WeysesBiographie

63 W. accompagnerede ofte Julie til hendes dej­ lige Sang. I saadanne Øjeblikke følte han sig lyksalig, og naar de bleve ene, skjænkede hun ham de ømmeste Kys. Det var endnu ikke kom­ met til en egentlig E rklæ ring, og en egentligere synes heller ikke at være nødvendig. Imidlertid fattede W . dog den Beslutning aabent a t udtale sig for Ju lie, og han udførte det saaledes. Da han vidste som ivrig Romanlæser, at Elskerne gjerne vare Vidundere af Skjønhed, og Spejlet viste h am , at han desværre ej turde rose sig af et saadant Fo rtrin , men han dog troede, at dette var en meget vigtig Egenskab, var han nærved at fortvivle. Nu havde han truffet paa en Roman, hvori der var en E lsker i hans Stilling, der gjorde Pigen, han tilbad, et Spørgsmaal i samme Retning som d e n , hvori han ønskede at henvende sig til Julie. Han bringer hende da Bogen med de Ord: »Har De læst denne Bog?« — Nej! — »Der er noget Skjønt i den; see kun her.« Han slog Bo­ gen op ju st der, hvor det paagjældende Sted stod; men pludselig bebrejdede han sig Ubeskedenhed, slaaer Bogen til og vil gaae. Julie, der havde faaet Tid til at mærke sig Stedet og havde stor Lyst til at see efter i Bogen, holdt ham tilbage og bad om den; hun fik den. Nogle Dage efter overleverede hun ham Bogen med de Ord: »Her er Svar!« Spørgsmaalet, Elskeren i Romanen gjorde sin Pige, var: om hun elskede ham , om