BrandfolkenesOrganisation25Aar

72

Ledelsens Stilling.

Som det iremgaar af Omtale andetsteds i dette Skrift, har Forholdet mellem Brandvæsenets Ledelse og Organisationen ikke altid været det bedste. Særlig var de første Aar fulde af Spæn­ ding og Sprængstof. Og dette, at det underordnede Mandskab vilde tale med om de Sager, der angik dem selv, var en For­ mastelighed, som ikke burde tolereres. Men saa sandt som Tiderne skrider frem, saa sandt lader Udviklingen sig ikke skrue tilbage, den kan hæmmes et Stykke Tid, men kommer saa til Udbrud, og dette kan være af mere eller mindre kraftig Natur. Eksempler herpaa viser sig daglig. Brandchef Oberts Meyer, der personlig var en meget human Mand, kunde eller vilde ikke forstaa at Brandfolkene havde et andet Syn paa Tilværelsen, end det Ledelsen eneraadende vilde paatvinge dem. Hertil kom Officerernes Syn paa Soldatens Diciplin, ingen Muggen i Geled­ derne; herimod reagerede Brandfolkene og med Rette, thi en Brandmand er, trods sin Uniform, ingen Soldat men kommunal Tjenestemand. Obersten strittede længe imod og søgte ved alle Midler at hindre Organisationens Fremgang og gav først nød­ tvungent op, da Magistraten ved en Trudsel fra „Dansk Arbejds­ mandsforbund“ havde anerkendt Organisationen. Men fra den Tid lagde Obersten ingen Hindringer i Vejen for Organisationens Arbejde. Der var andre, som ikke gav op, og ved de mest vidunderlige Midler søgte at sætte Spittelse, men de vandt ingen Bifald hos Obersten; han modtog Organisationens Repræ­ sentanter høfligt paa den faderlige Maade, der var ham egen, og forhandlede om de Sager, der fremdroges, sagligt og ikke uden Velvilje. De sidste Aar før Oberstens Afgang, var For­ holdet til Organisationen saa godt, at denne var med til at