S_ReproduktionsAnstalternesPrincipalForeningGennem25aar

virksomheden frem til verdensformat og verdensberømmelse. A. & G. ved* blev i mange aar at anvende den fotolitografiske overføring paa zinkpladen, en fremgangsmaade, som de udviklede til den største fuldkommenhed. Maa* den at ætse paa var i principet den samme som G illots , kun brugte de til de første smaa ætsninger ingen indvalsning men forstærkning ved opvarm* ning og indstøvning med harpix og til de store ætsninger, i stedet for en indvalsning med flonelsvalse en indvalsning med en glat valse og en let flydende farve, der var blandet med linolie og som løb ned og dækkede de dybere liggende ætsetrin. Naar, hvor og hvorledes fotoætsningen er begyndt i Amerika, ved jeg ikke. Sandsynligvis er den bleven hjemført fra verdensudstillingen i Paris 1867. Om hvorfor og hvornaar man forlod G illots ætsemaade, som jeg i begyndelsen af denne afhandling har betegnet som en ætling af lito* grafien, fordi den er baseret paa zinkens vandsugende (hygroscopiske) egenskab, har jeg kun en formodning. Denne støtter jeg paa den kends* gerning, at man i Amerika ret snart ønskede at anvende kobber til streg* ætsning, og at kobber ikke lader sig ætse ved anvendelsen af G illots ætse* maade. Sikkert er det, at de første anvendelser af emailleprocesser med til* hørende drageblodsætsning er blevet opfundet for og anvendt til streg* ætsning i kobber. Som opfinder af emailleprocessen nævnes som oftest C harles E. P urton , som hemmeligholdt sin fremgangsmaade, men om hvilken det siges, at den var en forbedring af GARNiERprocessen. A f denne har man en beskrivelse i Photographic News af 4. novb. 1881. Denne emaille bestod af sukker, vand og ammoniumbikromat og var bestemt for dybætsning (intaglio eller heliogravure). Billedet fremkaldtes med et tinsalt og ætsedes i jernklorid. Fremgangsmaaden ligner i alt væsentlig en langt senere fremkommet saa*

2 0

Made with