HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

Paul Nørreslet

tidligere tjenestepige. Hun har besnæret den lidt yngre, dygtige sned­ kerlærling, efterhånden svend, Hans Hansen fra Tågerup. Hendes skæbne blev derpå i løbet af mange år at føde ham ti børn. Ikke noget at regne, har hun sagt, for de ældste kunne passe de yngre, blot med den sidste som hendes eget domæne. Hun flyttede med ham fra min­ dre til større og større lejligheder, for derpå at følge ham nedad igen i mindre og mindre lejligheder. Hun havde først en, så to og så tre tje­ nestepiger, for så at dale til nul. Da de var blevet storfolk, bespiste hun fattige studenter og gav også den unge reporter Herman Bang middagsmad nu og da. Trods en vis despekt for Bang har hun nok ud­ vist visse almueattituder over for denne skikkelse fra den anden verden (jfr. Stuk), men efterhånden vænnet sig til at sætte ham på plads og have ham til bedste bag hans ryg; og hun har kun nølende bifaldet, at manden nu og da lånte ham penge, som har været vanskelige at ind­ drive. Hun har længere end nødvendigt været almuesparsommelig (jfr. i Stuk lærredsskånestykkerne på parketgulvene). Stuk-skildringernes fremstilling af hendes undren sig over mandens opstigning og kon­ stante ængstelse for herlighedens pludselige forsvinden virker trovær­ dig - og hun fik jo ret. Én ting er helt ubelyst i kilderne, herunder Stuk: sagen om den »uægte« dreng, Rasmus Pedersen, som kun er om­ talt i kirkebogen 1865 og i folketællingerne, og som Hans’ og Rasmus’ børnebørn først hører om nu. Det er næppe tilfældigt, at det netop er ham, der før sit 20. år udvandrede til USA. Efter at have hørt om dette slutter barnebarnet Eva Wulff-Hansen, at Ane Sophies »troende« ad­ færd oprindelig hidrørte fra skyldfølelse på grund af fejltrinnet. Hun var senere ubehageligt påpasselig med slægtens unge pigers dyd, bl. a. med påklædningen. Fra de senere år har vi forskellige udsagn fra Hans’ og Rasmus’ børnebørn om hendes robusthed, skraphed og stolthed. Hun ville hel­ lere - og som en selvfølge - lade sig forsørge af sine børn end modtage offentlig støtte. Hun havde også en vis usentimental humor, som f. eks. følgende lille historie viser: Da Hellig-Hansen i 1923 blev begra­ vet, blev hun hjemme på grund af sit dårlige helbred. Da børn, ægte­ fæller og børnebørn ankom til Flensborggade fra Vestre Kirkegård, modtoges de i døren af enken, som var det til fødselsdag, med ordene: »Nå, og hvad side skal jeg så ligge på«? De fik forloren skildpadde og

78