HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

2 7

nordlige Island, på den ene side og fra Otte Stigsen på den anden side.71 De to førstes oppebørsler kan identificeres som stammende fra Holar domkirke og nærliggende klostre,72 mens det ikke har været muligt at konstatere, hvorfra Otte Stigsens regnskab for 38 daler og 6 skilling stammer. Da københavnerne har været villige til at betale deres lensafgift til kongen den 17. november 15 5 1, må det formodes, at de kongelige indtægter af øen, som Otte Stigsen blev beordret til at opkræve i sommeren 15 5 1, er overgivet til københavnerne, der så til gengæld har betalt deres årsafgift. Dette sandsynliggøres af, at Eggert Hannesson, den underfoged, som Otte Stigsen indsatte som sin stedfortræder, da han drog tilbage til Danmark, i sit regnskab over de kongelige indtægter af Island dækkende perioden fra altinget 15 5 1 til 24. juni 1552 anfører, at han gør regnskab på Københavns borg­ mestre og råds vegne. I den sidste del af regnskabet er der omtale af en del tysk gods, som Eggert Hannesson på Laurids Mules og en an­ den københavnsk rådmand Frans Jepsøns befaling har sendt til Vest- mannaeyjar; dette kunne tyde på, at københavnerne ikke har rettet sig efter Flensborgoverenskomstens ordlyd, men har beholdt det tyske gods i stedet for at udlevere det til tyskerne.7'5Dette kom også frem, da Christian I II i september 15 5 1 klagede til hamborgerne over, at de endnu ikke havde udbetalt den lovede erstatning til københavnerne, men kongen ville ikke akceptere denne undskyldning, da det havde vist sig, at hamborgerne i sommeren 1550 havde taget mere end der rettelig tilkom dem. Da der ikke senere er fundet flere klageskrivelser i denne sag, må det formodes, at hamborgerne har betalt, hvad de skyldte københavnerne.74 Christian Skriver, københavnernes ombudsmand på Island siden 1547, har ført sine regnskaber over de kongelige indtægter af Island frem til foråret 15 5 1, men inden de danske orlogsskibe nåede Island, var han blevet dræbt af Jon Arasons tilhængere som hævnakt for hans henrettelse af biskoppen og hans sønner. Da Poul Huitfeldt i 1552 kom til Island, var det i følge hans instruks en af hans vigtigste opga­ ver at tilfangetage disse nordlændinge, der havde dræbt københaver­ nes underfoged, og han havde fået to roder landsknægte med hage­ bøsser med til at støtte ham.70 Det understreges her endnu engang, at administrationen af lenet var frataget københavnerne, som ikke kunne