WeysesBiographie

197 Q v i n t e t .

Dyrebart er os dit Minde, Danmarks Møer dig Krandse binde, Du var ømme Hjerters Tolk. Højt din Lyra Sjælen svinger. Andagts Vinger Din Begejstring gav dit Folk. Munterheden selv du skjænkte Adel ved din Toneleg; Men da hen du Harpen hængte, D a blev Glædens Rose bleg. Q v a r t e t . Weyse! tidt, n aar Vaarens Morgenrøde Bredes over Græs og Blomster ud, Smile skal din Aand til os fra Gud, Mens vort Øre Lærkens Toner møde. Og n aar høstligt Maanens blege Lue Spreder Vemod over Skov og Vang, Skal igjen ved Nattergalesang Vi som Engel dig ved Harpen skue. Ch o r al. Ej Dødens Haand dig raned; Den Harmonie, du aned, Du nu først ret forstaa.er. Dig Engles Chor indvier Til hine Melodier Som jordisk Læben ej formaaer.