294526552

KØBENHAVNS RÅDHUSBIBUOTEK 01 . m å 'i

BLANDT STORBYENS MINDSTE

Festskrift i anledning af børneplejestationernes 40-årige beståen

Redigeret af P A S T O R W. W E S T E R G Å R D M A D S E N

K Ø B E N H A V N D E S A M V I R K E N D E M E N I G H E D S P L E J E R 1 9 4 8

KØBENHAV7J3

EBIE HTtlKER

KO

K.; /L'DBIBU.OTiKET

OUPLEX-TRYKKERIET (VED HARRY OLSEN. KØBENHAVN

De første dage i oktober 1908 var travle dage i Menighedsplejens historie. Seks børne­ plejestationer blev åbnede i månedens første dage. I de 40 år har tusinder af børn besøgt stationerne. I taknemmelighed over dette arbejde udsender vi det lille festskrift som en hilsen og tak til børneplejestationernes mange venner og til den lange række af menighedens damer, som har gjort et op­ ofrende og trofast arbejde.

500221

Pjece

■

.

-

■

i

Menigheden og børnene ved sekretær, pastor JV. Westergård Madsen.

Den kristne menighed regner med hornene. Den vurderer dem ikke hare efter, hvad de engang kan hlive: nyttige samfundsborgere, som er gået igennem opdragelsens og kundskabstilegnelsens skærsild, eller troende menighedsmedlemmer, som på en fornuftig og anstæn­ dig måde har lært at aflægge regnskab for deres tro. Menigheden vurderer hornene efter, hvad de er. Det er ikke noget, den har hittet på i det sidste århundrede under indtryk af borne- psykologiens rivende fremmarch. Med al respekt for denne psykolo­ gis store dygtighed og med ydmyg erkendelse af alt, hvad der er at lære der, kan den ikke frigøre sig fra sit indtryk af, at denne nye, dygtige psykologi har en del børnesygdomme at slås med og endnu knap nok har trådt sine børnesko og derfor ter sig lidt for voksent. Den psykologiske videnskab synes at være mindre ydmyg end de eksakte. I et sagligt og velvilligt opgor med hornepsykologien har stifts­ provst Grønbæk peget på, hvor nødvendigt det er, at børneopdrage- ren som arbejdsgrundlag har et etisk grundsyn på mennesket. Dette grundsyn er det ikke psykologiens sag at give. Den skal forske og vurdere det, der er, det, den finder på sin arbejdsmark. Grund­ synet er væsentlig et produkt af langt dybere liggende faktorer end dem, den psykologiske videnskab arbejder med. Menigheden har altså ikke lært sit grundlæggende syn på hor­ nene af det 20. århundredes psykologi. For den fandt allerede i Guds åbenbaring i Bibelen det kristne syn på hornene, som måtte hlive grundlæggende for dens vurdering af hornene og arbejde iblandt dem.

5

Som bekendt går der gennem det gamle testamente en frodig glæde over børnene, fjernt fra senere tiders ugudelige floskler om frivilligt moderskab og børnebegrænsning. Barnløslied er ikke en nem vej til et behageligt liv, for børn er „en arv fra Herren4 (salme 127, 3), en gave, som Gud skænker, og egenmægtigt at nægte at tage imod Guds gaver kan aldrig blive til velsignelse. Selve Guds fremtidsløfte til Israels folk er knyttet til barnet. Først er naturligvis forjættelsen til Adam og derefter til patriarkerne af­ hængig af, at slægten fortsættes, indtil velsignelsen for alle jordens slægter oprinder. Men også hvor løfterne tager form i direkte mes- sianske forjættelser, er det barnet, håbet er knyttet til; således i et af højdepunkterne i det gamle testamentes profetier om Messias, Jesajas Kap. 9. Midt i folkets politiske nød og mørke, hvor fjen­ derne samler sig omkring det prøvede folk og synes at gøre alle menneskelige forventninger forgæves, forkynder profeten gudsrigets frembrud. „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skul­ der skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld — Rådgiver.4 I dette barn, den ufødte, forventede Messias er alle Guds løfter samlet, mod dette barns fødsel stiler hele det gamle testa­ mente. Og så blev juleevangeliet skrevet, først af Gud selv i historien og siden nedskrevet til vor frelse: I dag er der født jer en frelser! ■— „Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.4 Gud bar ladet sin søn blive menneskebarn, i ham har han givet os sin frelse, og i ham har han lært sit folk at skønne ret om børnene og handle ret imod dem. Jesus lærte sine disciple om vilkårene i sit rige ved at stille dem over for et barn (Mattli. 18). På disciplenes spørgsmål om, hvem der er størst i Guds rige, svarede Jesus dem først, at for overhovedet at komme ind i riget, må man blive som et barn, det vil antagelig sige, at Guds rige åbnes kun for det barnesind, der er hjælpeløst nok til at kunne modtage. Og dernæst føjede han til, at det at være god ved et barn, er det krav, der stilles i dette rige, og at være det modsatte, udeluk­ ker af riget på skæbnesvanger måde. Luther siger om Mattli. 18:

6

„Jesus Kristus taler om sit riges opbygning. Hans rige er børnenes. Som ville ban sige: Sådan er jeg, og sådan er også alle mine kristne. Den, der ser barnet, ser mig, og den, der ser mig, ser min fader. Børnene er min bedste skat, de er min bolig, mit bus og lierberge, hvor jeg vil bo. — Verden er helt fuld af den herre Kristus. Derom drejer Kristi ord sig: Den, der modtager et barn i mit navn, modta­ ger mig. Den, der giver husly til sådant et barn, klæder, bespiser, lærer og opdrager det, ban modtager mig. Her ser jeg så mange kristne børn, som er min kære herres spejl og bolig, og ser jeg dem, ser jeg Kristus; rækker jeg dem et bæger koldt vand, så rækker jeg Kristus det; bespiser jeg dem, bespiser jeg Kristus; klæder jeg dem, klæder jeg Kristus. Hvor jeg ser mig omkring og finder kristne born, ser jeg Kristus, om jeg bare kunne tro det! Thi Kristus lyver visselig ikke for os, når ban siger: Den kristne kirke er der, hvor der er born, og hvor den ene tager sig af den anden.“ Fremdeles velsignede Jesus de små born (Mk. 10) til trods for, at det for hans nærmeste var uforståeligt og absolut tidsspilde, og han tilføjede ved samme lejlighed, at Guds rige var netop for sådanne born. Så meget tør man slutte af de to anførte steder, for det første, at i det rige, som Jesus Kristus bar grundlagt, er det forneinmeligst hor­ nene, der bar borgerret, her er det ikke de modne og udviklede, der bar mest at lære fra sig. Og for det andet, at i det rige bar han givet omsorgen for børnene en gudstjenestelig karakter. Det sidste giver al omsorg for born et vældigt perspektiv. En lærer, en borne- hjemsforstander, en børnehave- eller fritidshjemsleder, en læge eller anden medarbejder på en børneplejestation, en søndagsskole- lærer har fået den livsalige og foruroligende opgave at tage imod Jesus Kristus, hver gang han eller hun er god ved en af de små. Det kan sandelig give en respekt for det arbejde, man bar fået be­ troet. Og det kan måske nok give en og anden anledning til at over­ veje, om man drager omsorg for de små „for hans navns skyld4 eller blot, fordi man jo nu engang skal liave et job, og arbejdet blandt hornene kan have sine fordele fremfor andet arbejde.

7

Kristi rige er et børnerige. (Luther). Gud er stor nok til at be­ rede sig en lovsang af umyndiges og diendes mund, som det skete palmesøndag, da Jesus red ind i Jerusalem. De spædes pludren er ikke bare yndig musik for far og mor, også Gud finder bebag deri og betragter deres glæde over livet som en takkesang til livets lierre. Så vidt evangeliernes beretning. Hvad har nu menigheden fået ud af det? Den bar (og nu er det den danske lutherske folkekirke, vi taler om), for det første folt sig forpligtet til ved den hellige dåb at fore børnene ind i Guds rige. Der er i den forbindelse mange pro­ blemer, som lejligheden lier ikke tillader at komme nærmere ind på. Forudsætter barnedåben ikke, at det er kristne hjem, der lader børnene døbe, og kan vi regne med den forudsætning i dag? Kan kirken slå sig til ro med, at børnene senere i folkeskolen bliver stil­ let over for det kristne budskab, så at det derfor er forsvarligt at dobe børnene? Bør kirken selv i højere grad tage sig af de dobte børns kristelige undervisning? Disse og lignende spørgsmål er af den største rækkevidde, og ingen skal laste de folk, for hvem de er blevet afgørende. Men den kristne menighed bar bort Jesu ord om, at hans rige borer hornene til, og den ved, at indgangen i det rige hedder dåb, den nye fødsel ved vand og ånd; og derfor tror den, at den lierre, der handler i dåben, formår at skabe sig born også un­ der forhold, der ikke er, som de skulle være. Og dermed kommer vi til det andet. Netop de mulige ugunstige forhold, dobte born vokser op under, forpligter menigheden til både åndelig og legemlig omsorg for dem. Naturligvis måtte me­ nigheden også have været forpligtet, om forholdene havde været de gunstigst mulige, om de kristne hjem havde været i overvæl­ dende flertal, så de dobte børn voksede op med Guds ord og vilje for øje i deres hjem, omgivet af forældrenes forbon, fortrolige med den kristne kirkes sabneskat ved hjemmets andagter o. s. v., og om hornene i vort samfund levede under sådanne legemlige kår, at der alle vegne var de bedste muligheder i så henseende for et levende hjemliv. Men desværre er hverken det ene eller det andet kendsger­

8

ninger, som vi i dag har lov at regne med, og derfor er menighe­ dens ansvar for de barnedøbte så åbenbart. Børnene er ved dåben blevet indfort i det kristne fællesskab, vi er døbte til at være eet legeme, som det hedder i „det kristne kommunistiske manifest“ i 1. Kor. 12 ( Kjer Petersen), og i det fællesskab har hornene krav på at blive værnet ikke blot af far og mor, der lod dem dobe, men af alle døbte, menigheden. At deres forhold ikke blev gunstigere, skyl­ des sikkert mange faktorer, men en af faktorerne er, at menigheden ikke magtede at løse sin opgave over for børnene, som den skulle. En stor skare levende kristne ofrer tid og kræfter på at gore Guds nåde i dåben, levende for børnene. Det er en del af menigheds- børnehavernes opgave. Den opgave skulle de iøvrigt dele med alle andre børnehaver i vort land. En sækulariseret, verdsliggjort børne­ have er en uting, selv om man nøjes med at kalde den „neutral". Den engelske lyriker T. S. Eliot har i en på dansk nys udkommet bog peget på den krise, vort samfund i øjeblikket står i. Neutralitet kan kun være et overgangsfænomen og må med kortere eller læn­ gere frist forme sig i negativ eller positiv retning. Det vil sige, at vi staar i valget mellem en kristen og en hedensk kultur, et valg, hvori vi alle vil blive engagerede, og børnehaven og skolen får her et afgørende ord. Gennem søndagsskole, børnegudstjenester og kristelige børne- og ungdomsforeninger og konfirmandundervisning fortsætter menighe­ den sit arbejde for at bevare og opbygge kristenlivet i børnene. Det er en meget stor del af et københavnsk sogns befolkning, der på den måde kommer i berøring med menigheden. Ofte er det vel kun på gennemtræk, og resultaterne er ikke til at måle. Men ikke sjældent får man glimtvis dette arbejdes bevarende indflydelse at se. Til den forebyggende børneforsorg er det jo skik kun at regne det arbejde, der forebygger legemlig nød, og det er al ære værd, at der nu gen­ nem lovgivningen er skaffet dette arbejde så rimelige økonomiske kår, at ikke alle kræfter skal gå til i økonomiske spekulationer. Men det må meget beklages, at samfundet ikke har fået øje for, at for eks. det kristne børne- og ungdomsarbejde i lige så høj grad har en

9

„forebyggende“ , bevarende værdi: I besættelsestidens „underjordi- ske“ fællesskab traf man ofte på kammerater, som i sin tid havde været med i det kristne ungdomsarbejde. Nu var de efter eget ud­ sagn langt fra kirken, men som en sagde: Det er alligevel sådan, at den tid gav en en moralsk holdning, som man nødig ville undvære. Denne moralske holdning kan heller ikke samfundet undvære bos sine unge. Men det bar næppe været på tale, at stat og kommune ønskede at ligestille dette arbejde med den øvrige børneforsorg og afholde 70 pct. af udgifterne. Vi bar nu nærmet os den anden side af menighedens omsorg for de barnedøbte. Der er hidtil talt om menighedens arbejde for at bevare børnene som Guds børn. Af praktiske grunde bar vi endnu ikke omtalt den legemlige omsorg. Men det er kun teoretisk, de to sider falder i to afsnit. For menigheden er omsorgen for de barne­ døbte i lige grad legemlig og åndelig. Sådan har den lært det af sin mester, hvis liv var optaget af at hjælpe mennesker i deres nød og af at vise vej til Guds rige.*) 1 sin store katekisme har Luther nogle bemærkelsesværdige ord om dåbens betydning også for legemet. I dåben bar jeg fået det løfte, at jeg skal være salig både på sjæl og legeme. Derfor består dåben af vand og ord. Vandet kan legemet modtage, og ordet er for sjælen, og da nu begge, vand og ord, er een dåb, må også begge, sjæl og legeme, blive salige og leve evigt. For en almen-religiøs tro på sjæleudødelighed lyder disse ord sikkert meget massive, men for evangeliet er de ikke fremmede, for det regner med både sjæl og legeme som Guds gode gaver til os, og derved kommer dåbsfællesskabet til at omfatte os med hele vort menneskeliv. Med dette evangelie- og dåbssyn må meniglieden givetvis alle dage liave følt den egentlige børneforsorg som et kald, der ikke kunne overbøres. Allerede i det nye testamente finder vi en omsorg for forældreløse og andre nødlidende børn antydet, og siden bar kirken

*) jvf. W . Westergård Madsen: Din næste p. 48 ff.

10

aldrig ladet denne arbejdsgren ligge, hvad enten det var menighe­ den som sådan eller enkelte kristne, der havde initiativet. Rimeligt nok var det i første omgang den mest øjensynlige nød, man tog sig af. Børn, som havde mistet deres naturlige hjem, måtte i menigheden kunne finde et nyt hjem; hiltebørnshjem, hjem for forældreløse børn o. s. v. møder vi i den allerførste kristne tid. Men efterhånden stillede tiden større og større krav til den kristne kær­ lighed. Det ville være letsindigt at påstå, at kirken altid har mødt disse krav med lydighed, ofte var den sært ulydig. Alligevel er der ingen grund til ikke med glæde og taknemmelighed at notere, både at det kristne børneforsorgsarbejde liar fået et anseligt omfang, og at det i ikke få tilfælde har været af forbilledlig betydning for he­ le samfundets børneforsorg. Det vil forstås, at der ikke i denne korte artikel kan gives en blot tilnærmelsesvis fyldig oversigt over kirkens børnearbejde, så meget mere, som meget af dette arbejde vel ikke fremgik på initiativ af kirken som sådan, men blev påbegyndt af mennesker, som var hjer­ teligt knyttet til den kristne menighed, og som af det kristne evan­ gelium havde modtaget levende impulser til deres omsorg for de barnedøbte. For den danske kirkes vedkommende har det således stadig væ­ ret fra enkelte kristne, initiativet er udgået. Det er vist den arbejds­ måde, der passer vort folkesind bedst. Den omfattende, nu mere eller mindre offentlig kontrolerede og offentlig understøttede bør­ neforsorg bar haft den samme historie. Det var enkelte mennesker, der af kærlighed til deres medmennesker og i forståelse af børnenes nød tog sig af dem, kæmpede med små kår og store bekymringer i arbejdet, blev båret oppe af en brændende idealisme, der dækkede over de mangler, fattigdommen førte med sig. Og til sidst vandt kærligheden og idealismen anerkendelse, og de folk, der admini­ strerer samfundets midler, blev klare over, at penge, som på en for­ nuftig måde gives ud på børnene, aldrig er spildte penge, og at børnesagsarbejderen i høj grad er sin løn værd. Det private initiativ og de offentlige pengemidler kom i et frugtbart samarbejde, der

11

sikkert minder børnesagens pionerer om en lykkelig afslutning på en lang historie med mange trængsler. Men tilbage til kirkens arbejde! Den mangfoldighed, der dannes af enkelte kristnes indsats og større kirkelige kredses initiativ, kan vi kun glimtvis give et indtryk af, idet vi må nøjes med en omtale af et par arbejder, der ved deres omfang bar fået et bredere kirke­ ligt præg. Det er børneplejestationerne og menighedsbørnehaverne. Børneplejestationerne skal omtales, ikke bare fordi denne artikel er foranlediget af, at man liar ønsket at markere deres 40 årige beståen, men mere fordi de kan nævnes som et skoleeksempel på udviklingen af et socialt arbejde lier i landet. Ved deres oprettelse i 1908 var den uhyggelige spædbørnsdode- lighed i København genstand for megen sagkyndig drøftelse, men det var D. S. Mpl., der førte drøftelserne over på handlingens plan og begyndte dette velsignelsesrige arbejde. Kirken er ikke mere ene om arbejdet for de spæde børn. Rundt omkring i landet har kom­ muner og private foreninger oprettet børneplejestationer i lighed med de københavnske. Loven af 1937, der indførte sundhedsplejer­ skeordningen, var et betydningsfuldt skridt fremad. Ved lovens ved­ tagelse var man nået så vidt, at spædbornsdødeligheden var ned­ bragt til ca. 5 pct. mod 15,5 pct. ved århundredets begyndelse, og siden er den yderligere bragt ned med et par procent, så spæd­ bornsdødeligheden i København nu ligger omkring 3—4 pct. Det næste store skridt fremad var loven af 1946 om lægeundersøgelse af børn. Så har udviklingen altså været denne: 1) den foreliggende nod, 2) diskussionen blandt de sagkyndige og andre, som har øje for denne nod, 3) kirkens eller en anden privat instans’ handlekraft, 4) sagens udvikling i omfang og intensitet, 5) samfundets erkendelse af ansvar og samarbejde med det påbegyndte private initiativ. Heraf ses det, hvilken stor betydning det private initiativ har, idet det ikke blot sætter tingene i gang, men derved også er medska­ bende på den social-filantropiske lovgivning. Naturligvis bar borne- plejestationerne ikke provokeret lovene af 1937 og 1946; det kunne

12

Trillinger fra en børneplejestation

Tvillinger fra en borneplcjestation

T villinger fra en borneplejestation

13

måske med lige så stor ret hævdes, at de ved deres blotte arbejds­ indsats bar bemmet lovgivningens fart. Men børneplejestationerne bar sat en historisk udvikling i gang, der bar passeret de lo mile­ pæle, og på denne udviklingslinie må stationerne ses. Naturligvis kan der være noget beklemmende for det private initiativ ved at se sig trængt tilbage på en beskeden plads i et ar­ bejde, man bar ofret ideer og megen arbejdskraft på, fordi sam­ fundet med sine langt rigere økonomiske kilder overtager mere og mere af arbejdet. Men det er klart, at kirken ikke må opretholde et eneste arbejde blot som et mindesmærke over en fortids idé­ rigdom. For os må det dreje sig om, at arbejdet for mennesket får den størst mulige effektivitet, og er andres evner dertil større end vore, må vi øve os i at glæde os over, at arbejdet bliver gjort bedre, end vi kunne gøre det. I den forbindelse går det nok an at udtrykke håbet om, at sam­ fundet må finde de rette folk, som direkte eller indirekte inspireret af evangeliets ånd kan fylde de rammer, pengene skaber. For i ar­ bejdet blandt mennesker gør penge alene det ikke. Menighedsbørnehaverne er et af kirkens betydningsfuldeste ar­ bejder, fordi børnehaverne ligger på barnedåbens linie og i egent­ lig forstand repræsenterer kirkens opbyggende arbejde. Kirkens tjeneste bar alt for ofte været ensidig ambulancetjeneste; Den tjene­ ste skal også gøres; men evangeliet giver og kræver mere. Evangeliet vil bygge op. Det vil opbygge et menneske kristeligt, moralsk og socialt, og det vil opbygge samfundet på samme måde. Det var der­ for en underkendelse af kirkens arbejdsmål, når der ved en sam­ menkomst blev fremsat den udtalelse fra kommunistisk side, at på visse punkter måtte kommunismen og kirken kunne finde hinan­ den, f. eks. når det gjaldt oprettelse af børnehaver. Med respektfuld anerkendelse af kommunisternes lidenskab for retfærdige forhold må vi betone, at målet er sat højere for den kristne menighed. Den kristne menighed vil noget mere med sine børnehaver, end konunu- munismen kan ville. Ifølge De samarbejdende Menighedsbørnehavers sidste årsberet­

14

ning er 68 børnehaver tilsluttet samarbejdet. Det er et ikke ube­ tydeligt antal, særlig når man ikke glemmer, at adskilligt flere bør­ nehaver bar menighedsbørnehavens præg. Alligevel er disse tal ikke værd at slå sig til ro med. For et par år siden blev følgende udtalelse fremsat ved et so­ cialt kursus: Lad os tænke os et fremtidsbillede, der ikke bebover at være den rene utopi. De nye kirker skal ligge i de børnerige kvarterer. Her sørger man for en nogenlunde rummelig grund, med plads naturligvis til kirke og menigbedslius, men fremdeles med plads til menighedens daghjem for born. Der er vuggestue for de mindste, børnehave for de storre og fritidshjem for de skole­ søgende. Og det står altsammen og læner sig op ad kirken, er må­ ske endda arkitektonisk bygget ind i bele kirkens billede. Gud vil sikkert glæde sig over, at kirkepladsen fra søndag til søndag gen­ lyder af glade barnestemmer. Og kirken vil i endnu højere grad få den centrale plads i sognet, der tilkommer den. Kirkefondets nyeste initiativ med indretning af kirkesal og børne­ institution i de stærkt voksende kirkedistrikter er forjættende tegn i den retning. Og krisebørnehaverne i menighedshuse ligger på samme linie. Med andre forårstegn er det vidnesbyrd om, at kirken bar set de krav, der stilles til den, og bar vilje til at gå ind under dem. Den bar set, at dåbsfællesskab er en virkelighed og ikke bare en kliché, man ingen forpligtelse bar overfor. Vi bar lejlighedsvis nævnt hjemmenes betydning. Og en og an­ den kunne måske mene, at alt, hvad her er omtalt, kun er med til yderligere at forringe hjemmenes betydning for den opvoksende slægt. Vi står lier ved et af vort samfunds alleralvorligste spørgsmål. Der er sket store ting i dette århundrede i omsorgen for børnene. Bør­ nehavesagens og skolens udvikling er imponerende, den helbreds­ mæssige kontrol er en stor forbedring, der er mange, som lægger stor dygtiglied for dagen for at skabe børnene de bedst mulige kår. Men det ville være dristigt at påstå, at hjemmene svarer bedre til deres ideal i dag end for 50 år siden. Mon man ikke snarere må

15

hævde, at hvis hjemmene ikke skal hlive en forældet ordning, som tiden er løbet fra, må der på en eller anden måde ske en væk­ kelse, en nyvurdering af hjemmet. Den dobbelte omsorg for de døbte børn skal gøres af menigheden gennem det, som denne artikel har omtalt; men denne omsorg hører fremfor alt hjemmet til. Og derfor må menigheden i de ar­ bejdsår, der kommer, vide at koncentrere sig om denne nyvurde­ ring af hjemmene. I sin børneforsorg og i sit direkte forkyndende arbejde blandt børnene må den aldrig overhøre det spørgsmål: Hvad skal der gøres for de hjem, der lod deres børn døbe? Børnehave, skole, ungdomsarbejde, hvad der overhovedet gøres for børnene og de unge, skal ikke sætte sig det mål at være en er­ statning for hjemmene, som har en suveræn ret til at være deres børns hedste vejledere; men jo mere levende samarbejdet mellem børneforsorg og hjem bliver, desto bedre vil der være mulighed for at nå det fælles mål, at børnene får lov til legemligt og åndeligt at vokse en sund vækst.

Litteratur om børneplejestationerne: Diegivningen. Et socialt spørgsmål (1908). Børneplejestationernes første 10 år (1919). Vore små børn. (1933).

16

Da hvert 6. Spædbarn døde, og da Børneplejestationerne begyndte Af Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen. I de fem Aar 1902—06 dode der i alt i København 1646 Mennesker over 65 Aar og 1774 Børn i deres første Leveaar. Af 1000 Individer i samme Tidsrum døde 68 over 65 Aar, men 181 Spædbørn. Altsaa døde den Gang hvert sjette Barn, inden det var blevet eet Aar gammelt. København havde større Spædbørnsdødeliglied end Lon­ don og Paris. Baade Læger og Borgerrepræsentation drøftede den sørgelige Kendsgerning, men det første Skridt til at frelse Børnene blev gjort af De Samvirkende Menigbedsplejer, unægtelig i al Beskedenhed, men dog, som Erfaringerne 40 Aar senere viser, et Skridt i den rig­ tige Retning. Forinden vi skildrer Børneplejestationernes Oprindelse, er der et ejendommeligt Forhold at notere. Ved Aarhundredskiftet var Diegivningen i forbavsende Tilbagegang. I alle Klasser, fra de aller­ højeste til de allerringeste. Der var opstaaet den Teori, at det lille Barn havde bedst af Komælk, iblandet varmt Vand efter bestemt Regulativ, bedst og helst med Benyttelse af Soxleth-Apparatet. Men bag Teorien dulgte sig noget andet bos mange af Mødrene: Det var en Gene for dem at give Bryst. De kunde ikke deltage i Arbejds­ livet og i Selskabslivet, som de havde Lyst til, naar de skulde give Bryst. Komælk og Vand kunde andre blande og give Barnet i Patteflaske. Ved et Møde 1907 i De Samvirkende Menighedsplejers Bestyrelse kom Børnedødeligheden atter paa Tale, og vor Næstformand, Pastor

17

N. Dalhoff, der altid havde Øjne og Øren aabne for nye filantro­ piske Fremskridt, sagde da, at lian havde hørt i Tyskland om nogle Stationer i Berlin, hvor man skulde have begyndt at tage sig sær­ ligt af Spædbørn. Bestyrelsen mente, at det maaske kunde give os Fingerpeg, og besluttede at sende sin Sekretær derned. Da jeg den Gang var Sekretær, faldt det altsaa i min Lod at gøre Studierne, og det lykkedes mig at se og høre, hvad man i Ber­ lin under Ledelse af Børnelægen Dr. Neumann udrettede. Ogsaa dér var Diegivningen gaaet ned, endda i uhyggelig Grad; en Sta­ tistik viste, at Aar 1900 gav kun 35,3 pCt. af Berlins Mødre Bryst. Man havde delt Berlin i 7 Distrikter, hvert med sit „Fursorgestelle“ for Mødre med spæde Børn, baade syge og sunde Børn og baade Flaskeborn og Brystbørn, og Børnelæger tog sig af dem alle. Tre Hovedregler opstillede Dr. Neumann for mig paa Fransk, for at Mødrene ikke skulde forstaa det, mens jeg sad hos ham under Kon­ sultationerne: Hyppigt Lægetilsyn med Børnene, Fremme af Die­ givningen og Understøttelse til Mødrene. Men da der var saa mange Flaskebørn, havde Stationen et stort Mælkekøkken, hvor Blanding af Komælk og Vand fandt Sted til Uddeling. Da jeg kom hjem og fik aflagt Beretning, vedtog man at forsøge at omsætte de tyske Erfaringer paa dansk Grund. Og vi henvendte os til den Mand, som vi ansaa for den rette til at ordne Sagens lægemæssige Side, Overlæge, senere Professor S. Monrad, og naar jeg nævner hans Navn, saa er det med den største Taknemlighed. Han satte nemlig Skik paa Foretagendet, og han blev, saa længe han levede, Børneplejestationernes trofaste, ja, jeg kan sige begej­ strede Konsulent. Hans Plan var flg.: Stationerne skal ikke være Polikliniker. Syge Børn henvises til deres Læge. Kun sunde Børn og kun die­ givende Mødre skal have Adgang, og de skal møde regelmæssigt. Og hver Moder skal have een Liter Sødmælk daglig til sig selv som en Slags Præmie. Yi sluttede os ganske til dette Program, men unægtelig med Be­ tænkeligheder: Kan Folk forstaa, at vi ikke tager mod Flaskebørn,

18

Professor S. Monrad.

livis Dødelighed dog er større end Brystbørnenes? Vil Mødrene møde regelmæssigt? Kan vi skaffe Lokaler og Hjælpere? Og — kan vi skaffe de fornødne Penge? Det gjaldt om nu at interessere Menigliedsplejerne rundt om i Sognene, at. faa Lægernes og Pres­ sens Støtte, at gore Modrene begribeligt, livad det liele drejede sig om, og at vinde Børnevenners Hjælp. Som første Skridt indbød vi Menighedsplejer, Læger, Presse og Repræsentanter for Børneinstitutioner til Møde i KFUM d. 20. Ja­ nuar 1908. Jeg stod ved Indgangen til Salen og saa med Spænding de indbudte komme efterbaanden. Vore Hjælpere delte Sangbøger rundt. En af vore mest kendte Børnelæger traadte i det samme ind. „Hvad er det, De deler rundt?4, spurgte lian mig. „V i plejer at begynde med en Salme,4 svarede jeg. „Saa er det vist ikke noget for mig,4 sagde han, vendte om og gik. Ved Modet holdt Monrad, livlig og veltalende, Foredrag om Die- givningen og dens Betydning, et Foredrag, som faktisk banede Vej

19

for Stationernes Oprettelse. Jeg talte saa om den praktiske Ordning af Foretagendet og appellerede om Støtte. Begge Foredrag blev trykt i Børnesagens Tidende, og vi havde den Glæde, at Frn E. Wessel ved en større Gave satte os istand til at udsende dem som en Pjece til Propaganda for Sagen. En enkelt Læge søgte i et af Hovedstadsbladene at fremføre en Kritik, men Monrad tog til Gen­ svar, og vi mærkede ikke senere nogen offentlig Kritik. Kun sendte et andet Hovedstadsblad, da Stationerne aabnede, en Journalist, som i Begyndelsen fulgte os fra Station til Station, men som ikke fandt Anledning til at paatale noget. Gaver begyndte saa smaat at indløbe. Og saa skete der noget i bøj Grad opmuntrende. For det første, at Børnelijælpsdagens Ko­ mité skænkede os 1700 Kr. til Oprettelsen, men dernæst, at Inge­ niør, senere Etatsraad N. C. Monberg og Frue i Anledning af deres Sølvbryllup gav os en Grundkapital paa 25,000 Kr. Paa selve Sølv­ bryllupsdagen blev jeg kaldt ud i Monbergs Villa i Christianiagade, hvor Ingeniøren fortalte mig, at ban gav livert af sine Børn 25,000 Kr. i Obligationer og havde endnu 25,000, som ban og lians Hustru vilde give til en Børneinstitution, og mente, at vi vist kunde bruge dem, livorpaa ban tog en Bunke Obligationer, skrev „Tilhører De Samvirkende Menigbedsplejers Børneplejestationer4 paa en af dem og skød Resten over til mig, for at jeg, siddende ved hans Skrive­ bord, kunde skrive paa de andre, og imidlertid strømmede Blom­ ster til Sølvbrudeparret ind i Værelset. Bestyrelsen besluttede at begynde med seks Stationer, hvis Loka­ ler venligst blev stillet til Raadighed: Diakonissestiftelsen, Valde- marsgade 27, Larslejstræde 6, Martbabjemmet, Amagergade 25 og Nyborggade 4, saaledes at hver Station var aaben een Ugedag, og hver havde sin Dag. Een Læge skulde kunne magte alle 6 Stationer, men hvem skulde være Lægen? Monrad sagde til mig: „De kan faa en ganske ung Børnelæge eller en noget ældre, ikke specielt pædia­ trisk uddannet Kommunelæge, som er vant til at have med Modre og Børn at gøre.4 Vi valgte den sidste ud fra den Betragtning, at det gjaldt om at faa en Læge, som var vant til Klientelet. Og vi

20

Kommunelæge Vilhelm Asmund med en af borneplcjestationens klienter.

kunde ikke liave faaet nogen bedre end ham, Kommunelæge Vil­ helm Asmund. Jeg ser ham for mig, stor og bred, urokkelig i Sind og Skind, altid i godt Humor, paa een Gang faderlig og fornøjelig over for Modrene og Elskeligheden selv at samarbejde med, aldrig et ondt Ord, altid rede til at læmpe sig efter Menighedsplejen og altid flittig og trofast. Vi bestemte at aahne den første Station, Dia­ konissestiftelsens, d. 1. Oktober. En Sommerdag forinden fik jeg Besøg paa Kontoret. En ældre Herre præsenterede sig som Læge Chr. Brøndsted. Han fortalte, at ban havde opgivet sin Praksis, men gerne vilde gøre lidt Nytte uden Vederlag. Om Menigbedsplejen havde Brug for ham? Vi talte om Sagen, og det faldt mig ind, at ban maaske kunde bistaa Asmund. Ja, sagde ban, moderne Behandling af Børn har jeg ikke beskæftiget mig med, men jeg vil gerne tjene Dem. Og saa gik denne ældre Mand til Monrad og gjorde Kandidattjeneste paa Dronning Louises Børnehospital et Par Maaneder for at lære Pæ­ diatri, hvorefter han stillede sig som assisterende Læge ved As- 21

Dr. Asmund og dr. Brandsted i arbejde på en borneplejestation,

munds Side og trofast virkede i Børneplejestationemes Tjeneste til sin Dod 1922. Nu oprandt d. 1. Oktober 1908, og paa Stationen i Diakonisse­ stiftelsen saa Pastor Dallioff og jeg det første Barn blive lagt paa Vægten, mens Moderen stod ved Siden af. Men — Skaalen, hvori Barnet blev lagt, maa ikke have været rigtig anbragt, til vor Ræd­ sel ser vi Barnet glide hovedkulds ned mod Gulvet; uden at komme ud af Sindsligevægt snapper Asmund det imidlertid i Benet og haler det op. Det mest forunderlige var imidlertid, at Begivenheden ikke afficerede Moderen. Hun troede aabenbart, at sligt borte sig til! Ja, saaledes var Begyndelsen, men den, som var saa lykkelig at være med til at starte Borneplejestationerne, takker nu 40 Aar efter Gud derfor.

22

Bornepiejestationernes chef, overlæge Aage Bojesen på Bronshoj borneplejestation.

Børneplejestationerne i Perioden 1. Oktober 1933—1. Oktober 1948. Af Overlæge Aage Bojesen.

I Anledning af Børneplejestalionernes 25-Aars Jubilæum den 1. Oktober 1933 blev der udgivet et lille Skrift „VORE SMAA BØRN“ , livori der bl. a. blev givet en Redegørelse for Arbejdet i de 25 Aar. Der er nu forløbet yderligere 15 Aar, og den 1. Oktober 1948 bolder Borneplejestationerne 40-Aars Jubilæum; det er naturligt at markere denne Dag og søge at give et Billede af, bvad Børne­

23

plejestationerne er blevet til i (le 15 Aar, og hvad der er sket af Begivenheder, der har haft og har Betydning for det store filantro­ piske Arbejde, som De Samvirkende Menighedsplejer paabegyndte for 40 Aar siden. Tre Love deler de 15 Aar i 3 Perioder, og med Lovene som Midt­ punkter skal der gives en Skildring af de Begivenheder, der knytter sig til hver Periode. 1. Perioden, der er knyttet til Loven om Ammehjælp, (Social­ reformen § 239) af 1. Oktober 1933. 2. Loven (No 85 af 31/s 1937) om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i de første Leveaar. 3. Loven (No 236 af 3% 1946) om Lægeundersøgelse af Børn. Stk. 1. Saafrcmt en Moder selv ammer sit Rarn, er Opholdskommunen beretti­ get til indenfor et Tidsrum af 6 Maaneder efter Fødselen i Trangs­ tilfælde og efter en Læges Anvisning at yde indtil 1 Liter Sødmælk daglig. Stk. 2. Den i Stk. 1 omhandlede Hjælp kan ogsaa ydes i de Tilfælde, hvor det gennem Lægeundersøgelse maatte blive oplyst, at Moderen ikke eller kun delvis er i Stand til at opamme sit Barn. Stk. 3. Den i Stk. 1 og 2 omhandlede Hjælp kan under de angivne Betingelser ydes, uanset om der maatte blive udredet anden Understøttelse i Hen­ hold til Reglerne i nærværende Kapitel. 1. Oktober 1933 havde Børneplejestationerne 25-Aars Jubilæum, og den 2. Oktober traadte den nye Mælkeordning vedrørende Bør- neplejeslationerne i Kraft i København og Frederiksberg. Børne­ plejestationerne paatog sig at hjælpe Mødrene med Ansøgningerne om Ammehjælp og desuden varetage det krævende Arbejde med at udfylde Ansøgningsskemaerne m. v., et stort Ekstraarbejde for de frivillige Hjælpere. Tidligere var Udgiftsposten til Mælk meget stor — den var saa- FØRSTE PERIODE Loven om Ammehjælp (Socialreformen § 239).

24

Ved indvielsen af Grondals borneplejcstation. Forrest ses fra venstre: social­ direktør N. P. Nielsen, overlæge Bojesen, overborgmester Viggo Christensen og professor Monrad. ledes fra 1. Oktober 1932—30. September 1933 Kr. 66.245,07. — Denne store Udgiftspost til Mælk alene overtoges nu af Københavns og Frederiksbergs Kommuner i Samarbejde med De Samvirkende Menighedsplejer; selv om dette betød en betydelig Aflastning paa Menigliedsplejernes Budget, krævedes der dog fortsat store Gaver til Stationernes Drift. Den 5. Oktober fandt den store Jubilæums- og Modre-Fest Sted i Odd Fellow Palæets store Sal. Den 2. Marts 1934 indviedes den 11. Børneplejestation i Frede- riksholms Menighedslokale, og den 7. Marts 1934 den 12. i Grøn­ dalskirkens Menighedslokale.

25

Børneplejestationernes barnevognsoptog på bornehjælpsdagen 1936.

Paa Grund af Loven om Ammehjælp udvidedes Børncplejesta- tionernes Rammer, da Lovens Stk. 2 bevirkede, at en Del kunstigt ernærede Born kunde faa Ammehjælp, medens Ammehjælpen tid­ ligere kun gaves til diegivende Modre som „ Ammehjælp“ . Den 13. September 1935 indviedes den 13. Børneplejestation i Fredens Kirkes Menighedslokale — Ryesgade 68 A, og den 1. Okto­ ber 1935 den 14. i Filipskirkens Menighedslokale, Kastrupvej 35. I en Beretning fra „De Samvirkende Menighedsplejer“ staar der „Børnene myldrer frem“ , hvad ogsaa freingaar dels af Indvielsen af 5 nye Børneplejestationer og dels af Tilgangen af Børn: 1934— 35: 2.616, 1935—1936: 3.624.

26

Foruden den 14. Børneplejestation i Filipskirken indviedes 4 Børneplejestationer: den 22. April 1936 den 15. i Kildevældskirkens Menighedslokale, hvor Hds. Majestæt, Dronning Alexandrine var til Stede, den 2. Maj 1936 den 16. i Kapernaumskirkens Menighedslokale (Frederikssundsvej 45), den 29. Maj 1936 Børneplejestation Nr. 17 i Absalonskirkens Me­ nighedslokale (Søndre Boulevard), og den 22. September 1936 Nr. 18 i Vanløse Kirkes Menighedshus (Veras Allé Nr. 1). I 1936 forelaa et Lovforslag „om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i de første Leveaar4 (Lovforslaget om Sundhedsplejersker og Børneplejestationer), og det blev omtalt for første Gang ved Indvielsen af den 19. Børneplejestation den 20. Ok­ tober 1936 i Simon Peters Kirkens Menighedslokale (Wibrandtsvej 14), og snart efter indviedes den 23. November 1936 Børneplejesta­ tion Nr. 20 i Blaagaardskirkens Menighedslokale, og den 6. Juli 1937 indviedes den 21. i Brønshøj Kirkes Menighedslokalc. Da man forstod, at det var nødvendigt at have København og Frederiksberg „belagt4 med Børneplejestalioner, naar Lov^n om Sundhedsplejersker blev vedtaget, og da Tilstrømningen af Modre tiltog, og da det var paakrævet, at der ikke var for mange Modre og Børn samlede, dels af Hensyn til Ventetiden, dels af Hensyn til Lægens forsvarlige Arbejde, blev der stadig indviet nye Børnepleje­ stationer, saaledes den 9. Februar 1937 Nr. 22 i Skt. Stefans Sogns Menighedslokale, i „Karmel", Vedbækgade 12, og den 20. Februar 1937 Nr. 23 i Ansgar Kirkens Lokaler, Maagevej 33. Den 6. Marts 1937 indviedes den 24. Børneplejestation i Linde- vangs Kirkens Lokaler, og endelig den 20. Marts s. A. den 25. i Jesuskirkens Menighedshus, Tingstedet 7. Hermed var Maalet naaet, at faa 25 Børneplejestationer, inden den nye Lov om Sundhedsplejersker og Børneplejestationer traadte i Kraft.

27

ANDEN PERIODE Lov Nr. 85 af 3l/s 1937 om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i de første Leveaar x).

§ 1. Kommuner, herunder Amtskommuner, der ansætter Sundhedsplejersker med det Formaal at bekæmpe Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Aar efter disses Fødsel, kan efter Indenrigsministeriets Bestem­ melse i det enkelte Tilfælde erholde Statstilskud til Dækning af Halv­ delen af de dermed forbundne Udgifter. Endvidere kan der paa samme Maade, naar Indenrigsministeren finder Anledning dertil, ydes Tilskud til Dækning af indtil Halvdelen af Udgifterne ved Driften af raadgivende Børneplejestationer, der drives i Tilknytning til de nævnte Sundheds­ plejerskers Arbejde enten af en Kommune eller af Sygekasser, Menig­ hedsplejer, private Sygéplejeforeninger eller lignende efter Overenskomst med en Kommune. Tilsyn med Sundhedsplejerskernes Virksomhed og de i Tilknytning der­ til drevne Børneplejestationer føres af Sundhedsstyrelsen. Om dette Til­ syn og om Iværksættelsen af de øvrige Bestemmelser i denne Lov kan Indenrigsministeren fastsætte nærmere Regler.2) § 2. Regeringen bemyndiges til ved Icgl. Anordning at sætte denne Lov i Kraft paa Færøerne med de Ændringer, som følger af disse Øers særlige Forhold. § 3. Denne Lov, der træder i Kraft 1. April 1937, vil være at forelægge til 1937 ang. Sundhedsplejer­ sker. — Ang. Gennemførelsen af Loven er der truffet Aftale mell. Sundhedsstyrelsen og Alm. dansk Lægeforenings Hygiejnekomité. 2) Jfr. Note 1. I September 1937 sluttedes en betydningsfuld Overenskomst mellem Kobenliavns Magistrats 3die Afdeling og De Samvirkende Menighedsplejer om Samarbejde mellem de nye Sundhedsplejer­ sker, der er ansat af Kommunen, og vore Borneplejestationer (se Menigbedsplejen 1937, Nr. 8 — 8. Aargang). Samarbejdet begyndte den 1. Oktober. Der var ansat 17 Læger ved de 25 Borneplejestationer, og Københavns Kommune begyndte med 32 Sundhedsplejersker. Samtidig blev Spørgsmaalet om Ammehjælp fuldstændig foran­ dret, idet det omtrent belt overgik til Sundhedsplejerskerne. Revision i Rigsdagssamlingen 1942— 43. 1) Jfr. Imcirk. sh 1937: Sundh.styr. Cirk.

28

I 1938 fik De Samvirkende Menighedsplejer en ny Ordning med Lægeorganisationen angaaende Lægeforholdene ved Børneplejesta­ tionerne, og 1. Juni s. A. sluttedes Overenskomst mellem Frede­ riksberg Kommunalbestyrelse og De Samvirkende Menighedsplejer om Samarbejde mellem Børneplejestationerne og Frederiksberg Kommunes Sundhedsplejersker. Med Hensyn til -Statstilskud til Børneplejestationerne fik De Samvirkende Menigbedsplejer, ligesom Sundhedsplejerskerne, Halvdelen (ikke indtil Halvdelen — se Loven) af Driftsudgifterne dækkede. Af Begivenheder i denne Periode kan nævnes Børneplejestatio­ nernes 30-Aars Fest i Lindevangs Kirkens Lokaler, hvor man min­ dedes alt det, der var naaet i Løbet af de forløbne 30 Aar. I „Fra Menighedsplejen4 1939, Nr. 9 gives en lille Statistik over Antallet af „Mødre4 fra 1932—33: 2.011 Modre til 1938—39: 7.236 Mødre, hvilket jo viser en meget stor Stigning af Mødre- antallet, og særlig efter at Samarbejdet med Sundhedsplejerskerne begyndte i 1937, hvor Antallet af Mødre i Aaret 1936—37 viste 4.723 Mødre. I 1940 var der af Begivenheder kun den, at Børneplejestationen i Kildevældskirken flyttedes til Taksigelses Kirkens Menigheds­ lokaler paa Grund af Brændselsvanskeligheder. Der var stadig stor Tilgang af nye „Børn4 (denne Betegnelse anvendes nu af Hensyn til Loven). I 1941 — 8.819 nye Børn. I 1942 blev der atter indviet nye Børneplejestationer: den 9. Januar den 26. i Hans Tavsens Kirkes Menighedslokale (Hj. af Snorresgade og Halfdansgade), den 13. Januar den 27. i Aalholms Kirkes Menigliedslokale (Bramslykkevej), den 16. Januar den 28. i Højdevangs Kirkens Menighedslokale (Irlandsvej), den 2. Marts den 29. i Husum Kirkens Menighedslokale (Korsager Allé) og den 5. Marts den 30. i Lundehus Kirken, Rygaards Allé. I 1943 indviedes den 20. September den 31. Børneplejestation i Grundtvigs Kirkens Menighedshus (Jeppes Allé 10) og i 1944 den 32. i Allehelgens Kirkens Menighedslokale (Ungarnsgade 43).

29

Ilds. Majestæt, dronning Alexandrine overværer indvielsen af Kildevæld borneplejestation.

Nogle Begivenheder og Meddelelser fra de 15 Aar Ved Indvielsen af Børneplejestationen i Kildevældskirken (Nr. 15) den 22. April 1936 glædede Hds. Majestæt Dronning Alexan­ drine os ved at komme til Stede, og Hds. Majestæt viste sin Glæde over Børnene. Ved Indvielsen af den 30. Borneplejestation i Lundehus-Kirken den 5. Marts 1942 overværede Ilds. Majestæt Dronning Ingrid — som dengang var Kronprinsesse — Indvielsesfesten, og ved Ind­ vielsen af den 35. Borneplejestation i Hellerup Kirkes Menigheds­ hus den 6. April 1945 var Hds. kgl. Højhed Prinsesse Margaretha til Stede ved Højtideligheden. Professor, Dr. med. Svenn Monrad var Børneplejestationernes Konsulent indtil sin Dod den 18. Januar 1945, hvorefter Professor, Dr. med. Oluf Andersen velvilligst har paataget sig dette Hverv.

32

Kronprinsesse Ingrid ved indvielsen af Lundehus borneplejestation.

Hendes Kongelige Hojhed, j>rinscsse Margaretha er gæst ved indvielsen af Hellerup borneplejestation.

33

VORE SMAA BØRNS VENNER Et Barn for 5 Kroner:

I 1939 udsendte De Samvirkende Menigliedsplejer gennem sit Blad „Fra Menighedsplejen4 en Henvendelse til Venner af Børne­ plejestationerne om at tegne sig for et Bidrag paa 5 Kroner om Aaret. Der staar bl. a. i dette Opraab, at ganske vist er Staten traadt til med et Tilskud; men Udgifterne til Driften af Børneplejesta­ tionerne er steget betydeligt. Hvert Barn koster kun 5 Kroner om Aaret, og der spørges nu: Hvem vil overtage et Barn? Det koster altsaa kun 5 Kroner for et helt Aar. Henvendelsen til Børneplejestationernes Venner blev en Succes. Saaledes meddeltes det i Nr. 5 (F. M.) 1942, at 20624/5 Born havde Faddere, og i Nr. 4 (F. M.) 1944, at der i det indeværende Aar var indkommet 5 Kr. til 1772 Børn, og der er stadig kommet mange Bidrag ind paa denne Maade. Lægerne ved Børneplejestationerne Medens Børneplejestationerne, da de havde bestaaet i 25 Aar, kun havde 2 Læger — Kommunelæge Aage Ortved Andersen og mig selv, er der nu ved 40-Aars Jubilæet en stor Stab af Læger ved de 37 Børneplejestationer: 20 Børnespecialister og 23 Assistenter (Læ­ ger, der er i Uddannelse til Børnespecialister, eller som ønsker at arbejde i et socialt Børnesagsarbejde). Da der blev Tilgang af Børn til Børneplejestationerne, og særlig da „det blev moderne4 at gaa paa Borneplejestation med sit Barn, og Børneplejestationerne maatte deles, eller et nyt Byomraade havde Krav paa en Borneplejestation, bl. a. paa Grund af Vej­ længden til den nærmeste Borneplejestation, maatte der ogsaa an­ sættes flere Læger, og det er efterhaanden blevet saaledes, at bli­ ver der mere end 20 Børn pr. Gang paa en Borneplejestation, skal der ansættes en Assistent, og bliver der over 30 Born pr. Gang,

34

Kommunelæge Aage Ortved Andersen, overlæge Bojesens forste medarbejder, omgivet af frivillige hjælpere. skal Stationen enten (leles, og der oprettes en ny Station i et nær­ liggende Distrikt, eller der ansættes en tredie Læge. Ved den nye Lov og ved Indførelsen af store Journaler med mange flere Spørgsmaal m. m., tager Undersøgelsen af Børnene meget længere Tid, og der maa sikkert i Fremtiden tages Hensyn til Lægernes Antal m. m. ved Stationerne.

35

De frivillige Hjælpere I hver eneste Aarsberetning bliver der skrevet om de frivillige Hjælpere, og der bringes dem en Tak for deres store Kærligbeds­ arbejde, og det skal der selvfølgelig ogsaa gøres ved et Jubilæum. Som Forholdene er ved Børneplejestationerne, vilde det være umuligt at drive vore Stationer forsvarligt, hvis vi ikke havde den store Stab af frivillige Medarbejdere. Det er jo altid kvindelige Hjælpere, der borer til den enkelte Børneplejestations Omraade, og Arbejdet, der gøres i det daglige, er tilrettelagt saaledes, at liver Hjælper bar sit Arbejde, f. Eks. modtage Mødrene og give dem Numre, tage Journalerne frem, veje Børnene og skrive Vægten op i Journalen, være Sekretær for Lægen og assistere ved Lægens Undersøgelse af Barnet. — 6—8 Hjælpere maa en Børneplejestation have, og saa skal der gerne sørges for Vikarer i Tilfælde af en Hjælpers Forfald. Aar ud og Aar ind arbejder mange af vore Hjælpere med sam­ me Interesse i Arbejdet, og det er med den største Taknemmelig­ bed, De Samvirkende Menigbedsplejer og Lægerne modtager denne frivillige Hjælp, som bar gjort sig uundværlig i Arbejdet, og de flere Hundrede Hjælpere, der bar arbejdet eller arbejder paa Børneplejestationerne, siger vi Tak for deres store, uegennyt­ tige Kærligbedsarbejde for de smaa Børn. Børneplejestationerne og Sundhedsplejerskerne Den 1. Oktober 1937 begyndte Samarbejdet mellem De Samvir­ kende Menigbedsplejers Børneplejestationer og Københavns Kom­ munes Sundhedsplejersker, og den 1. Juni 1938 med Frederiksberg Kommunes Sundhedsplejersker. Det var med stor Spænding, dette nye Arbejde begyndte, da nu Sundbedsplejerskerne kom i Hjemmene, og Børnene skulde komme til Kontrol paa Børneplejeslationerne: 3 Mdr. gi. — 6 Mdr. gi. — 9 Mdr. gi. og 1 Aar gi., hvor Sundbedsplejerskernes Tilsyn ophørte. Betydningen af det nye Arbejde skulde ligge i, at Sundheds-

36

plejerskerne saa vidt muligt skulde mode paa Borneplejestationerne og der mode de paa Borneplejestationerne fremmødte Born, der kom til Lægekontrol og Undersøgelse. Der skulde derved komme et Samarbejde mellem Sundhedsplejerskerne og Lægerne paa Børne­ plejestationerne til Gavn for de spæde Born. Dette Samarbejde er i Lobet af Aarene blevet ganske udmærket, og det er en stor Glæde for Lægerne at mærke, at Sundhedsplejer­ skerne er glade for dette Samarbejde, idet de ved Samarbejdet med Lægerne faar en stor Støtte i deres Arbejde, ligesom Lægerne faar Oplysninger om Børnene, som er af den største Betydning for Bør­ nenes Kontrol lering. Forhaabentltig vil dette Samarbejde i Fremtiden blive mere og mere intimt, og det Arbejde, der blev paabegyndt den 1. Oktober 1937, vise, at Loven om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Born i det første Leveaar fuldtud svarer til de Forventnin­ ger, man stillede til denne Lov. Mødrefesterne Igennem mange Aar bar Mødrefesterne haft en uvurderlig Betyd­ ning for Børneplejestationernes Arbejde. I Begyndelsen var disse Fester uundværlige, idet Mødrene fik op­ lysende Foredrag og Tøjgaver og samtidig fik Forstaaelsen af, at det var et filantropisk Arbejde, der gjordes af Menighederne i Sognene. Da Sundhedsplejerskerne begyndte, blev Modrefesterne anderle­ des og mindre hyppige. Før den Tid følte særlig de frivillige Hjælpere, at man ligesom „ejede4 Børnene. Mødrefesterne var noget, man havde tilfælles om de mange Børn, der var Børneplejestationerne betroet. Nu var det ligesom, man havde „mistet4 noget ved, at Børnene kom sjældnere, og Mødrefesterne fik en anden Karakter. Der er stadig adskillige Børneplejestationer, der holder fast ved Mødre­ festerne, og forhaabentlig vil disse smukke Fester blive taget op af flere og flere af de nye Stationer. Det er ogsaa af stor Betydning, at Modrene forstaar, at de er

37

„Menighedernes Gæster4, og Sognenes Præster er meget glade for paa denne Maade at faa Lejlighed til at træffe Modrene og tale til dem. Ja — lad os beholde Mødrefesterne til Gavn for hele vort Ar­ bejde for de smaa Børn. Margrethesengene I 1941 paabegyndtes et nyt Arbejde indenfor De Samvirkende Menighedsplejer til Gavn for Børnene paa Børneplejestationerne paa Initiativ af Fru Direktør Margrethe Becli, og dette Arbejde blev senere udvidet til flere Kredse. Der fremstilles Senge til spæde Børn. Sengene med Udstyr skæn­ kes til en Menighedspleje, der udlaaner Sengene, vedligeholder dem og fornyer Indholdet. Det første Aar fremstilledes 50 Senge, som blev skænket til for­ skellige Menighedsplejer. I Løbet af Aarene er disse Senge blevet anvendt til Nytte og Hjælp for mange Modre. De Samvirkende Menighedsplejer forvalter nu selv Sengene, og der er blevet fremstillet en ny og mere solid Model, og det er imidlertid blevet saaledes, at kun Seng, Madras og Dyne skal van­ dre, medens Barneudstyret skal være Barnets Ejendom. De Samvirkende Menigliedsplejers 37 Børneplejestationer 1. 1908. Den 1. Oktober: Marthahjemmet, Brohusgade 7. 2. 1908. Vor Frelsers Kirkes Borneplcjestation (Amagergade 25 — nu Dron- ningensgade 74). 3. 1908. Sions Sogns Borneplcjestation, Nyborggade 4. 4. 1908. Ilclgesvejs Borneplcjestation (1908— 15 paa Diakonissestiftelsen), Helgesvej 22. 5. 1908. Set. Matthæus’ Borneplcjestation, Valdeniarsgade 27. 6. 1909. Vor Frues Borneplcjestation (Larslcjstræde 6 — senere Fiolstræde — nu St. Kannikestræde 8) (Trinitatis’ Sogns Menighedshus). 7. 1909. Set. Pauls Børneplejestation, Frederieiagade 84. 8. 1910. Kingo’s Børneplejestation, Bragesgade 35. 9. 1932. Den 3. Marts: Timotlicus’ Borneplcjestation, Chr. Bcrgs Allé 1 A.

38