FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

ÅRENE EFTER SOCIALREFORMEN

K. K. Steinckes socialreform af 1933 Ved fattigloven af 1891 havde man slået den første afgørende breche i det gamle system, at al offentlig hjælp var at betragte som fattighjælp. I de år, der fulgte efter, gennemførtes en lov ­ givning, der lidt efter lidt begrænsede den egentlige fattighjælp. De gamle var den befolkningsgruppe, der først blev unddraget fattigvæsenet, og understøttelsen voksede med tiden og omdan­ nedes i 1922 til en fast aldersrente. Gennem udbygningen af sygekasserne, som fik statstilskud fra 1892, kunne man komme de mennesker til hjælp, som på grund af sygdom havde vanske­ ligt ved at klare sig. Også disse kunne i vid udstrækning undgå at måtte overtages af fattigvæsenet. Sammen med sygekasse­ hjælpen udbyggedes en understøttelse uden fattighjælps virk­ ning for invaliderne. Man fik endelig en ordnet ulykkesforsik­ ring og senere en arbejdsløshedsfosikring. Dette i forbindelse med hjælpekasseinstitutionen medførte ligeledes indskrænkning i tildeling af almindelig fattighjælp. Også den stadige udbyg­ ning af børnelovgivningen trak i samme retning. Medens man i 1895 udbetalte almindelig fattighjælp til ca. 3 pct. af befolk­ ningen, var procenten i 1920—21 faldet til 0,73 pct. Den steg ganske vist i de følgende år som følge af efterkrigstidens økono­ miske kriser, men udviklingens hovedlinie var dog klar. Fattig­ hjælpen var blevet trængt afgørende tilbage, og andre former for offentlig understøttelse trådt i stedet. Udbygningen af den danske sociallovgivning havde fundet sted etappevis over en periode på ca. 40 år, og de mange be­ stemmelser var fastlagt i et betydeligt antal love, som gjorde den daglige administration vanskelig. A t tilvejebringe en større

101