HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

37 år i K øbenhavns komm unes tjeneste

endnu. Heller ikke min personlige skæbne kunne påkalde interesse; noget martyrium kunne det jo ikke kaldes, når en 61-årig mand får afsked med fuld pension efter egen ansøgning. Så der var ikke mere noget at tale eller skrive om. Jeg kunne så meget lettere forsone mig hermed, som jeg snart mærkede, at hos de mennesker, jeg mødte - både den snævrere kreds og de fjernere stående - var der ikke sket nogen ændring i deres væremåde over for mig, og vel derfor heller ikke i deres vurdering af mig. Ja, nogle ganske enkelte undtagelser var der måske nok. En person var der i alt fald, fra hvem eller over for hvem jeg følte trang til at få oprejsning. Det var borgmester Kaper. For borgmester Hedebol stil­ lede det sig således, at han først og fremmest anså borgmester P. J. Pedersen for at være den, fra hvem vanskelighederne for magistratens 2. afdeling og for ham personlig var udgået. I sammenligning hermed trådte det, der var udgået fra borgmester Kaper, fuldstændig i skygge, ja efter at Kaper og P. J. Pedersen i 1932 var bievne modstandere, har han vel næsten anset Kaper for en forbundsfælle. For mig tog dette sig noget anderledes ud. På begge de områder, hvor jeg kom ud for kritik, nemlig den administrative revisions virksomhed og kommunens låne­ optagelser, var det først og fremmest borgmester Kaper, fra hvem der var udgået vanskeligheder. Med hensyn til revisionen mente borgmester Kaper, at jeg som chef for et direktorat, der også omfattede den administrative revision, kunne og burde have organiseret denne således, at den tidligere og effektivere havde slået ned på bedragerierne i udsalgsstederne. Jeg derimod mente og mener, at det på intet tidspunkt, før katastrofen var indtrådt, ville have været muligt for mig at få gennemført en ordning, der gav den administrative revision den fornødne forøgelse af kompe- tance og personale, og at en af de afgørende hindringer herfor var borgmester Kaper. Den modvilje, han i 1926 lagde for dagen over for tanken om, at en revision, der sorterede under en anden borgmester, skulle kunne øve kritik over for noget, der sorterede under ham, beva­ rede han vedblivende. Og med hensyn til personaleforøgelsen var han selv efter katastrofen ikke blevet anderledes sindet, end at han i det møde i borgerrepræsentationen, hvor forslaget om den nye regn­ skabs- og revisionsvedtægt blev forelagt, gav udtryk for sin uvilje imod den stedfundne tredobling af personalet i forhold til tilstanden før

147