545162105

F R E D E R I K J E N S E N Viser udmærket og serverede sine Vittigheder fortræffeligt, tog den atter fejl, han afleverede ikke, og han serverede ikke, han sang og han talte — som det skulde gøres. Hvis man deraf vil slutte, at han var fuldt færdig den Gang, er det ogsaa en Fejltagelse. Mozart komponerede og spillede henrivende, da han var 5 Aar, meget bedre end mangen paa 10, men han gjorde det endnu bedre for hvert Aar, der gik. Hvis man kunde tænke sig Hr. Jensen fra 1886 spille sammen med »Frederik« nu, vilde maaske en og anden sige, at Hr. Jensen ikke var værdig at løse »Frederiks« Skotvinge, men man vilde dog vist indrømme, at det var rart for Nørre­ bros Teater, om Generalen nu havde et Par Stykker som Rekrutten fra den Gang i sin Hær. Alt kan være i Orden, og dog ikke saa godt som det kan blive. Da nylig en ung Skuespiller optraadte i en af Olaf Poulsens Glansroller, var Kritikken nær ved at sige, at han var lige saa god som Mesteren. Jeinini! Ja, alt var i Orden, alt var rigtigt, der manglede kun en ganske lille Ting: Geniet, Solen, det usigelige, det, der samtidigt varmer Hjertet og løber én koldt ned ad Ryggen. Solen, der var »bleg, men hæderlig« ved Fr. Jensens Debut, skinnede for hvert Aar smukkere og varmere over hans Sangkunst, Smilet, der var saa pænt, blev den herlige, homeriske Latter; det pæne Humør blev den store Jubel; det var et stort Kunststykke straks at gribe den rette Tone, det blev den store Kunst, der efterhaanden levede i hans Ord og Toner. 33