WeysesBiographie

192 Du var, mens femti Aar forgik, I dette Sprog vor Læ rer og vor Leder; Dit Hjerte var dets Grammatik, Og Orglet var dit mægtige Catheder: Og hvad du lærte, sank ej goldt til Jord, F ra Folkets Bryst det tusindfold gjenklinger, Og gjennem dine egne Toners Chor ' Dit Navn sig over Tidens Bølge svinger! IV. Mel. Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden. Der er et Land — dets Kreds er vid som Jorden, Og fra dets Grændser flygte Sorg og Savn: Det favner Syd — det fatter højt om Norden; Og T o n e l a n d e t er dets favre Navn. I sølvblaa Hav et lyst, et lifligt Eden, Med tæ tte Hegn, hvor Nattergale slaae — Melodisk mild, liig Røst af Kjærligheden, E n Sommerluftning vugger Blad og Straa. Der er hans Hjem, — der fik han Borg og Fæste, Der blev han Mand, der kvad han stæ rk og fri; Der hug han ind sit Navn iblandt de bedste P a a højen Fjeld, Udødeligheds Sti. Ud fra hans Stræng der gik en mægtig Psalme; Det skjalv i Lilliens Kalk, i Rosens Stok ; Men dybt og stæ rkt sig rørte Fredens Palme Og bøjed’ ømt sin Krone mod hans Lok. Poul Rytter.