WeysesBiographie

var sig bevidst, behøvede at liste sig bort, og da han vidste, at Julie med Familie næste Dag vilde komme i Selskab hos Professor Moldenhawers, tvang han, saa at sige, Fruen til ogsaa at invitere ham. Man kom, satte sig tilbords, W. og K ra ­ mer ved den ene Bordende, Julie og Henriette ved den anden, og Forstillelsen fejrede sin Triumph. Baade Julie og W. vare saa interessante, a t det hele Selskab beundrede deres Elskværdighed. Men i deres Indre saae det kun sørgeligt ud! og de skiltes meget forstemte. En Dag havde Julie faaet at vide, at W . var hos Pastor Mantheys, og op ad Dagen kom hun der og blev af den gamle Fru Manthey modtaget med det Udraab: »Gud skee Lov! vi seer dig. Naa, Børn, nu skal I spille og synge«. Man satte sig til G a v e re t, og det gik som det bedst kunde. Med friske Farver stode a tter de mange lykkelige Timer, Weyse havde henlevet i dette Forhold, malede for hans E rin ­ dring. A t der for Julies Sjæl stode de samme Billeder, er ikke at betvivle. Han følte atter den gamle Kjærlighed oplue i sit Hjerte og besluttede, hellere at overskjære Knuden, end at den ved at strammes mere skulde springe af sig selv. Julie havde saa tidt draget ham til sig og atter stødt ham bort. Han besluttede nu ved, om muligt, aldrig at see hende mere, at dæmpe Flammen, hvis han ej kunde slukke den. A t dette ikke 69