591163019

STUDENTERSAMFUNDETS

RETSHJÆLP FOR UBEMIDLEDE

1885 — 1910 .

KØBENHAVN TRYKT HOS O. C. OLSEN & CO. 1910 .

STUDENTERSAMFUNDETS

RETSHJÆLP FOR UBEMIDLEDE

1885 — 1910 .

KØBENHAVN TRYKT HOS O. C. OLSEN & CO. 1910 .

L. Zeuthen

Oskar Johansen

Viggo Lachmann

RETSHJÆLPENS FORMÆND

Da Studentersamfundets Generalforsamling den 24. Stiftelsen. Oktober 1885 vedtog at danne en Institution i København under Navnet »Studentersamfundets Retshjæl p for Ubemid lede« med det Formaal at aabne Uformuende Adgang til vederlagsfri retskyndig Bistand i retslige An­ liggender, var Sagen i den Form, hvorunder den førtes ud i Livet, ganske ny og uprøvet. Des mere beundrings­ værdigt er det, at den Organisation og Ramme, som den første Formand, Overretssagfører Zeuthen, skabte for Virksomheden, i alt væsentligt har holdt sig uforandret fra det første til det nu afsluttede 25de Aar, uagtet An­ tallet af de aarlige Henvendelser i dette Tidsrum er steget fra 12,779 til henimod 80,000. Hverken fra Ind- eller Udlandet kunde man hente synderlig Vejledning til Spørgsmaalets Løsning. Her i Landet kendte man kun gennem Bevillinger til fri Proces og Beskikkelse af Sagfører at hjælpe dem, der

ikke ved egne Midler kunde naa til deres Ret; men denne Hjælp gælder altsaa kun de egentlige Retssager og ydes først, efter at de indledende Skridt er fore­ tagne. I alle de andre Tilfælde, hvor man i Livets mange forskellige Forhold kan trænge til retskyndig Vejled­ ning, stod den Uformuende uden Støtte. Selv om offent­ lige Kontorer og Sagførerne i vid Udstrækning ydede den Ubemidlede Hjælp i retslige Anliggender uden at tage Betaling derfor, var man klar over, at dette i Al­ mindelighed ikke vilde komme ham til Nytte, naar han ikke vidste, hvor han skulde henvende sig med sin Sag. Indenfor den til Studentersamfundet hørende Kreds af Jurister, der efter en kortvarig Diskussion i Pressen i Efteraaret 1885 havde taget Sagen op til Overvejelse, herskede der heller ingen Tvivl om, at der var en Trang at afhjælpe. Af Retshjælpens ældste Beretning ses det derimod, at Spørgsmaalet om Formen for Sagens Udførelse nøje har været drøftet. Det gjaldt dengang navnlig ogsaa at bekæmpe den stadig om sig gribende Kommissionærvirksomhed, hvorved Fattigfolk ganske prisgaves de »billige Skrivestuers« Udsugningssystem, og det var derfor af væsentlig Betydning at Unde den rette Vej til klart og tydeligt at angive Virksomhedens uegennyttige og sagkyndige Karakter og hurtigt at vinde Tillid hos den Del af Befolkningen, man vilde hjælpe. Den Erfaring, der kunde høstes af lignende Virk­ somheder i Udlandet, var kun ringe. Af Forbilleder kendtes kun de kommunale Fattigsagførere i Gøteborg og Stockholm og de franske Advokatsamfunds Kontorer, hvor unge Jurister ydede Ubemidlede gratis Hjælp. Man kom imidlertid ved Overvejelserne til det Resultat, at Henvendelse om Løsning af Spørgsmaalet til Kommunen eller til bestaaende fagjuridiske Organisationer næppe vilde føre til Sagens praktiske og hurtige Gennemførelse, og da Studentersamfunde t tidligere bl. a. ved sin Arbejderundervisning havde vist sig vel egnet til at at danne Grundlaget for Institutioner med lignende al­ mennyttige Fonnaal, og man paa Forhaand maatte føle

sig overbevist om, at Studentersamfundets Navn netop vilde yde den ubemidlede Befolkning den Garanti for Virksomhedens Beskaffenhed, der kunde skabe den for­ nødne Tillid, besluttedes det under Studentersamfundets Auspicier at grunde Retshjælpvirksomheden paa frivil­ ligt Arbejde af dertil egnede Jurister, forenede til Sam­ arbejde inden for en særlig Institution med eget fast Lokale, bestemt Kontortid og ensartet Forretningsgang. Principet blev godkendt og fandt sit Udtryk i §§ 1 og 2 af de Love for Retshjælpen, der blev vedtagne sam­ tidig med Stiftelsen paa den ovennævnte Generalforsam­ ling. § 1 . Udvalget bestaar af en Formand og 4 andre Medlemmer valgte af og blandt Studentersamfundets Medlemmer paa dettes ordentlige Efteraarsgeneralforsamling. Formanden vælges sær­ skilt og først. Udvalget har Ret til for sin Funktionstid at sup­ plere sig med Medlemmer i og udenfor Studentersamfundet, dog maa de tilkaldte Medlemmer ikke overstige de valgte i Antal. § 2. »Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede« grundes paa forventet vederlagsfri Medhjælp af Sagførere og juridiske Kandidater og Studenter i og udenfor Samfundet. Til Kontorforretningernes Besørgelse kan Udvalget antage lønnet Medhjælp. Det vedtoges endvidere at søge de fornødne Penge­ midler tilvejebragte ved frivillige Bidrag, og at Studenter­ samfundet skulde hæfte for de til Formaalets Fremme paadragne Pengeforpligtelser. Den første Bestyrelse, der bestod af Overretssagfører Zeuthen, Formand, Cand. juris V. M. Anulrup, Over­ retssagfører A. Cantor, Cand. juris H. Giørtz, Over­ retssagfører Carl Herold, suppleret med de to tilkaldte Medlemmer Boghandler, Cand. juris G. Phi lip sen, der overtog Kassererforretningerne, Overretssagfører Svend Høgsbro , tog straks fat paa Arbejdet. Ved Udsendelse af Cirkulærer til samtlige Højeste­ rets-, Overrets- og Underretssagførere i Hovedstaden op-

Den første Bestyrelse. Starten.

tal juridiske Studenter meldte sig til Tjeneste, og efter at de fornødne Pengemidler (ifølge Lovene mindst 200() Kr.) var tilvejebragte, lykkedes det i Stuelejligheden i Aabenraa Nr. 33 at finde et passende Lokale for en aarlig Leje af 600 Kr. Her aabnedes den 1. December 1885 Re tshjæl ps l oka let f or Raadsøgende. Det var sikkert med spændt Forventning, man imøde- saa Virksomhedens Begyndelse; men det viste sig hur­ tigt, at Sagen var grebet an paa rette Maade. Tilslutnin­ gen var langt over Forventning, og trods det store Besøg fungerede Apparatet ekspedit og upaaklageligt, og Insti­ tutionen vandt straks fra første Færd baade Tillid hos Befolkningen og sympatisk Forstaaelse og Paaskønnelse hos de Autoriteter og i de offentlige Kontorer, den kom i Berøring med. Eksempelvis kan anføres, at Ubemid­ lede, der i Separations- og Skilsmisse- eller Alimentations­ sager henvendte sig i Overpræsidentens Sekretariat, hen­ vistes til Retshjælpskontoret for at faa de fornødne An­ dragender affattede. Senere har dette Samarbejde mel­ lem Retshjælpen og Autoriteterne udviklet sig i stedse højere Grad. Et Spørgsmaal, der straks paatrængte sig, nemlig hvor­ ledes man skulde overholde Bestemmelsen om, at der kun maatte ydes Ubemidlede Retshjælp, fandt let sin Afgø­ relse. Som oftest var det selve Sagens Genstand, der betegnede den Raadsøgende som trængende, eller ogsaa dennes Stand og ydre Fremtræden; men iøvrigt sørgede man for ved fornuftig Udspørgen i de Tilfælde, hvor der kunde herske Tvivl, at overbevise sig om Vedkommendes Forhold. Det er derfor næppe mange Tilfælde, hvor Retshjælpen kan være misbrugt. Ved Opslag i Lokalet er det bekendtgjort, at der vil blive afkrævet enhver, der uberettiget tilvender sig Retshjælp, fuldt Sagførersalær for ydet Bistand. Fra den første Beretning hidsættes et ejendommeligt Tilfælde af forsøgt og in flagranti paagrebet Misbrug af Institutionen: »En Arbejdsmand henvendte sig paa Kontoret om

Ubemid­ lede.

Bistand mod en Aagerkarl, hos hvem han havde faaet et Laan paa sine Møbler. Da han var kommet en Dag for sent med et af Afdragene, havde Aagerkarlen ikke villet modtage dette, men holdt sig til, at nu var Møblerne hans. Arbejdsmanden fik det i slige Tilfælde almindelige Svar, at der intet var ved den Ting at gøre, og stod allerede i Begreb med at forlade Kontoret, da han lod et Ord falde om, at den Mand, han havde faaet Laanet hos, havde han set gaa ind i Værelset ved Siden af. Aager­ karlen, en lurvet udseende Person, der just var i Begreb med at forelægge Overretssagføreren et Spørgsmaal om formentlig Overgreb af hans Husvært, blev i højeste Grad forbløffet ved pludselig at blive stillet overfor sit Offer. Der var nu ingen Ende paa de Indrømmelser, han var villig til at gøre. Han slap for videre Tiltale, men maatte forinden sin Bortgang underskrive en Er­ klæring, hvorved han frafaldt sin Ret mod Arbejds­ manden i Anledning af dennes Misligholdelse af Kon­ trakten og nedsatte de fremtidige Afdrag til det halve. Afdragene indbetaltes paa Kontoret, hvor Aagerkarlen for Fremtiden maatte have den Tort selv at hente dem.« Vilde man nu efter 25 Aars Forløb give en Beskri­ velse af det daglige Arbejde i Retshjælpens Kontorer, kunde man næsten Ord for Ord aftrykke de Oplysninger, der indeholdes i Retshjælpens første Beretning. De føl­ gende Aarsberetningers statistiske Meddelelser, hvoraf der omstaaende tindes et Uddrag, er byggede paa det Grundlag, som det første Aars Virksomhed afgav. Saa fast og sikker var den Form for Arbejdet, der lagdes straks ved dets Paabegyndelse. Som man ser af den tabellariske Fremstilling og de aftrykte Skemaer over de Medvirkende i 1885, 1895 og 1910 samt de gengivne Rids af de forskellige af Rets­ hjælpen benyttede Lokaler, har der været Udvikling paa alle Omraader. Fra det lille Lokale i Aabenraa 83, der kun afgav Plads til 3 Raadgivende, er man naaet til de store moderne indrettede Lokaler i St. Pederstræde 19, hvor 9 Konsultationsværelser og et Ansøgningsværelse,

Virksom­ hedens Fremgang.

med Plads for 2 Studenter, hver Aften er rede til at modtage de Raadsøgende. Det første Aars eneste fast ansatte og lønnede Medvirkende er'afløst af en Kontor­ chef, en Fuldmægtig, en Ekspeditionssekretær og 2 Stu­ denter. Foruden adskillige Studenter og nogle Supple­ anter deltager nu 54 Sagførere og Kandidater i Virk­ somheden mod 20 det første Aar; men Besøget er ogsaa steget fra 12,779 til 28,307 i Aaret 1909—10. Det højeste Antal Henvendelser har dog fundet Sted i det fore- gaaende Aar med 29,460. Denne Stigning er med enkelte mindre Spring foregaaet jævnt i Aarenes Løb. I de 25 Aar har ialt 543,332 Raadsøgende henvendt sig til Retshjælpen, og disse Henvendelser har givet Anledning til 153,610 journalførte Sager. Virksomheden har krævet en samlet Udgift af 133,131 Kr. 26 Øre. Trods dette store Besøg har der aldrig fundet nogen Uorden Sted i Lokalerne. Den første Beretning udtaler herom følgende: »Samtlige Medvirkendes Vidnesbyrd mødes i Aner­ kendelse af den udadlelige Optræden, der er vist fra de Raadsøgendes Side. Skønt den ofte timelange Venten nok har kunnet sætte Taalmodigheden paa Prøve, navnlig hos de mange, der i det utilstrækkelige Rum har maattet staa op, har det aldrig været nødvendigt at advare imod højrøstet Tale og Latter. Beskedent og roligt har alle afventet, at deres Tur skulde komme til at forebringe, livad der laa dem paa Sinde. Skønt selvfølgelig mange har maattet gaa bort uden at faa deres Ønske opfyldt, og skønt stridende Parter ofte har mødtes i Retshjælpens Lokaler, er der ikke forekommet noget Eksempel paa støjende eller raa Adfærd. I den stilfærdige Tillids- fuldhed, der har præget de Raadsøgendes Adfærd, har deres Paaskønnelse lagt sig for Dagen bedre end i mange Ord.« Denne Udtalelse vil enhver, der i Løbet af de 25 Aar har deltaget i Retshjælpens Arbejde, kunne gøre til sin. Arten af de Sager, som Retshjælpen har beskæftiget sig med, fremgaar af de statistiske Tabeller; men der er

De Raad- søgendes Optræden.

Sagernes Beskaffen­ hed.

i disse kun medtaget de Sager, der har givet Anledning til Journaltilførsel. I den daglige Virksomhed er Be­ grebet »Retshjælp« derimod taget *i den videst mulige Forstaaelse, og den Opfattelse har sikkert ogsaa fæstnet sig i Københavns ubemidlede Befolkning, at Retshjælpen er et Sted, hvor man kan søge Raad i alle Livets prak­ tiske Vanskeligheder, hvilket ofte har givet sig Udtryk paa mange mærkelige Maader. Af en ældre Beretning fremgaar det saaledes, at en Kone har søgt Raad i An­ ledning af, at hendes Søn ikke i Skolen havde lært Mellemevropas Bjærge. For at danne et Billede af det Arbejde, der udføres af Retshjælpen, aftrykkes nedenfor, dels efter tidligere Beretninger dels efter de Medvirkendes Optegnelser, nogle enkelte typiske Tilfælde. Let forstaaelig har den netop i de sidste Aartier stedfundne Lovgivning paa det sociale Omraade sat Spor i Retshjælpens Virksomhed, hvilket jævnlig giver sig tilkende i et stærkt øget Antal Henvendelser. Særlig Be­ tydning hk Loven af 181)1 om Alderdomsunderstøttelse, ved hvis Ikrafttræden Retshjælpen var nødsaget til mid­ lertidig at oprette tiere Filialkontorer, hvor den pludselige Tilstrømning af Understøttelse søgende gamle Mænd og Kvinder maatte ledes hen, og hvor den nødvendige Assi­ stance til Udfyldning af de vidtløftige Skemaer i rigt Maal blev ydet Retshjælpen af baade Herrer og Damer udenfor Juristernes Kreds, da de faste Medvirkende langt fra kunde overkomme Arbejdet hermed. I de senere Aar er det navnlig Alimentationslovene af 11)08, der har lagt forøget Arbejde over paa Retshjælpen. Retshjælpen har altid været meget forsigtig med at yde sin Bistand til egentlige Retssager. Dels havde man jo i mindre Gældssager og Politiretssager Dommerens Vej­ ledningspligt at henvise til, dels tyede man til at søge om Bevilling til fri Proces med Beskikkelse af Sag­ fører, hvor det kunde opnaas. Man indsaa ved Virk­ somhedens Begyndelse, at denne Opgave, at føre Sager for Ubemidlede, vilde overstige den unge Institutions

Retssager.

Kræfter, og Retshjælpen har til alle Tider snarest søgt at forebygge Retstrætter og optræde mæglende mellem Parterne. Det har dog ikke kunnet undgaas, at der er forekommet Tilfælde, hvor den Raadgivende har anset det for baade nødvendigt og rimeligt at bistaa den Raad- søgende ved en Proces’ Førelse, og dette skete i de første Aar paa den Maade, at Sagerne, hvis de ikke kunde ud­ føres af vedkommende Raadgivende, fordeltes blandt de Sagførere, der medvirkede ved Retshjælpen, og som vel­ villigt paatog sig Arbejdet hermed. Denne Ordning havde dog mange Ulemper, og det var snart klart for Lederne af Virksomheden, at en tilfredsstillende Ordning ikke vilde opnaas, før Retshjælpen blev i Stand til at enga­ gere sin egen Sagfører, hvilket imidlertid vilde kræve yderligere disponible Midler. Først i Aaret 1893 lykkedes det at naa saa vidt, idet Retshjælpens daværende faste Fuldmægtig, nuværende Kommunaldirektør We s t e r - gaard , i det Aar tog Beskikkelse som Overretssagfører og erklærede sig villig til for det beskedne Vederlag af 500 Kr. om Aaret at overtage Udførelsen af de Rets­ sager, som Retshjælpen mente at burde paatage sig. Af Sagførerens aarlige Beretninger ses det dog, at kun ca. 20 å 25 pCt. af de til Sagføreren henviste Sager afsluttes ved Dom, idet langt det største Antal forliges og en Del maa opgives. Gentagne Gange har det overfor det stadigt voksende Filialer. Antal Henvendelser til Retshjælpen været paa Tale at oprette Filialer af Virksomheden i de ydre Kvarterer af Byen; men dels af Hensyn til Bekosteligheden, dels af Hensyn til Bevarelsen af Enheden i Forretningsgangen er Tanken bleven opgivet. Ulemperne for de Raad- søgende, hvis Tid optages af den lange Vej og Ventetid, som et Besøg i Retshjælpen ofte medfører, vilde kun delvis blive afhjulpne ved Oprettelsen af en enkelt Filial, og hidtil har man ikke sporet, at nogen har ladet sig af­ holde fra at søge Retshjælpen paa Grund af disse Ulemper. Retshjælpen har altid sørget for at have sine Kontorer saa centralt beliggende, at Adgangen hertil var

nogenlunde ens fra alle Byens Yderkanter. Den Be­ liggenhed i Periferien af den indre Bydel — det gamle Voldkvarter — som Kontoret har haft i Aabenraa, Fre- deriksborggade og St. Pederstræde, har hidtil vist sig meget formaalstj enlig.

Frederiksborggade Nr. 1.

Selve Kontorerne har fra de første Dage i Aabenraa været indrettede efter samme Princip: et Venteværelse i umiddelbar Forbindelse med et større Forkontor, hvorfra der haves direkte Adgang til de forskellige Konsulta­ tionsværelser, saaledes at Ekspeditionen kan foregaa let og uhindret. Det er kun i Værelsernes Antal, Størrelse

Lokalerne.

og Indretning (ikke Udstyr — det er ligesaa spartansk nu som i Aabenraa), at Forandring er sket. Allerede kort Tid efter Retshjælpens Aabning maatte den første Ud­ videlse finde Sted ved Indretning af 2 nye Konsultations­ værelser, og i 1891 foretoges en større Ombygning af Lokalerne i Aabenraa, saa at man opnaaede Plads til 5 Konsultationsværelser. Da Besøget imidlertid stadig tiltog, nødsagedes man allerede i 1894 til at søge sig nye Lo­ kaler, og i Begyndelsen af 1895 flyttede Retshjælpen til Frederiksborggade 1, hvor man fik Lokaler, der indtog 400 Kv.-Alen mod Aabenraa-Lej lighedens 280 Kv.-Alen. Her residerede Retshjælpen til Foraaret 1910. Trods en enkelt Udvidelse i 1902, hvorved et nyt Konsultations­ værelse (det syvende) indvandtes, blev Lokalerne dog igen for knappe, og i Foraaret 1910 flyttede Retshjælpen til det ombyggede St. Peders Gæstehjem i St. Peder- stræde 19, hvor der paa 2den Sal var fundet et Lokale paa over 500 Kv.-Alen, der er blevet indrettet efter Rets­ hjælpens Behov. Venteværelset er nu saa rummeligt, at det kan afgive Siddeplads til næsten alle de 100 Raad- søgende, der Aften efter Aften tyer til Retshjælpen. Paa et Bord henligger Aviser til Læsning i den ofte lange Ventetid. En Karton af Professor Joakim Skovgaard, udlaant Retshjælpen af Kunstneren, smykker Væggen. Kontorchefen har allerede, siden man flyttede fra Aabenraa til Frederiksborggade, haft sit eget Værelse, og der blev ligeledes da indrettet et Ansøgningsværelse, hvortil de An­ søgninger og Arbejder, der kan besørges af Studenter eller de enkelte velvilligt medvirkende Damer, og som tidligere ekspederedes i Forkontoret, kan henvises; men disse Rum er nu større. I Stedet for de 2 smaa, senere 5 Konsultationsværelser, hvor der oprindeligt i det ene sad 2 Kandidater som Raadgivende, hver med sin Klient, findes nu 9 regulære Værelser med rigelig Plads til den Raadgivende og hans Assistent samt de Raadsøgende. Men Lejen, inklusive Varme, udgør nu 2400 Kr. Midlernes mod 600 Kr. for de første Lokaler i Aabenraa. I alle Tilveje- Aarene, indtil det nu afsluttede, var Budgetet steget bringelse-

jævnt, og trods de stedfundne Udvidelser, Antagelsen af en fast Sagfører og øget Medhjælp var Udgifterne kun ca. 7000 Kr. aarlig; men selv disse forholdsvis mindre Beløb, der krævedes til Institutionens Opretholdelse, kneb det ofte med at skaffe tilveje. De Beløb, som Institutionens faste og trofaste Bidragydere havde tegnet, slog ikke til, og hvert Aar har man maattet stole paa de mere til­ fældige Bidrag, der ydes en Gang for alle. Ved hvert nok saa lille Skridt, de første Bestyrelser foretog, for at lette Arbejdet ved Udvidelse af Lokaler og lignende, nærede man de alvorligste Betænkeligheder, og meget udsattes Aar efter Aar, fordi de fornødne Midler ikke var tilstede. Allerede tidligt toges det derfor under Over­ vejelse at søge et Tilskud hos Københavns Kommune. Man kendte jo fra svenske Byer Kommunalbestyrelser, der lønnede de saakaldte Fattigsagførere, og det syntes i det Hele naturligt, at Kommunen her traadte hjæl­ pende til. Nogen særlig gunstig Modtagelse tik de før­ ste Henvendelser dog ikke; men da Retshjælpen ved sin daværende Formand, Overretssagfører Oskar Johansen, i April 1890 indgav et udførligt motiveret Andragende til Københavns Kommunalbestyrelse om et pekuniært I Tilskud af Kommunens Midler, indstillede Magistraten til Borgerrepræsentationen af »Niels Brocks Legat til Stadens almindelige Bedste« at yde et Beløb en Gang for alle af 1500 Kr., dog med følgende Motivering: Da det paagældende Anliggende, hvis Ordning, saafremt det I skulde overtages af det Offentlige, overensstemmende med, hvad der ogsaa i Andragendet er udviklet, formentlig nærmest maatte blive Statens Opgave, under alle Omstændigheder ligger udenfor de Kommunen paahvilende Formaal, tør Magistraten ikke foreslaa, at der til samme ydes Understøttelse af Kommunens Midler. Magistraten erkj ender imidlertid, at den tilvejebragte Institution har en saa stor Betydning for Mange i Befolkningen og ogsaa — om der end paa flere Punkter kunde ønskes Forandringer i den ved samme trufne Ordning — i det Hele har virket paa en saadan Maade, at man maatte ønske at yde den nogen Støtte. Forhandlingerne i Repræsentationen fandt Sted 1. December 1890, og trods flere Medlemmers Anbefaling

og rosende Omtale af Retshjælpens Virksomhed næredes der en Del Betænkeligheder, hvorfor det vedtoges med 16 Stemmer mod 14 at henvise Sagen til et Udvalg. Fra dette Udvalg modtog Bestyrelsen den 4. Februar 1891 en saalydende Skrivelse: Det i Anledning af et til Kommunalbestyrelsen indgivet An­ dragende om Understøttelse til »Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede« nedsatte Udvalg tillader sig herved at forespørge, om det maatte paatænkes at søge Bestemmelserne i de for Rets­ hjælpen gældende Love forandrede derhen, at Studentersamfundets Indflydelse paa Bestyrelsens Sammensætning ophæves eller for­ mindskes. 4. Februar 1891. P. U. V. Ip sen , Overretsassessor. Til Bestyrelsen for Studentersamfundets Retshjælp for Ube­ midlede. paa hvilken Bestyrelsen under 21. Februar 1891 afgav følgende Svar: . København, den 21. Februar 1891. Til det af Københavns Borgerrepræsentation nedsatte Udvalg angaaende et til Kommunalbestyrelsen indgivet Andra­ gende om en Understøttelse til »Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede.« Som Svar paa det højtærede Udvalgs Skrivelse af 4. ds., hvori der forespørges, om det maatte paatænkes at søge Be­ stemmelserne i de for Retshjælpen gældende Love forandret derhen, at Studentersamfundets Indflydelse paa Bestyrelsens Sammensætning ophæves eller formindskes, tillader Bestyrelsen sig at udtale følgende: Som det er udviklet i det til Kommunalbestyrelsen indgivne ærbødige Andragende, er Bestyrelsen af den Anskuelse, at Rets­ hjælp for Ubemidlede hører ind under de Opgaver, hvis Løsning paahviler Samfundet, hvad enten det sker gennem Stat eller Kommune. Kun derved vil formentlig det tilstræbte Maal tilfulde kunne naas og den fornødne Betryggelse i enhver Henseende kunne erhverves. Forsaavidt og naar dette maatte blive erkendt, og der maatte blive foretaget det fornødne til Gennemførelse deraf,

mulig med Udgangspunkt fra og Benyttelse af de ved »Studenter­ samfundets Retshjælp for Ubemidlede« gjorte Erfaringer og den der prøvede Organisation, turde det være naturligt, at den paa dette Omraade udfoldede private Virksomhed ophører, eller at ialtfald dens Ledelse undergaar de Ændringer, som maa blive en nødvendig Følge af, at Staten eller Kommunen tager Sagen i sin Haand. Saalænge Forholdet derimod er som nu for Tiden, maa Be­ styrelsen udtale, at den ikke paatænker at tage Initiativet til noget Skridt, hvorved en Lovændring, gaaende ud paa at ophæve eller formindske Studentersamfundets Indflydelse paa Bestyrelsens Sammensætning, tilsigtedes gennemført, idet man særlig bemærker, dels at Retshjælpen historisk set skylder Studentersamfundet sin Tilblivelse, dels at der for endnu ikke 2 Aar siden af Studenter­ samfundets Generalforsamling blev foretaget vidtgaaende Æ n ­ dringer i de for Retshjælpen gældende Love, hvorved hele den saglige Ledelse blev lagt i de Medvirkendes Haand gennem Fælles­ mødets Beslutningsret og Raadighed over Regulativet, se Lovenes §§ 8 og 9 jfr. Regulativets §§ 1 og 2, samtidig med, at Valget af de 3 af Bestyrelsens Medlemmer overdroges til de Medvirkende, medens Studentersamfundets Generalforsamling kun beholdt Ret til blandt de v e d e r la g s fr it M ed v irk end e at vælge de andre 3 Bestyrelsesmedlemmer, derimellem dog Formanden. Med Ærbødighed P. B. V. Oska r Johan s en , Overretssagfører. Herefter indstillede Udvalget Magistratens Forslag til Vedtagelse, og efter Anbefaling af Overretsassessor Dr. juris N. Lassen (nuværende Justitiarius i Højesteret), der havde vist Retshjælpen den Interesse ved et Besøg en Aften at gøre sig bekendt med dens Virksomhed, ved­ toges Forslaget om at tilstaa Retshjælpen et Beløb af 1500 Kr. én Gang for alle af Niels Brocks Legat til Sta­ dens almindelige Bedste. Efter at saaledes det første Skridt til officiel Aner­ kendelse af Institutionen var sket, lykkedes det 3 Aar senere uden Modstand at opnaa et fast aarligt Tilskud fra Kommunen af 600 Kr. for Aarene 1895—1899. 1896 bevilgedes der derhos paa Justitsministeriets Forslag Retshjælpen et aarligt Tilskud af 600 Kr. af Statskassen

under Forudsætning af, at der af Københavns Kommune blev ydet Retshjælpen et lige saa stort aarligt Tilskud, og da der ved Femaarets Udløb blev indgivet nyt An­ dragende til Stat og Kommune om en Forhøjelse af Til- skudet til 1000 Kr., bevilgedes ogsaa dette. Senere kom Frederiksberg Kommune, hvis Befolk­ ning yder et stort Kontingent af Raadsøgende, til med et fast Bidrag af 200 Kr. Foruden disse ret store Tilskud, der dog endnu ud­ gjorde den mindre Del af Retshjælpens Indtægt, har Retshjælpen modtaget Anerkendelse for Virksomheden ved Tilskud fra anden Side udenfor de personlige Bidrag­ yderes Kreds. De Raphael-Wulffske Legater har siden 1889 været fast Bidragyder, og i mange Aar har der stadig været tilstaaet Retshjælpen store Bidrag fra Kriminal- og Politirettens Fattigkasse, »Den Raben- Levetzau’ske Fond« og »Alfred Hansens Legat«. Af og til i tidligere Aar har Retshjælpen modtaget mindre Legater, saaledes efter Frk. Sophie Frænckel og Grosserer Albert Berendsen, hvilke dog er medgaaede til løbende Udgifter; og i de senere Aar er der tilflydt Retshjælpen nogle faste Legater, nemlig et mindre efter dens mange- aarige Medarbejder, Arkivar i Krigsministeriet Frederik Calmer, og 2 Legater, hvert paa 10,000 Kr., efter Etatsr. Anker Heegaard og Hustru, født Feilberg, og efter Enkefru, Konsulinde Elise Halkier som »P. A. Halkiers og Hustrus Legat«, hvis Kapitaler skal være urørlige. Trods disse forskellige Indtægtskilder, blandt hvilke ogsaa maa nævnes de Bidrag, som Retshjælpens Klien­ ter af og til, naar der gennem dens Virksomhed er til­ flydt dem større Beløb, har ydet Institutionen, har det dog stadig haft sin Vanskelighed at skaffe Balance tilstede, ligesom Retshjælpen hidtil har været ganske ude af Stand til at gagere den faste Sagfører og de andre faste Medvirkende paa en Maade, der stod i passende Forhold til det store Arbejde, som under en Kontortid, der ofte strakte sig fra Kl. 7 til over 11 om Aftenen, kræ­ vedes af dem. Efter at flere Forsøg paa at forøge Indtæg-

ten ved Agitation for Tilvækst af frivillige Bidrag havde vist sig lidet virkningsfulde, indgik Bestyrelsen i 1909, da en ny Udvidelse med Flytning af Lokalerne viste sig paatrængende nødvendig, med et udførligt Andragende til Staten og Kommunen om en Forhøjelse af de aarlige Tilskud til 5000 Kr. fra hver, idet man gjorde Rede for Nødvendigheden af Midlernes Tilvejebringelse og den paatænkte Anvendelse deraf, og man havde den Glæde at se Andragendet behandlet med forstaaende Velvillie saavel i Ministeriet som i Magistraten og bevilget i Re­ præsentationerne, uden at nogen Stemme rejste sig der­ imod. Det forøgede Tilskud begyndte den 1. April, og Retshjælpens aarlige Budget vil herefter blive paa ca. 15,000 Kr., uden at der dog paa nogen Maade er Raad til Ekstra-Udgifter af nogen Art. Saadanne Ekspeditions­ lettelser som Stenograf og Skrivemaskine kan Rets­ hjælpen ikke tillade sig. Af den foran aftrykte Brevveksling mellem det af Forandring Borgerrepræsentationen nedsatte Udvalg og Bestyrelsen 1 tionen!U" for Retshjælpen fremgaar det, at der i 1889 var foregaaet en Forandring i Retshjælpens Ledelse, der tidligere havde været overdraget et paa Studentersamfundets Generalfor­ samling valgt Udvalg. Herom hedder det i Beretningen for det paagældende Aar: »Efterhaanden som det viste sig, at Retshjælpen sna­ rere overtraf end blot tilfredsstillede de Forhaabninger, man havde stillet til den, og det maatte indrømmes, at det Held, der havde fulgt Foretagendet, i første Række skyldtes den trofaste Stab af Medvirkende, som fra Be­ gyndelsen havde ydet deres Bistand og senere aldrig trættet havde nedlagt et betydeligt personligt Arbejde i denne Virksomhed, fremtraadte det imidlertid som min­ dre retfærdigt, at de Medvirkende ikke havde nogen lov­ hjemlet Indflydelse paa den saglige Styrelse. Det fandtes naturligt, at de, der udførte Arbejdet, ogsaa havde Del i dets Ledelse.« Paa Studentersamfundets Generalforsamling frem­ sattes derfor af Retshjælpsudvalget Forslag til Ændrin-

ger i Lovene i den nævnte Retning, hvorefter Lovenes § 1 lyder saaledes: Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede ledes af en Bestyrelse, bestaaende af en Formand og 5 andre Medlemmer. Af disse vælges Formanden og 2 af de andre Medlemmer af Studentersamfundets Medlemmer pøa dettes ordentlige Efteraars- Generalforsamling blandt de af Studentersamfundets Medlemmer, der have fungeret eller fungere som Sagførere eller Kandidater i Retshjælpen. Formanden — hvis Stemme i Tilfælde af Stemmelighed i Be­ styrelsen gør Udslaget — vælges særskilt og først. De tre andre Medlemmer af Bestyrelsen vælges paa et dertil sammenkaldt Møde af Samtlige, der i det sidst forløbne Virksom- hedsaar have deltaget i Retshjælpsarbejdet. Mødet skal afholdes senest 14 Dage efter Studentersamfundets ordentlige Efteraarsge- neralforsamling, og Indkaldelsen skal ske ved skriftlig Meddelelse til hver enkelt Deltager med mindst 8 Dages Varsel. Stemmeret ved Valget har kun de vederlagsfrit Medvirkende, hvis Funktionstid i det forløbne Virksomhedsaar udgør mindst 8 Maaneder. Valget foregaar ved skriftlig Afstemning med almin­ delig Stemmeflerhed, medmindre Forholdstalsvalg begæres af mindst 5 tilstedeværende stemmeberettigede. I saa Fald foretages Valget i Overensstemmelse med det for Studentersamfundet gæl­ dende Regulativ for Forholdstalsvalg. Bestyrelsen har Ret til for sin Funktionstid at supplere sig med 2 Medlemmer blandt Studentersamfundets Medlemmer, og er Bestyrelsen her ikke bunden som ovenfor fastsat med Hensyn til de af Studentersamfundet valgte Medlemmer. Reglerne om det af Bestyrelsen og samtlige Med­ virkende bestaaende Fællesmødes Myndighed fastsættes i Lovenes § 8 saaledes: De nærmere Bestemmelser om Retshjælpens Organisation og Forretningsgang fastsættes ved et af Bestyrelsen udarbejdet og paa Fællesmødet vedtaget Regulativ. I Henhold hertil vedtog Fællesmødet det følgende Aar et Regulativ, hvori alle de Regler for Virksomheden, som Praksis i Aarenes Løb havde fæstnet, blev fastslaaede, hvilket endnu sammen med Lovene er det bærende Grund­ lag for Organisationen og Forretningsgangen. Man havde oprindelig troet, at det vilde være nød­ vendigt, for ikke at trætte de vederlagsfrit Medvirkende, at have flere Hold, der vekslede efter en vis Periodes

De Med­ virkende.

Forløb. Det viste sig imidlertid, at de Jurister, der ved Virksomhedens Begyndelse havde overtaget Arbejdet, selv ønskede at fortsætte hermed, og at der i Virkelig­ heden kun skete faa Forandringer i de frivilligt Medvir­ kendes Rækker, hvilket var af stor Betydning for Ar­ bejdets Udførelse. Mange har fungeret Aartier igennem, og først i de senere Aar, hvor Arbejdet paa mange Maa- der er blevet forøget, har der fundet større og hyppi­ gere Forandringer Sted i den Stab af Jurister, der er knyttet til Retshjælpen. Efter den sidste Udvidelse er det ønskeligt altid at have 51 Raadgivende til Disposition foruden et passende Antal Suppleanter og Studenter, saaledes at Retshjælpen nu har et Antal af ca. 100 Medvirkende behov. Da Rets­ hjælpens Arbejde, særlig paa Grund af de mange nye Speciallove, kræver en Del Forudsætninger, som ikke opnaas ved almindelig juridisk Uddannelse, saa at Stil­ lingen som Raadgivende nødig maa beklædes af nogen, der ikke, i alt Fald nogle Maaneder forud, har deltaget i Deltagere i Retshjælpvirksomheden 1885.

Sagførere

Kandidater

Studenter

Johansen C. V. Møller

Biilirsch Steincke

Wineken

Søndag

Amdrup Jansen E. Høyer Fr. Lund

Hørlyk Sofus Claussen

Mandag

Dyrhauge

' Alfr. Christensen

Buhrsch Vestergaard

Tirsdag

H. Giørtz K. Levysohn Ernst Møller Wolff

Onsdag Svend Høgsbro

J. Nansen

Torsdag H. C! Hansen

H. Vedel

Drechsel Hvass

S. Trier Zahle

Fredag

Phister

V. Garde 0 . H. Jensen

Lørdag

Kruger

Conradsen

Arbejdet som Assistent paa et Konsultationsværelse, vil det forstaas, at det i den senere Tid kan være forbundet med nogen Vanskelighed altid at have den fornødne Arbejdskraft til Raadighed, naar Uddannelsestiden skal overholdes. Det maa imidlertid forventes, at der, særlig da Arbejdsforholdene nu er langt gunstigere end i Rets­ hjælpens første Aar, ligesaa lidt nu som tidligere skal savnes Tilgang fra Juristernes Kreds. Det Arbejde, der udføres i Retshjælpen, er for Medarbejderne i høj Grad lønnende og rigt paa Udbytte. Det giver dem et Indblik — ofte ganske vist et lidet lysteligt — i andre Befolk­ ningsklassers Livsvilkaar, hvilket kan komme mangen Jurist til Nytte senere i Livet, navnlig i hans Egen­ skab af Embedsmand, og Arbejdet er i sig selv saa ud­ viklende og uddannende baade for Juristen og Mennesket, at det i sig selv rummer en stor Tilfredsstillelse for den Medvirkende. At dette ogsaa har været den almindelige Mening hos dem, der har arbejdet i Retshjælpen, frem- gaar af den ovenanførte Omstændighed, at saamange har holdt ud i en Aarrække. Nedenfor er optaget en, saavidt det har været mu­ ligt, fuldstændig Fortegnelse over dem, der som Raad- givende har deltaget i Retshjælpvirksomheden, samt For­ tegnelse over andre, der udenfor Arbejdet i selve Kon­ torerne velvillig har assisteret Retshjælpen i dens Virk­ somhed, hvoriblandt navnlig en Mængde Sagførere i Provinserne. Paa de 3 Skemaer over Medvirkende for 1885, 1895 og 1910, er der 3 Navne, der tindes paa dem alle og særlig fortjener at fremhæves, nemlig Overretssagfører V. M. Amd r up , Kommunalrevisor E. S t e i n c k e og Kontorchef S. E. Tr ier . Af disse har Hr. Amdrup ud­ ført Arbejde som Raadgivende i alle 25 Aar; d’Herrer Steincke og Trier begyndte i 1885 som assisterende Stu­ denter og gik efter Eksamen over i de Raadgivendes Rækker, hvor Hr. Trier derefter har virket uafbrudt, medens Hr. Steincke i nogen Tid har haft Ophold i Rud-

købing, hvor han imidlertid som Sagfører ydede Rets­ hjælpen Bistand i Sager, der berørte denne Egn af Landet. En Medvirkende, der aldrig er fremtraadt hverken for Medarbejderne eller de Raadsøgende, men dog har haft sin Betydning for Kontoret, er Retshjælpens Ren­ gøringskone Madam Erbe, der i samfulde 25 Aar, fra den første Dag, Lokalerne aabnedes i Aabenraa, har holdt Kontorerne og alt dertil hørende i mønsterværdig Orden. Retshjælpens Regulativ indeholdt en Bestemmelse om, at enhver, der medvirker som Raadgivende, til Be­ styrelsen aarlig afgiver en Indberetning, indeholdende en Redegørelse for de almindelige Erfaringer, han i Aarets Løb har haft Lejlighed til at gøre, samt Meddelelse om de enkelte Tilfælde, som han skønner at være af særlig Interesse. I de første Aar, da Institutionen selv trængte til at høste nye Erfaringer, var de Medvirkendes Med­ delelser til stor Nytte for den ensartede Behandling af Sagerne; men da Virksomheden gennem den faste Stab af Medarbejdere hurtig konsolideredes, og der skabtes en sikker Tradition for Arbejdets Udførelse, laa det nær at benytte Erfaringerne ogsaa paa anden Maade til For­ del for den Befolkning, man vilde hjælpe. Det var Retshjælpens anden Formand, Overretssagfører Oskar Johansen, der tog det betydelige Arbejde op paa 2 vig­ tige Felter at samle de vundne Erfaringer og gennem Behandling af det foreliggende Materiale at paavise de Mangler i Lovgivningen, som de Ubemidlede maatte lide under. Retshjælpens Aarsberetninger for 1889 — 1890 og 1890—1891 indeholder fra hans Haand 2 Artikler, om Se lvtægt og om Separa t i on og Ski l smi sse , hvori han ud fra de af Retshjælpen gjorte Erfaringer slog til Lyd for en Reform af Lovgivningen paa disse Om- raader. Desværre var Tiderne dengang ikke egnede til at vinde Øre hos rette Vedkommende for For­ slag fra den Side, som repræsenterede den Ubemidledes

Andre Opgaver.

Interesser, og det store og værdifulde Arbejde forblev uden Resultat; men det viste dog, at Retshjælpen, naar dens Medarbejdere yder Bestyrelsen deres Medvirk­ ning, paa de Felter, som berøres af Virksomheden, vil være i Stand til at give fyldige Oplysninger om Love­ nes Virkemaade.

St. Pederstræde Nr. 1!).

Med mere Held har Retshjælpen, saa tidt Anledning gaves, søgt gennem Indankning af Øvrighedsafgørelser tor højere Myndighed eller Appel af Domme at give Stødet til Ændringer i herskende Praksis, hvor denne maatte^ synes urigtig og stridende mod Retshjælpens Klientels Bedste. Blandt de nedenfor til Belysning af

Virksomheden optagne Meddelelser, vil ogsaa findes Eks­ empler herpaa. Og skønt de aarlige Indberetninger fra de Raadgivende, efterhaanden som de Medvirkendes Tal blev større, og der fandt hyppigere Forandringer Sted, er bortfaldne, har man, navnlig gennem Drøftelser paa Fællesmøder, søgt at paapege de Brøst, som Lovgivningen indeholder, og det vilde være ønskeligt, om kommende Bestyrelser, nu da Tiderne synes gunstigere for Reformer, og Retshjælpens økonomiske Forhold og Arbejdsvilkaar er betryggede ved den i Foraaret indtraadte Ordning, under samme eller andre Former vilde genoptage Over­ retssagfører Oskar Johansens ovennævnte fortjenstfulde Virksomhed. Selv uden Indberetninger søger Retshjælpen til eget Brug at magasinere sine Erfaringer. I sin Tid ud­ arbejdedes af et Bestyrelsesmedlem, nuværende Herreds­ foged Th. Juhl , en fortrinlig Vejledning i Behand­ lingen af Sager om Erhvervelse af Indfødsret, og i en i Retshjælpens Kontor skattet Visdomsbog har Kontor­ cheferne stadig samlet de Rets- og Øvrighedsafgørelser, der har Betydning for Retshjælpens Arbejde, Som Tegn paa den Tillid, Retshjælpen har erhver­ vet, ogsaa udenfor den egentlige Retshjælpvirksomhed, kan her nævnes, at Retshjælpens Bestyrelse i Aarenes Løb ret jævnlig af Parter i Voldgiftssager, navnlig i Arbejdsforhold, er anmodet om at udnævne en Op­ mand, naar Parterne ikke har kunnet enes om Valget af en saadan. Ved enkelte Lejligheder har Lovkoncipister under- haanden henvendt sig til Retshjælpen med Anmodning om Oplysninger til Brug ved Loves Udarbejdelse, og Retshjælpen har altid beredvillig stillet sit Materiale til Raadighed for ethvert alvorligt Arbejde for gennem Paavirkning af Lovgivningsmagten at skabe bedre Vil- kaar for den Ubemidlede. Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede, der hed^andre selv ve(3 Paabegyndelsen af sin Virksomhed maatte savne Byer og den Hjælp og Vejledning, som en ældre Institutions Er- Lande. farjng-ei* kan være, har, saa ofte Lejlighed gaves, overfor Retshjælps-

andre, der mere eller mindre paavirkede af den her­ værende Retshjælp paatænkte at oprette lignende In­ stitutioner her i Landet eller i Udlandet, ydet den Bi­ stand hertil, som den formaaede. I flere af Landets større Provinsbyer har man fulgt Eksemplet fra Hoved­ staden og oprettet »Retshjælp for Ubemidlede« ved fri­ villigt Arbejde af Jurister, saaledes i Aalborg, der i 1898, som den første Provinsby, fik en Retshjælp, og i Randers, Odense, Ribe, Lemvig m. fl. Ogsaa i Udlandet er Retshjælpen bleven benyttet som Forbillede. I Aaret 1894 aabnedes omtrent samtidig Retshjælp i Kristiania og i Wien, der begge støttede sig til Erfaringer, der var indhentede hos Studentersamfundets Retshjælp, hvis Organisation de nøje har fulgt. Senere har Retshjælpen haft Forespørgsler fra Studenterforeningen i Prag, fra Jurister i Bergen, Stockholm, Helsingfors, Lund m. fl. Byer, hvor der paatænktes oprettet Retshjælp for Ube­ midlede efter dansk Mønster, og Retshjælpen er traadt i Forbindelse med lignende Institutioner andre Steder, deriblandt »Off ice social« i Genéve. Ved International Law Association’s 20. Kongres i Glasgow 1901 holdt Mr. J. P. Coldstream (fhv. Præsident for den juridiske Forening i Edinburgh) en Konference om Spørgsmaalet »Pauper Litigation«, til hvilken han havde indsamlet Materiale fra de fleste Lande, ogsaa fra Danmark. Skønt det væsentligt var Spørgsmaalet om, hvilken Bistand det Offentlige i de forskellige Lande ydede Ubemidlede i kriminelle eller civile Retssager, der behandledes, omfattede Konferencen dog ogsaa Retshjælp i videre Forstand og omtalte blandt mange andre Stu­ dentersamfundets Retshjælp som en af de største private Institutioner, der var dannet til Hjælp for Ubemidlede i Retsanliggender. I Tyskland er Retshjælpsagen først sent kommen frem, men har taget des større Fart og er sat i System med al tænkelig tysk Grundighed. I 1904 udsendte Handels- og Indenrigsministeren en Kundgørelse til Re­ geringspræsidenterne, hvori det paalagdes dem hver især

Arbejdsorganisation eller hvilket politisk Parti de til­ hørte, eventuelt søge saadan Institution knyttet til be- staaende Arbejdsanvisningskontorer. Foranlediget herved opblomstrede i Løbet af ganske kort Tid en betydelig Retshjælpvirksomhed i tyske Byer, fremhjulpet af Øvrig­ hed og godgørende Selskaber, saaledes at man i Januar 1906 finder Anledning til at afholde en stor Kongres -i Magdeburg, til hvilken der var anmeldt Deltagelse fra 48 Byer, og hvor der blev dannet et tysk Retshjælps-For­ bund. Flere af disse Rechtsauskunftsstellen er udmærket organiserede. Studentersamfundets Retshjælp staar i fast Forbindelse med den i Liibeck i 1905 oprettede In­ stitution, der virker ganske efter de samme Principer og med samme Arbejdsmetode som Retshjælpen her, samt med en lignende Institution i Altona. Fra Amerika havde man i 1898 gennem Retshjælpens tidligere Medarbejder, Hr. W. Weima nn, daværende Kon­ sul i Chikago, modtaget Beretninger om et i 1888 oprettet »Bureau of Justice of Chicago«, med samme Fonnaal og Virkemaade som Retshjælpen. løvrigt kendtes intet til lignende Virksomheder i fjærnere Lande. Men en Aften i Sommeren 1907 sad der blandt de Raadsøgende i Rets­ hjælpen en ældre, værdigt udseende Herre, der taalmodigt ventede, til hans Tur kom. Han spurgte paa engelsk efter Formanden, men blev i dennes Fraværelse, da han sagde, han havde en Sag at forebringe, vist ind paa et Konsultationsværelse, hvor han, efter først at have fore­ givet at søge Raad, gav sig tilkende som Præsident for en Retshjælpinstitution i New-York. Det var Mr. Arthur von Briesen, en bekendt Advokat, der var in­ troduceret til Retshjælpen gennem den danske Konsul i New-York, men som til en Begyndelse havde foretrukket ved Selvsyn at gøre sig bekendt med den danske Søster- Institution. Af Hr. von Briesen, i hvem man under nogle Dages Samvær lærte en overordentlig elskværdig Kol­ lega at kende, fik man for første Gang Underretning om (len amerikanske Retshjælp »The Legal Aid Society« i New-York, der viste sig at have bestaaet siden 1876,

og arbejdede som en stor Sagfører for Ubemidlede med 6 Kontorer i Byens forskellige Kvarterer, alle indrettede paa at udføre alt Slags Sagførerarbejde. Af de Rets­ hjælpen tilstillede Aarsberetninger over denne Virk­ somhed fremgaar det, at Antallet af Sager er noget lig­ nende som Retshjælpens, ca. 30,000 aarlig. Endskønt Ledelsen udfører et stort og ulønnet Arbejde, andrager Institutionens aarlige Omkostninger, da Sagførerne og deres Assistance paa Kontorerne er lønnede, c. 40,000 Doli. aarlig (altsaa omtrent ligesaa meget som Retshjælpens Udgifter gennem 25 Aar), hvilket alt tilvejebringes ved frivillige Bidrag. Det vil ses, at Retshjælpvirksomheden, paa hvilket Omraade Stifterne af den danske Institution har været Foregangsmænd i Evropa, er i Udvikling rundt i Lan­ dene, og hvorledes end Virksomheden herhjemme vil udvikle sig, tør man sikkert gaa ud fra, at en Institution, der tager sig af den Ubemidledes Tarv i Retsanliggender, endnu i lange Tider vanskelig vil kunne undværes. Den Opgave, at afhjælpe den Ubemidledes Trang til vederlagsfri juridisk Bistand, som Studentersamfundet i 1885 besluttede at optage, er i Danmark nu i Principet anerkendt som et offentligt Anliggende. I den nye Lov om Rettens Pleje lindes nemlig en Bestemmelse om, at de Sagførere, der udenfor København og Frede­ riksberg er antagne til at udføre offentlige Sager, skal være pligtige til at bistaa Ubemidlede efter Henvisning fra Stedets Politimester ved Foretagelse af indledende Skridt i retslige Forhold. Naar en lignende Bestemmelse indtil videre ikke er truffen for Københavns og Frederiksbergs Vedkommende, skyldes det den i Motiverne fremdragne Omstændighed, at her vil i saadanne Forhold Bistand kunne erholdes lios Studentersamfundets Ret shjælp for Ubemidlede.

Meddelelser fra Virksomheden. Man havde ønsket i denne Beretning, der afslutter Retshjælpens 25 første Virkeaar, at referere en Del for Virksomheden typiske Tilfælde. Planen viste sig imidlertid vanskelig at realisere — af flere Grunde, af hvilke her blot skal nævnes, at det efter længere Tids Forløb i Reglen er umuligt paa Grundlag af det foreliggende Materiale, nemlig Journalerne, at gen­ fremstille de paagældende Sager, og at Hensynet til den Diskretion, som skyldes de Raadsøgende, ofte lægger Hindringer i Vejen. Selv om de efterfølgende Eksempler derfor er baade faa i Tal og af ret tilfældig Karakter, har man dog ment at burde optage dem i Forbindelse med et Par enkelte Bidrag fra de Raadsøgendes Lejr, som forefandtes i Chartequerne. Selvfølgelig er Navn og Stedangivelse forandrede. Et Adoptionstilfælde. Under en Brand paa Kongens Nytorv havde en Brandmand reddet en ung Pige, som havde været ansat i et Ismejeri i den nedbrændte Ejendom. Efter Branden kom Pigen nogle Gange paa Besøg i Brandmandens Fa­ milie. Hun fortalte, at hun ganske kort Tid før Branden havde faaet et Barn — en Dreng — med sin Forlovede, en Sadelmagersvend, hvis Navn hun nævnede. En Dag havde hun Barnet med og bad, om det maatte blive hos Brandmandens, medens hun gik nogle Ærinder. Dermed forsvandt Pigen og blev borte for bestandig.

Man søgte torgæves efter hende og ligeledes efter Sadelmagersvenden — og saa slog man sig til Ro. Barnet blev hos Brandmanden og hans Kone, hvis Ægteskab var barnløst, og da det havde naaet Konfirmationsalderen, tog Plejefaderen en Aften Drengen med op i Retshjælpen for at faa en Adoption i Stand. Skønt det efter saa lang Tids Forløb paa Forhaand maatte synes haabløst at søge efter Barnefaderen — om Barnemoderen og hendes Slægt savnedes enhver Oplys­ ning — gjorde Retshjælpen Forsøget. Der blev skrevet til Politimesteren i den sjællandske Jurisdiktion, hvor Barnefaderen i sin Tid havde arbejdet. Der var han ikke længere, men han havde dog meldt Flytning til en anden Jurisdiktion. Og efter Forespørgsel i denne, og i endnu et Par Jurisdiktioner, lykkedes det virkelig at tinde ham som Sadelmagermester i en By paa en af Øerne. Naturligvis gav han uden Indvending sit Samtykke, og efterat en Værge var bleven beskikket for Drengen i Anledning af Adoptionen, og Samtykke fra denne var erhvervet, gik Sagen i Orden. Det var morsomt at iagttage, med hvilken Interesse Drengen, der altid selv mødte i Retshjælpen sammen med Plejefaderen, fulgte Retshjælpens Jagt efter den Fader, som han aldrig havde set, og som aldrig havde bekymret sig om ham. En Separationssag. Som Type paa en saadan anføres følgende, i en tid­ ligere Aarsberetning refererede, Tilfælde: Det var en Kvinde paa henved de 30, der søgte Bi­ stand til at blive separeret fra sin Mand, som var Sko­ magersvend. Hun var saa forslidt, at hun saa ud, som kunde hun være halvt hundrede Aar. Nervøs og for­ skræmt var hun, saa det foer igennem hende, naar man talte til hende. Hun havde Plads som Opvartningskone hos en gammel Herre, der lønnede hende ret ordenlig. Fra om Morgenen til sent paa Aftenen var hun borte fra Hjemmet. Hendes 7-aarige Søn, det eneste Barn af

Ægteskabet, maatte hun til sin Bekymring Dagen igen­ nem overlade til Faderens fordærvelige Paavirkning. Manden var paa Grund af Drikfældighed bleven bortvist fra de Værksteder, hvor han havde søgt Arbejde. Det Reparationsarbejde, han kunde faa i Hjemmet, passede han ikke. Hvad han tjente derved, drak han op med sine Svirebrodre. Naar hun kom hjem fra Arbejde, fandt hun som oftest Stuen fuld af hans drukne og støjende Kammerater. Det var Mandens Morskab at forsøge at faa Drengen til at drikke Brændevin. Naar hun søgte at skaffe Ro tilveje, blev hun udskældt og pryglet af Manden og jaget paa Porten, saa hun maatte søge Tilflugt hos Naboerne. Tre Gange i Løbet af et halvt Aar havde hun maattet flytte, fordi Husværterne ikke vilde tinde sig i de Spektakler, Manden anstillede. Selv betalte hun af sin Arbejdsfortjeneste Huslejen og sørgede baade for Mandens og Barnets Underhold. Hun havde intet imod at blive ved hermed, naar blot Manden vilde lade hende have Fred og ikke trække sine Svirebødre hjem i Huset. Den stadige Uro og Ængstelse havde rystet hendes Helbred, saa hun frygtede at blive ude af Stand til at passe sit Arbejde. Manden viste sig uvillig til sammen med hende at søge Separation. Han fandt sig veltilfreds med Husordningen. — Hun opnaaede Separa­ tion og beholdt Barnet. Et gammelt Ægtepar, højt oppe i 70’erne, henvendte sig en Aften i Retshjælpen og forklarede, at de vilde søge om Separationsbevilling. De fortalte grædende, at de var »de bedste Venner af Verden«, men at Manden var bleven syg og ganske uarbejdsdygtig og nødvendigvis maatte indlægges i et Hospital eller en Stiftelse; Hustruen kunde heller intet fortjene, og der var derfor ingen anden Udvej end Fattigvæsenet. Imidlertid var der lovet Manden Plads i »Almindeligt Hospital«, hvor han jo vilde faa det En Separationssag uden »Gemytternes Uoverensstemmelse«.

godt, og naar de nu blev separerede, kunde Hustruen desuagtet opnaa Alderdomsunderstøttelse, og de vilde altsaa derved begge to blive hjulpne. Retshjælpen skrev et Andragende, hvori det frem­ hævedes, at de var enige om, at det var til deres fælles Bedste at faa Separation, og — saavidt vides — blev Separationen kort efter bevilget. En anden Separationssag. En Hustru ønskede Separation under Forhold, der gjorde dette hendes Ønske i høj Grad berettiget, men kendte ikke Mandens Opholdssted. Efter nogen Søgen blev dette fundet; men næppe havde Manden modtaget Tilsigelse om Møde til Mægling, før han atter forsvandt, og Retshjælpen modtog derfor Papirerne tilbage fra ved­ kommende Myndighed. Hustruen, som derefter blev til­ sagt, vidste ikke, hvorledes hun paany skulde tinde Manden, og foreviste ganske modløs en Billet, hun havde modtaget fra ham, saalydende: »Naa lille Gertrud Fuglen var nok fløjet nu maa Du jo se at fange den igen (Ha Ha Ha)«. Det viste sig imidlertid at være en for tidlig Triumf. Ved Hjælp af Poststemplet fandt man Spottefuglens nye Adresse, og Billetten, som fra nu af fulgte Sagens Pa­ pirer, opildnede aabenbart vedkommende Autoriteter, saa at det, trods stadige Vanskeligheder fra Mandens Side, lykkedes at føre Sagen til en forholdsvis hurtig A f­ slutning. En Tyendesag. En Stuepige var bleven fæstet af Ejeren af et 1ste Klasses Hotel i København, bl. a. paa Vilkaar, at hun skulde have Kost og Logis. Da hun mødte til aftalt Tid for at tiltræde Pladsen, erfarede hun, at Logisforholdene i Hotellet var saadanne, at der skulde ligge to Tyender i hver Seng, og at hun derfor skulde dele Seng med en