HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

22 B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU tilhørte kongen. De anmodede Johan Friis om at sørge for, at der i stedet for Laurids Mule sendtes en tro og forstandig mand til Island, der kunne berette for kongen, hvilken uret og falskhed, der havde rå­ det på Island, siden den københavnske foged var kommet dertil,53 De ses dog aldrig at have fået noget svar på denne anklage. Det var ikke københavnerne, men storbonden DaSi GuSmundsson, der havde held til at fange Jon Arason og hans sønner og føre dem til sin gård Snoksdal, hvor der den 23. oktober 1550 under ledelse af lag­ manden for norden og vesten på Island, Ormr Sturluson afsagdes dom, at de retteligt var taget til fange, og at deres sag skulle til be­ handling på det førstkommende alting. I mellemtiden skulle under­ fogeden Christian Skriver holde dem i forvaring. Uden at afvente al­ tingsdommen lod Christian Skriver imidlertid bisp Jon og hans søn­ ner halshugge i deres fangenskab den 7. november 1550. Der findes to breve indeholdende de klagepunkter, han har fremført mod dem til forsvar for sin handling, og heri fremhæver han, at selv om de nu var taget til fange, var alle stadig bange for dem, for de havde svoret, at så snart de igen slap fri, ville de sørge for, at alle danskere blev for­ drevet fra øen. Dette løfte havde de også givet de hamborgske køb­ mænd. Christian Skriver anklagede dem desuden for at have modarbej­ det den sande religion, for at have tilfangetaget biskop Marteinn, for at have unddraget kongen hans retmæssige indtægter og for at have kuet lagmændene, så de ikke turde tale sandhed.54 Der er næppe nogen tvivl om, at Christian Skriver var alt for bange for konsekvenserne i det øjeblik hans fanger ved deres mange tilhængeres hjælp slap fri, til at han har turdet andet end at aflive dem, mens han havde mulighed for det. Om der har været hold i hans og kongens påstande om, at hamborgerne og Jon Arason skulle have samarbejdet, er der ingen beviser for. De havde ikke fælles religiøst tilhørsforhold, da byen Hamborg allerede i slutningen af i52o ’rne var vundet for reforma­ tionen, men på den anden side var københavnerne deres fælles mod­ standere på Island, og en forbindelse mellem de to parter havde allerede i mange år været til stede, derved at hamborgerne importerede store mængder svovl netop fra den del af Island, som Holarbispen kontrollerede.55 Forhandlingerne mellem repræsentanter for Hamborgs råd og den danske konge om en ordning af handelsforholdene på Island fandt

Made with