HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilhelm Jespersen

Den gav os ikke helt det udbytte, vi havde ventet og som vi har fået af vore andre rejser. Noget skyldtes det vel nok, at jeg var så pågået. Men det var også ualmindelig koldt i Italien i de måneder, selv i Taor- mina og Sorrento, og i Assissi blev vi forkølede af at overvære lang­ fredagsgudstjenesten i S. Francesco, så vi kom halvdårlige hjem. Kort efter blev jeg virkelig syg og måtte på hospitalet, hvor jeg blev be­ handlet for noget, der måske var malaria og måske noget andet. Det trak ud til hen på eftersommeren, inden jeg var rask. Mens vi var i Rom, vågnede jeg en morgen ved, at en stemme spurgte mig: »Hvad vil du gøre for at få oprejsning?« Det var ingen virkelig stemme; det var i drømme, at jeg hørte den. Men stemmen blev ved at forfølge mig på rejsen, og også da jeg kom hjem, og mens jeg var syg. Nogen smukkere afsked end den, overborgmesteren og mine kolle­ ger og medarbejdere havde beredt mig, kunne jeg ikke ønske mig. Det var ikke der, at der var noget, der trykkede. Men om hvad der her var passeret, havde offentligheden intet fået at høre. Da jeg nytårsdag 1939 læste min morgenavis, fandt jeg intet derom, og da jeg senere på dagen købte de andre aviser, fandt jeg ikke heller der noget som helst. Omtrent på samme måde var det gået med afslutningen af borger­ repræsentationens behandling af ansvaret i bedragerisagen; med und­ tagelse af »Socialdemokraten« var der ingen avis - i alt fald ingen af dem, jeg så - der gengav den konklusion, hvormed H. P. Sørensen af­ sluttede sin tale i borgerrepræsentationen om ansvaret. Jeg kunne ikke tro, at hverken det ene eller det andet af dette var tilfældigt, og heller ikke, at grunden var den, at pressen mente, at det var uden interesse for offentligheden; jeg havde i alt fald altid været godt stof, når der kunne fremdrages noget, som fandtes at tale imod mig. Jeg kunne ikke opfatte det på anden måde, end at pressen ikke ønskede forstyr­ relse i det billede af mig, som den selv havde dannet sig, og som den havde givet videre til offentligheden. Det var heroverfor at jeg spurgte mig selv, om jeg ikke på en eller anden måde kunne søge oprejsning. Men meget snart lod jeg spørgsmålet falde. Jeg måtte erkende, at sagen nu ikke kunne have almindelig interesse. Kommunen havde i den nye økonomidirektør fået en meget dygtig mand til at udføre det arbejde, som hidtil havde været mit, og intet kunne være offentlig­ heden ligegyldigere, end om jeg kunne have bestridt det nogle år

146