HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

1 9

1550. Den altingsdom, der giver Laurids Mule medhold, findes i en samtidig afskrift i Rigsarkivet samt i en plattysk og en islandsk afskrift i Staatsarchiv Hamburg.42 12 navngivne mænd, udpeget af lagman­ den for det sydøstlige Island, Erlendur porvardsson, er sat til at dømme om den klage, som hamborgerne og lybækkerne har indgivet mod Laurids Mule for uretmæssigt at have beslaglagt deres gods. De afgiver den dom, at eftersom tyskerne ikke har overholdt Pinings- dommens bestemmelser og taget kongens og københavnernes stokfisk, skal det beslaglagte gods tilfalde kongen. Den anden altingsdom fra samme dag kendes i original i Staats­ archiv Hamburg43 samt i en afskrift i Rigsarkivet.44 24 islændinge udpeget af begge lagmænd på Island - 9 af dem er gengangere fra den første dom - dømmer, at tyskerne har handlet med fred, og der­ for skal have det gods igen, som de har mistet. Det bestemmes desuden, at alle tyskere, danskere og englændere skal afholde sig fra vinter­ ophold på Island, og at de ikke må sende skibe og mænd på fiskeri. Islændinge kan modtage udlændingenes gods i forvaring, dog må de ikke sælge det dyrere om vinteren end om sommeren. Disse to domme viser meget tydeligt, at det for islændingene sådan set var ligegyldigt, hvem der fik ejendomsretten over det beslaglagte gods. For dem var det hovedsagen, at forsyningerne til landet opret­ holdtes og, som den sidstnævnte altingsdom antyder det, var det i deres interesse, at så mange som muligt konkurrerede om markedet, så priserne derved holdtes nede. Det var ikke til fordel for islændingene, at danskerne havde særrettigheder på Island, for så var de alene om at udnytte markedet om vinteren, hvor varemanglen naturligt førte til højere priser. Så snart Christian I II blev vidende om, at hamborgerne ved magt­ anvendelse havde sikret sig, hvad de mente var deres ret på Island, klagede han til Hamborgs borgmestre og råd og krævede erstatning for det, der var blevet frataget ham og hans undersåtter og truede med repressalier, hvis hamborgerne ikke ville gå med hertil.4“ Da hamborgerne i deres svar kastede hele skylden for ufreden på Laurids Mule og hans folk, indkaldte kongen den 1. december et svar på disse beskyldninger fra Københavns magistrat. Københavnerne gav da kon­ gen en lang beskrivelse af, hvorledes forholdet havde været mellem dem og tyskerne i den periode, de havde haft øen i forlening. I følge