Lauritzrasmussen_1854-1929

12

For Lauritz Rasmussen blev den usædvanlig lange Van* dretid en lykkelig Forening af det straalende Eventyr og den haarde Virkelighed. Med aabne, friske Sanser optog han de brogede Indtryk i fjerne Lande, øgede sin faglige Uddannelse og fik sit Blik stadig mere opladt for det skønne i Kunsten, — alt det, der kom ham til Gode, da han skulde tage sin Manddomsgerning op. For ham blev Eventyret Sandhed, ogsaa derigennem, at han paa sin van* drende Færd mødte den purunge Pige, der trofast beva* rede Erindringen om ham og siden blev hans Ledsagerske gennem tredive Aar. Men det var ikke Eventyrglans alt? sammen. Rejsetiden bragte ham mange Vanskeligheder — og mere endnu: store Farer. Han overvandt dem. Hvilken Menneskekundskab, hvilket Kendskab til Verden vandt han ikke i disse unge Modtagelighedens Aarl Det hærdede, det staalsatte ham, dette Liv, bidrog vel ogsaa til at gøre ham stræng i sine Krav til andre. Baade det bløde og det meget stærke i hans Naturel sugede Næring af Vandre? aarenes Oplevelser. —Hin Majdag, da Afrejsen fra København fandt Sted, var der ombord i Postskibet tre danske Haandværkssvende, som i Forvejen kendte hinanden, og som alle agtede sig til Berlin: Lauritz Rasmussen, Guldsmedesvend Carl Kre? stensen (født i Nykøbing paa Falster og udlært hos J. B. Dalhoff) og en tredje, hvis Navn ikke er opbevaret i de Erindringer, Krestensen nedskrev og lod offentliggøre paa sine gamle Dage (»En dansk Haandværkssvends Oplevel? ser i Aarhundredets Midte«, af forhenværende Guldsmed Carl Krestensen. Tidsskriftet Museum 1893). Da de var kommet til Berlin, fik Lauritz Rasmussen Beskæftigelse paa Kleves Fabrik med at tildanne preussiske Pikkelhuer. Det var et vanskeligt og kedeligt Arbejde, men saa lærenem og ufortrøden som han var, fik han snart det rette Haandelag.