591167588

2?

Barn, der kaldtes frem til hende og med et kejtet Buk eller en mislykket Nejen stod blændet af al den Glans og Herlighed, som her oplodes for det; og Dronningen ledsagede Gaven med venlige Ord, spurgte til Moder eller Fader derhjemme, til store Broder eller Søster, som før havde gaaet i Asylet — hun kendte dem jo allesammen og holdt af dem. Saa deltes der ud af Julekager, Pebernødder og Frugt — Legen kom i Gang, og der var en Jubel uden Ende! En saadan Fest tegnede sig i Børnenes Erindring som et dejligt Eventyr, de som voksne drømte sig tilbage til, naar de ved Julefesterne for deres egne smaa sang: Hvor er det sødt at mindes vor Bardoms Julefest! Den var vor anden Moders Julegave! Thi naar hos Danmarks Dronning vi buden var til Gæst, Stod aaben os Paradisets Have. (Chr. H. Thurah.) Ja, de lykkelige Barndomsaar i Asylet blev rige paa gode og lyse Minder for hele Livet. Og naar saa Aldersgrænsen blev naaet, da Skolen kaldte, saa forlod de smaa det venlige Fristed med en vis Vemod, skønt Livet jo vinkede til Deltagelse i de store Pigers og Drenges Færd paa »Møllen.« De forlod Asylet med Fortrøstning til, at de allerede havde lært meget: Bogstaver og Tal kunde de skrive og læse; de smaa Hænder havde faaet Greb paa at udføre et nyttigt Arbejde; »Fader vor«, Morgen- og Aften­ bøn var lært sammen med mange smukke og muntre Sange, der efterhaanden genlød i Hjemmene og spredte Liv og Glæde inden disses Vægge. Og de smaa havde tillige lært, at der i Livet var meget at være glad og taknemmelig for, at ære og elske og noget at afsky og undgaa. Med Biblen under Armen lod man dem forlade Asylet, — kærlige Øjne vogtede dem endnu en Stund gennem Skoleaarene.