HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

233 om Danmark, naar lian i enkelte Navne skal udtrykke, hvad han betragter som vort Lands Bidrag til Videnskab og Kunst, saa lyder det fra hans Læbe: Tycho Brake, Bertel Thorvaldsen, Hans Christian Ørsted og Hans Chri­ stian Andersen. For os staaer denne Sidste ikke som en saadan ensomt fremragende Kolos, men ogsaa vi Danske skylde ham Tak og Ære. Nationernes Bidrag til Kunst og Videnskab have en vis Periodicitet. Efter høje Bølger følge dybe Dale. Efter en rigt blomstrende Sommer og en frugtbar Høst lægge ofte lange Vintre sig over Folkeslagene. En Tid frem­ bringer og skaber med overstrømmende Fylde, en anden prøver og vejer. En Tidsalder pranger med en bugnende Yppighed af digteriske Aander, en efterfølgende er nær­ mest henvist til at mindes de Bortgangne, lutre og klare deres Værk og derved berede Jorden for de Kommende. I Danmark udsender dette Aarhundredes Begyndelse et stolt Argonautertog, der drager ud for at erobre Skjøn- hedens og Romantikens gyldne Skind: Oehlenschlager, Ingemann, Grundtvig, Hertz, Ileiberg, Chr. Vinther, H. C. Andersen, og om disse flokke sig mange kjære Digter­ navne. Nu ere de Alle borte. Det er stille i den danske Digterskov, som før gjenlød af Sang og Kvidren. En ny Tid gjærer med al den Uklarhed og Lidenskab, som er ejendommelig for gjennembrydende Kræfter. Den yngre Slægt er altid tilbøjelig til at overse, hvad den skylder Fortiden, ivrigere for at overskjære Traditionens Baand end for at fæstne dem. Og dog staaer ogsaa vore Dages Poesi paa Skuldrene af hin Danmarks æsthetiske Guldalder. Kun ved at sænke sine Rødder i den fædrene Jord­ bund vil den kunne vente selv at skyde Blomst og sætte Frugt. Hans Christian Andersen hører med til hin Digter- Plejade, men falder dog i det Hele udenfor de æsthetiske Regler og Love. Han hører ikke til nogen Skole og har ikke skabt nogen Skole. Frit er han voxet, op efter sin egen Genialitets Lov, han har kæmpet sig frem efter sin