FraLemmestiftelseTilModernePlejehjem

Fra lægernes side forsøgte man desperat at dæmme op for syg­ dommen, bl. a. ved at samle de angrebne enten i lokalerne i Duntzfelts gård eller på visse stuer i hovedbygningen. Man havde imidlertid ingen mulighed for at give de angrebne en virkelig pleje. I det højeste kunne man lindre de syges smerter. I henved 6 uger rasede epidemien, og først i begyndelsen af august ebbede sygdommen ud. 39 % af stiftelsens beboere blev angrebet af sygdommen. Ialt behandlede man 616 patienter, hvoraf dog 149 blev bragt ind fra byen. 538 personer døde. Medens sygdommen rasede, frembør stiftelsen et sørgeligt skue. Overalt hørtes jamren fra de syge og døende, og urenlig­ heden og uordenen bredte sig. Stanken fra de syge var uudholde­ lig, og der kunne hverken skaffes fornødent lys eller luft. På grund af den stærke dødelighed måtte man begrave de døde i de klæder, de lå i. For .hurtigst muligt at få dem bragt ud på kirkegården, måtte man rekvirere ekstramandskab fra Ladegår­ den. Siden 1852 havde reservelæge Sophus Engelsted vikarieret som overlæge på den medicinske af deling, og det var ham, der ledede slaget mod epidemien. En egentlig behandling kunne man ikke give. Det var der simpelthen ikke tid til, og sygdommen gjorde også sin alvorlige høst blandt lægepersonalet. Den daglige kost blev lagt om. øg man forsøgte at lindre ved at ordinere kamfer­ dråber og opium. Man udleverede også den såkaldte kolerabitter, der bestod af brændevin, tilsat afkog af stærke og bitre urter. Fra direktionens side påskønnede man i høj grad Engelsteds ener­ giske indsats, samtidig med at man påtalte hans selvrådighed. Det havde således vakt en ikke ringe forargelse, at han midt under epidemiens rasen havde stillet sig i spidsen for en læge- skovtur. Fra lians side var den tænkt som en opmuntring for de mange unge læger, som i det daglige kæmpede en fortvivlet kamp mod sygdommen, ofte med døden for øje. Der vistes megen he­ roisme under denne kamp, og det bør i denne forbindelse også nævnes, at den dengang 36-årige forfatterinde Ilia Fibiger meldte sig på A lm indelig Hospital som frivillig sygepasser. Først i lø ­ bet af oktober måned var sygdommen ebbet helt ud.

52