HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

13

at sikre, at alle islandske havne blev besøgt, bestemtes det, at hvert købmandsskib kun måtte drive handel i en havn. Hvis en købmand forsøgte at drive en anden bort fra havnen, skulle han betale dobbelt afgift til kongen. Hermed ville man prøve at forhindre de stadige kampe købmændene imellem, der var til skade for alle.22 12 tyske købmænd lovede ved denne lejlighed, at de ville overholde altings­ dommen til trods for, at den betød beslaglæggelse af deres fiskerbåde og som helhed en indskrænkning i deres handelsfrihed på Island. Det var for dem vigtigere at få lov til at fortsætte handelen, og desuden har de formentlig regnet med, at så snart den danske høvedsmand tog hjem for vinteren, kunne de alligevel gøre, som de selv ville. De kunne også her regne med støtte fra i hvert fald nogle islændinge. Selve lagmanden for sønden og østen på Island, Erlendur J>orvardsson sender den 27. juli 1547 hamborgerne i HafnarfjorSur en kopi af al­ tingsdommen fra 1545, men han lover dem samtidig, at han vil hjælpe de hamborgere, der bliver på Island om vinteren, også for retten, hvis tyskerne til gengæld vil hjælpe hans folk.23 Christian I I I søgte i københavnernes lensbrev at gøre administra­ tionen på Island mere effektiv ved at kræve af dem, at de sendte en mand til øen. Han skulle blive deroppe både sommer og vinter for at føre tilsyn med, at loven overholdtes.24 Det kan iøvrigt ikke konstateres, at kongen har givet københavnerne andre direktiver for den politik, han ønskede gennemført på Island. Tværtimod synes han at have givet dem helt frie hænder til at ad­ ministrere øen på den måde, de fandt bedst, idet han samtidig gav dem meget gunstige betingelser for at drive handel. De kunne handle helt frit på Island uden at skulle betale told til kongen, og den afgift, han krævede af dem, må betragtes som meget rimelig. Da lenet i 1553 overgik til at være et regnskabslen, aflagdes regnskab for indtægterne af Island, der lå betydeligt over de 1000 mark lybsk.25 Da københavnerne fik Island i forlening, var der to vanskelige problemer, der krævede en løsning. Det første var den omtalte udenlandske handelsdominans på øen, det andet var islændingenes modstand mod at opgive katolicismen. I 1538 havde den kongelige lensmand på Island, Claus van Merwitz forelagt det islandske alting den i Danmark vedtagne kirkeordinans om reformationen med krav fra den danske konge om, at den også skulle gennemføres på