591172824

❖ BROR S ON S s KI RKEN ❖ — alle de trofaste Venner fra Samfundet, da min Hustru og jeg A are t efter min Indsættelse blev viet! Københavnerhumøret i Sognet gav sig for Resten den Dag det pudsige Udslag, at en Mand, der saa os køre fra Kirken, forfærdet sagde til en af vore Venner: »Tak — nu kørte Præsten m insandten med Bruden!« Mine to Drenges Fødsel og Daab gav nye Lejligheder til at mærke Guds Folks kærlige Leven med i vort Hjems Glæder. Min Moder havde Ret, naar hun sagde: »De forkæler dig — bare du kan taale det!« D ette hjalp Herren paa — gennem A rbe jde t i Sognet med dets Skuffelser og Glæder — i vekslende Følge. Enkelte Glimt heraf vil jeg slutte med at drage frem. Skønt Dørene i Sognets H jem i Reglen stod mig aabne, naar jeg beny ttede hver given Lejlighed (Daab, Konfirma* tion, Vielse, Sygdom og Begravelse) til at gaa paa Husbesøg, var det tit med den dybeste Følelse af Skuffelse og Afmagt, jeg gik derfra, fordi jeg fandt H jertedø rene stænget i Van* kundighed, Fordom og Nød. D et tvang paa Knæ for den stæ rke Frelser. Men stundom var ogsaa H jemmets Dør lukket. En Ad* ventsuge gik jeg med Indbydelserne fra Dør til Dør — og kom paa en Femtesal til en saadan Dør. Paa min Banken kom en svær Mand ud i Døren, og straks, da han hørte, hvad mit Æ rinde var, overfusede han mig med Skældsord og Gemenheder, og da jeg stilfærdigt tog mod dem og gen* tog min Indbydelse med at minde om Evigheden, sluttede han sin O rdstrøm med O rdene: »Hvis De — Dagdriver — ikke holder Kæft, skal jeg nok besørge Dem ned ad Trap* perne!« Jeg gik — og kom igen Dag efter Dag, men Døren var lukket. En Dag kom jeg til at staa bag hans Kiste paa Krematoriet. Staklen, der var fhv. Værtshusholder, havde hængt sig — af Næringssorg. Humøret gav sig ogsaa stundom mærkelige Udslag. En Dag, da Pastor Kold og jeg ved et Gaardmøde havde sun* 44