WeysesBiographie

118 Lejligheder. Som et lille Træk af hans Hjertelag i denne Henseende kunde det maaskee tjene, at da jeg en Dag besøgte ham, og hans Opvarterske, der tillige med sin Mand, som var Po rtner i Gaarden, passede ham, havde lukket mig op med sit Barn paa A rmen , spurgte han mig, om jeg havde lagt Mærke til den lille raske Dreng, hun havde. Da jeg h erp aa, ganske bevæget ved den In teresse, W . yttrede for B a rn e t, svarede Ja, vedblev han: »De gaaer tidt her og dangier med det Barn og kan ikke faae det til R o ; saa tager jeg det paa Armen, sætter mig med det derhenne i Lænestolen, lægger dets Hoved op til mig, og saa sover det strax.« I A aret 1820 gjorde han Bekjendtskab med senere Pasto r Schaumburg-Müller, der i 1826 kom i Huset til ham som hans Plejesøn. W . vilde gjerne adoptere ham og give ham sit Navn, men det vilde den unge Mand ikke gaae ind paa, fordi det stred baade mod hans egen og hans endnu levende Forældres Følelse. Dette gjorde imidlertid ingen Forandring i Forholdet mellem dem, der vedblev at være som mellem Fader og Søn. Hvor kjærligt han tog sig af Sch. Müller, ligesom af de andre unge Mennesker, der boede hos ham, vise flere Breve til hans Plejesøn, hvori han udtaler sig om disse Forhold. Sch. Müller blev nemlig Stiftscantor til Vallø 1839, og Forbindelsen mellem dem vedligeholdtes med stor Trofasthed ved B rev-