HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

2 9

som grundlag for sin kamp mod deres vinterliggeri på Island. Hvor svært det alligevel var at håndhæve dette forbud, ses af, at der i Eggert Hannessons regnskab for 1552-53 optræder to tyskere, der har betalt en ekstra told til kongen for at måtte blive på øen vinteren over.80 Københavns borgmestre og råd havde Vestmannaeyjar i forlening på afgift til april 1558, hvor Christian I II overdrog lenet til den københavnske købmand Simon Surbek på regnskab.81 Herefter blev hele Island som regnskabslen styret af fogeder direkte udnævnt af den danske konge og underlagt hans umiddelbare kontrol. I årene 155 1-55 sendte Christian I I I hvert år et eller flere orlogs­ skibe til Island, og det lykkedes ham i disse år at få konsolideret sit herredømme over øen. Lensmændene, der var trænede hærfolk, fik til opgave at kontrollere, om alle lagmænd og sysselmænd var kongen tro og i tvivlstilfælde at udskifte dem med andre, og de fik ordre til at få nedskrevet en jordebog over alt kongeligt gods på Island om­ fattende også det gejstlige gods, der var tilfaldet ham efter at reforma­ tionen var blevet gennemført. Til superintendent i Holar udpegede kongen Olafr Hjaltason,82 der i lighed med Skalholtbispen Marteinn Einarsson fik undervisning i den rette lære hos Sjællands biskop Peder Palladius. Der er i disse år ingen omtale af sammenstød mellem den danske foged på Island og de udenlandske købmænd. Disse har som islændingene anerkendt kongens magt, tydeliggjort ved hans orlogs­ skibe, og formodentlig derfor ikke vovet sig ud over det, overenskom­ sten fra 15 5 1 havde givet dem ret til. Det var hermed lykkedes Chri­ stian I I I at standse hanseaternes, især hamborgernes handelsekspan­ sion på Island, der havde været en trussel mod den danske konges herredømme over øen. På hvilken måde spillede københavnernes forlening med Island ind i denne sammenhæng? Der er ingen tvivl om, at Christian I I I selv betragtede det eksperi­ ment, det havde været, at lade Københavns magistrat overtage admi­ nistrationen af Island og dermed overlade det til det frie initiativ at løse Islands handelsmæssige problem, som en fiasko. Det er imidler­ tid sandsynligt, at det netop var københavnerne, der tvang kongen til at indse, at han nu måtte gøre noget virkningsfuldt for at sikre sit herredømme over øen. Københavnerne viste sig at være meget nid­ kære i deres administration, idet de krævede, at de regler, der var