FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

fulde opgave at føre kontrol med, at fattigvæsenet fik de ind­ tægter, som det i henhold til forordningen havde krav på. Der er ingen tvivl om, at regeringen var klar over, at en bedre fattigpleje forudsatte øgede indtægter for det offentlige fattig­ væsen. Man fastslog derfor i forordningen den almindelige be­ stemmelse, at alle borgere havde pligt til at yde deres bidrag til fattigvæsenet. For personer med fast gage bestemtes fattigbidra­ get til 1 % af den årlige indkomst. For alle andre borgere gjaldt den bestemmelse, at de skulle tegne sig for et bestemt årligt beløb, som fattigforstanderne derefter skulle opkræve. Endvi­ dere indeholdt forordningen bestemmelser om, at der under visse forudsætninger skulle erlægges et beløb til fattigvæsenet. Det gjaldt ved køb og salg af fast ejendom, ved afholdte auktioner, når købmænd og mæglere indgik handler, og når komedianter, linedansere eller andre ønskede at give forestillinger eller op ­ visninger. Der fastsattes ingen bestemte takster, og det var så­ ledes overladt den enkelte at bestemme beløbets størrelse. I år­ hundredets løb udvidedes på forskellig måde denne forpligtelse til at yde et bidrag, men man vovede endnu ikke at give nær­ mere bestemmelser om beløbets størrelse. Visse normer har vel efterhånden udviklet sig, men det siger sig selv, at mange søgte at slippe så billigt som muligt fra deres forpligtelse. I de første årtier efter forordningens gennemførelse indkom der forholdsvis store beløb ad denne vej. Efterhånden som tiden gik, sank be­ løbene. Dette havde til følge, at fattigvæsenet snart viste under­ balance, og at man ved forskellige lejligheder måtte søge hjælp hos staten. Fra tid til anden ydedes større og mindre beløb af statskassen. Endvidere måtte man nu som før håbe på private velgøreres forståelse, og sådanne var også at finde inden for de københavnske storborgeres snævre kreds. Fra 1762 oppebar fat­ tigvæsenet desuden 9.000 rdl. af byens grundtakst. Fattigvæsenets svigtende økonomi gennem hele århundredet vanskeliggjorde den kgl. direktions stilling og lagde sig desuden hindrende i vejen for, at de mål, som forordningen af 1708 havde formuleret, kunne opfyldes. Vanskelighederne øgedes desuden ved de to store brandkatastrofer, som ramte hovedstaden i den her behand­

11