S_ReproduktionsAnstalternesPrincipalForeningGennem25aar

maa altsaa være gaaet i glemmebogen eller ikke have været kendt af da* tidens forsøgere, thi han troede ogsaa, at hovedvanskeligheden var dæk* midlets modstandsevne. Forresten var G iradéts fernis ikke bedre end de ved tidligere forsøg anvendte. Den første der igen blev klar over, at det var syrens side* og under* ætsende egenskab, der skulde overvindes, hed Louis T issot . Han begyndte 1840 en virksomhed, som han opreklamerede med navne paa talentfulde kunstnere som medarbejdere. Ogsaa han ætsede i sten, men han bragte sin fernis til, efterhaanden som ætsningen skred frem, at smelte og flyde ud* over og ned ad reliefets sider ved anvendelse af et varmt jern. Heller ikke han havde heldet med sig. Trods alle forsøg viste det sig, at stenen ikke egnede sig for anvendelse i bogtrykkerpressen og hermed ophørte ogsaa alle forsøg i den retning. Det var efterhaanden, hist og her, gaaet op for litograferne, at anætset zink havde en lignende vandsugende egenskab som solenhoferstenen og man havde fra tid til anden, taget litografiske tryk fra zinkplader. En zink* plade var ikke blot billigere end en nogenlunde tyk sten, men lettere at be* handle og navnlig — hvad der var af stor betydning — lettere at opvarme. Disse iagttagelser benyttede G illot . Det afgørende vendepunkt i højætsningens historie indtræffer 1850, da G illot tager patent paa en fremgangsmaade, som han udøvede men hemme* ligholdt til 1867. Dette aar blev den offentliggjort og forelagt juryen for verdensudstillingen i Paris, hvorefter den, under navnet gillotage udbredte sig over en stor del af Evropa. I begyndelsen overførte G illot sit billede fra stenen eller han anvendte det i litografien kendte autografiske overtryks* papir, skrev eller tegnede med litografisk tusch eller tog tryk i kobber*, sten* tryks* eller bogtrykkerpressen, som han saa overførte paa zink. Efter over*

i

15

Made with