HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

A nm eldelser

der, at nogle afsnit er blevet urimeligt kortfattede, og at andre virker fyldt op med lige­ gyldig snak. Steffen Linvald refererer i sin tekst konkret til billederne, og det er godt, også selvom der er kommet et galt sidetal på en af henvisningerne. I bd. 1 skriver overbibliotekar ved Kunstakademiet Hakon Lund om Slotsholmen. Over et par hundrede sider følges slotskompleksets udvikling fra Absalons borg til det nuvæ­ rende Christiansborg, og på bindets sidste små 200 sider gennemgås Slotsholmens øvrige bebyggelse. Lund fremhæver nogle byplanmæssige aspekter, f.ex. den tidlige fastlæg­ gelse af Tøjhusgadelinien, som alt senere byggeri respekterede, og de trafikale problemer omkring forbindelsen til Amager og langs havnen. Hele fremstillingen virker kyndig og instruktiv. Lunds stil er sine steder meget ligefrem. »Omkring år 1500 rumsterer der i regnska­ berne nogle bygningsarbejder, der imidlertid er ret umulige at anbringe« (s. 21); »Male­ ren J. L. Lund indførte kristendommen i Danmark - ved Ansgars hjælp forstås - på et kæmpelærred i første kavalergemak« (s. 96). Forfatterens engagement og til tider skarpe ironi slår især igennem, når vi nærmer os vor tids byggerier, og da han er nået til det tredie Christiansborg og folkestyrets bedrifter som bygherre slår hans kritiske lystighed ud i fuld lue. »De bevarede rester af Ragnarokfrisen er nu - meget passende - opsat i et af Folketingets udvalgsværelser« (s. 103). Gennemgangen af de mange projekter til det tredie Christiansborg viser tydeligt tidens stilmangfoldighed og forestillingen om, at byg­ ningens funktion skulle udtrykke sig i dens stil og de heraf følgende vanskeligheder ved at bestemme stilen for en bygning, der både skulle være kongebolig, parlament og højeste­ ret. Fremstillingen berører beslutningsprocessens vanskeligheder. »Det kan trygt hævdes, at stemmesedlen ikke uden videre øger den arkitektoniske kvalitet, derimod nok forvir­ ringen« (s. 140). Hakon Lund er som mange andre kritisk over for det tunge granitklædte slot med den »højskoleagtige« udsmykning, men tager man beslutningsprocessen og de fleste andre forslag i betragtning, er vi vel sluppet heldigt, og man kan tvivle på, at en ren parlamentsbygning var faldet heldigere ud. Nu fik man et slot, der respekterer ridebane­ anlægget, som heldigvis for hele Slotsholmens karakter blev bevaret. Til sidst et par ting i småtingsafdelingen: Hendrick Krock var ikke i Rom anden gang i 1650’erne, men i 1690’erne (s. 286), og det mærkelige amfibium nævnt s. 290 hedder ikke General-Handels-Økonomi- og Kommercekollegiet, men General-Landets etc. Værkets bd. 2 om Gammelholm og Frederiksholm er skrevet af den tidligere leder af By­ museet Steffen Linvald, der er velbevandret i litteraturen om København og en levende fortæller. Tekst og billeder følges godt ad fra gade til gade og hus til hus. Linvald gør hyppig brug af citater fra Jonge og Pontoppidan, Illustreret Tidende og mange andre ste­ der, og det er der blevet en ganske underholdende fremstilling ud af. Den er mere præget af en historisk fremadskridende fremstilling af de enkelte områder og bygninger end af en mere firkantet før-nu konfrontation, og det er i overensstemmelse med værkets »pro­ gram«. Trods disse kvaliteter synes der anledning til nogle alvorligt kritiske bemærkninger. Det er oven for nævnt, at det virker som om forfatteren for at følge billedsiden sine steder har været bundet til at skære teksten til på en ikke særlig tilfredsstillende måde. Men

163