HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

2 3

som ovenfor omtalt sted i Flensborg i marts-april 1 5 5 1 . For indholdet af disse forhandlinger er vi så heldigt stillede, at referater af mødets forløb er bevaret både i en dansk og en hamborgsk redaktion. I Staatsarchiv Hamburg findes et papirshæfte på 23 foliosider med påtegningen »Relation Island 15 5 1« .56 Dette er efter alt at dømme de hamborgske gesandter i Flensborgs beretning til rådet i Hamborg. I Rigsarkivet findes et papirshæfte med notater, der helt klart stam­ mer fra det samme møde. Der er ikke her tale om en sammenhæn­ gende beretning som de hamborgske gesandters, men om en kort­ fattet nedskrivning af de to parters argumenter, sandsynligvis af en af mødets danske deltagere.57 At hamborgerne anså dette for at være et vigtigt møde fremgår af, at byens borgmestre Peter von Schinkel og Dethmar Kohi var de to af byens fire forhandlere. For den danske konge mødte blandt andre lederen af det tyske kancelli Anders Barby og statholderen i her­ tugdømmerne Breide Rantzau. Hovedproblemet ved disse forhand­ linger var, om københavnerne alene skulle have ret til vinterliggeri på Island. Hamborgerne fremførte, at alle stridigheder på Island i de seneste år var opstået derved, at københavnerne formodedes at have ret til at opholde sig på Island om vinteren, mens det var udlændinge forbudt. Hamborgerne var villige til at rette sig efter forbudet, der var blevet indført for at beskytte den indfødte befolkning, hvis det også kom til at omfatte danskerne. De henholdt sig til den anden altings­ dom fra 30. juni 1550, der havde betegnet danskerne som udlændinge på linie med dem selv og til, at Danmark og Norge stadig var to ad­ skilte riger, hvorfor en sådan betragtningsmåde også var helt logisk. Hvis danskerne blev særligt privilegerede på Island, ville det være til stor skade for tredje part. Den danske chefforhandler Anders Barby svarede hertil, at københavnerne ikke var at betragte som udlændinge på Island, da de to riger Danmark og Norge var blevet forenede i Christian I ’s tid;58 det var kongens pligt at beskytte sine undersåtters privilegier, og han havde derfor ikke i sinde at fratage københavnerne deres ret til vinterliggeri. Han ville også akceptere hamborgernes pri­ vilegier, hvis de havde nogle at fremlægge, og her rørtes der ved et ømt punkt hos hamborgerne, for som ovenfor omtalt havde tyskerne aldrig fået et brev på deres ret til at handle på Island.09 Gesandterne mente dog, det måtte berettige til de samme vilkår på Island som