591167588

56 en smuk Taksigelse formet paa Vers for de lykkelige Dage i Asylet og Skolen, og faa Dage efter Festen modtog Dronningen en rørende Takskrivelse fra en tidligere Asylpige, der nu selv var en lykkelig Hustru og Moder, hvilket i en særlig Grad glæ­ dede den høje Stifterinde. For Børnene var nu indrettet en lille Eksamen, inden de forlod Asylet, saaledes at de for det meste paa dette Tidspunkt havde opnaaet Færdighed i at skrive og læse nogenlunde flydende. Asylmoderen havde tillige en sjælden Gave til at fortælle de smaa bibelske Historier; ogsaa Frk. E. Boisens Undervisning var meget vækkende for de smaa i denne Periode. Julefesten 1879 overværedes af Enkedronningen, og Pastor, Dr. Kalkar talte som i de senere Aar, hvilket var til særlig Glæde for Hds. Majestæt, da han var en af de faa, der nu var tilbage af den Kreds, som Prins Christian og Prinsesse Caroline Amalie samlede om sig under deres Ophold i Odense. Aaret 1880 bragte ingen særlige Forandringer i Asylets og Skolens Forhold, med Undtagelse af Frk. E. Boisens langvarige Sygdom, der medførte, at Asylmoderens Døtre deltog i Under­ visningen. Derimod tillod Enkedronningens Helbredstilstand hende ikke at overvære dette Aars Julefest, medens dog ingen anede, at det vilde blive den sidste Juleaften for den dyrebare Dronning. Den 4. Februar 1881 fandt det sidste Komitémøde Sted hos Hendes Majestæt, hvor Regnskabet for det forløbne Aar blev forelagt. Ved nogle Besparelser og Henlæggelse af Renter var den Asylet tilhørende lille Kapital bleven forøget til 11,400 Kr., hvilket i høj Grad glædede Enkedronningen. Den 9. Marts 1881 Kl. 9% Aften, omtrent 4 Uger efter det sidste Komitémøde, kaldte Vorherre Dronning Caroline Amalie »til et bedre Hjem«, en Betegnelse Hds. Majestæt ofte havde anvendt ved Tanken om sin forestaaende Død. Kun faa Dages Sygeleje medtog saaledes hendes Kræfter, at hun uden Smerter og uden Dødskamp udaandede. Dybt begrædt og savnet af mange, efter­ lod hun sig det smukkeste Minde hos alle, som kendte hende. Dog, hvem kunde, vel sørge dybere end de Damer, der udgjorde Asylkomiteen! De havde i særlig Grad været Vidne til den Hensovedes milde og elskelige Sindelag. Ogsaa Asylets værdige Forstanderinde, Fru Blichfeldt, havde altid hos Dronningen fundet Forstaaelse og oplivende Deltagelse