HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

110

RUDOLF NIELSEN genstunden, udtalte de til min far forundring over, at vognen ikke stod, hvor de havde efterladt den. Nogen måtte have været på spil, men min far røbede ikke, at det var ham. Som supplement til den medbragte nattemad havde min far kaffe på en lille feltflaskelignende dunk med prop i. Han havde nøgle til en af de små døre i Børsens langfacade. Her kunne han gå ind og varme kaffen. Varmegiverens art kender jeg ikke - mon det kan have været gas? På dagvagterne havde han et helt andet tilflugtssted for et kort op­ hold. Det var i Tøjhusgade, - hvor den ene af de onkler, der var ansat i kongens staldetat, havde tjenestebolig. Min far udtrykte ofte sin store forundring over, at denne udskejelse, der forekom næsten daglig, aldrig nogensinde blev opdaget af inspektionsbetjentene - endda der også var civile inspicerende, som ikke røbedes af nogen uniform. Sagen var jo den, at en eventuel forladen af posten altid var for­ bundet med fare for at blive opdaget af en opdukkende inspektions­ betjent, som i værste fald afleverede notits på stationen om fraværel­ sen. Betjenten gav naturligvis altid en eller anden forklaring (han havde været på toilet e. lign.), selv om det var en »søforklaring«. Min fars indgående kendskab til postens smuthuller gav mange mu­ ligheder for at forsvinde lidt, f.eks . i en af beværtningerne, hos bro­ vagten - eller hvad ved jeg. I madam Hansens beværtning var han meget velkommen til et hastigt besøg med en pandekage og en kop kaffe som traktement. Her skal tilføjes, at min mor og jeg (der var enebarn) lejlighedsvis tog som en udflugt at besøge min far på posten, og jeg husker, at vi ved i hvert fald een lejlighed var med min far inde hos madam Hansen og få pandekager. Min fars mangeårige patrouillering omkring Børsen gjorde ham til en kendt mand på stedet, også fordi han var en markant person med sit fuldskæg og hele kraftige apparition. Og selvfølgelig - han kendte alle de fremstående samfundsborgere, der havde deres gang omkring dette centrum for finans og handel. Sådan var han på »hil­ sen« med Tietgen og Heide. Det gjaldt ikke mindst den sidste. Ham fik han en lille passiar med en gang imellem, og en dag spurgte han, om det var muligt for direk­ tøren (der også var i bestyrelsen for sporvejsselskabet - måske direk