektør gjorde det lettere for mig at bevare mentaliteten som aktiv direktør; intet var mig fjernere i mit daglige arbejde på rådhuset end tanken om, at jeg om et par måneder skulle bort fra det hele. Overborgmesteren fik nu kommunalbestyrelsens tilslutning til at få ledelsen af regnskabsdirektoratet lagt direkte ind under økonomi­ direktøren, samt at få embedet som regnskabsdirektør nedlagt og embedet som løndirektør genoprettet fra 1/1 1939, kort sagt få orden på det, som i den store hast i marts måned var forblevet uklart og uordnet. Derefter blev stillingen som økonomidirektør på ny opslået, og nu lykkedes det overborgmesteren at finde en anset statstjeneste­ mand, der foruden sine øvrige kvalifikationer virkelig sad inde med en stor bankkyndighed, og som var villig til at søge stillingen. Det var cand.polit. Holger Koed, der havde været sekretær i Landmands­ bank-kommissionen og inspektør i Banktilsynet, og nu var formand for Priskontrolrådet. Den 15. september blev han valgt til økonomi­ direktør og den 1. november tiltrådte han stillingen. »De kan tro, jeg har måttet slide mange trapper, inden jeg nåede målet,« sagde over­ borgmesteren til mig, da jeg lykønskede ham til det gode resultat. De sidste måneder var travlt optaget af at slutte arbejdet af, men midt i det hele havde jeg en sidste ærgrelse. Der var igen sivet noget ud til aviserne om en sag, der havde været til behandling i den samlede magistrat, denne gang en sag fra regnskabsdirektoratet. Magistratens medlemmer bedyrede alle - også rådmændene - at de var uskyldige; så mente man, at det måtte være en tjenestemand, der havde forbrudt

142